Udkommer i Revue du
Mauss, n° 44, 2e semestre 2014
François Flahault
På de følgende sider beskrives grænseløsheden som en
dimension ved den menneskelige psyke, et præ-moralsk antropologisk træk. Alle
børn opdager, før eller siden, at talrækken er uendelig; dermed erfarer de at
deres mentale forestillingsverden er uden grænser, og det giver dem en
svimmelhedsoplevelse, lidt lige som Pascals i hans meditationer over de to
uendeligheder.[2] I sig selv er vor grænseløse forestillingsverden moralsk
set neutral. Den er ikke en fascination af ondskab. Den er et endog et gode i
den udstrækning vi drager fordel af denne verden for at udfolde vor fantasi, gå
tilbage i fortiden, foregribe fremtiden, udvide vor tænknings rum.
Under visse omstændigheder kan grænseløsheden ikke desto
mindre føre til ondskab. De ’triste’ lidenskaber (med Spinozas ord),
misundelse, forurettelse, grådighed, magtbegær og hersketrang,
ondskabsfuldhed, grusomhed og andre ødelæggende udgaver af begæret efter at
gøre sig større end man er, alle kan de tænkes udløst af det mentale rums
ubegrænsethed. De nævnte omstændigheder beror i vidt omfang på karakteren af de
relationelle forhold, de sociale og kulturelle strukturer som individerne
befinder sig under. Det der kan gøre grænseløsheden fatal, skyldes ikke så
meget individerne i sig selv, men snarere visse relationelle systemer og måder
at fungere på som de er involveret i, men som går over hovedet på dem og hvis
virkninger de følgelig ikke har styr på. Det gælder især den måde økonomien
fungerer på. Den tidligere medarbejder i en investeringsbank der blev
interviewet i Marc Bauders dokumentarfilm, Master
of Universe (2013), er et illustrativt eksempel herpå. Denne Rainer Voss er
som folk er flest; han er ingen gemen slyngel. Hans arbejde – i finanssektoren
– gav ham glæde, fascinerede ham og gjorde at han tjente mange penge; han blev
opmuntret af sine overordnede, tilskyndet af kappestriden med sine kolleger og
stimuleret af konkurrencen med andre banker. Han siger selv at han levede i sin
egen verden, i en boble så at sige; at det ikke stod klart for ham hvilke
konsekvenser hans finansaktiviteter havde på andre menneskers liv, og at han
slet ikke så at det hele gik alt for langt (”Man forsøger jo hele tiden bare at
gå lidt længere”, som han tænksomt siger).
Den geografiske, sociale, kulturelle, racemæssige afstand
mellem dem der handler, og dem deres handlinger går ud over, er her en
væsentlig faktor. Observationer og erfaringer af enhver art fra
socialpsykologien viser at oplevelsen af nærhed fremmer fællesskabsfølelse,
mens fjernhed omvendt fremmer følelsen af fremmedhed, ligegyldighed og
manglende interesse for den anden. Det er meget lettere for en pilot i et
bombefly at undgå at tænke på ofrene han dræber, end det er for soldaten der
kæmper ansigt til ansigt. Det samme gælder når vi taler om økonomiske
aktiviteter. Tænk for eksempel på de tilfælde hvor de arbejdere der fremstiller
en vare, befinder sig meget langt fra såvel investorer som forbrugere. Det er fx
situationen i Bangladesh i de fabrikker der arbejder med farvning af læder og
tekstiler. Det individ som køber en håndtaske af et kendt mærke som billigt tilbud, har ingen forestilling
om de vilkår under hvilke det pågældende stykke læder er blevet behandlet.
Vilkår der rent ud sagt er et helvede for de involverede arbejdere som udsættes
for de anvendte kemiske produkters giftighed – for slet ikke at tale om deres
elendige løn. Ligeledes findes der en hærskare af mellementreprenører mellem de
store mærkevareproducenter der placerer deres ordrer i Bangladesh, og
fabriksarbejderne. Hele verden hørte om sammenstyrtningen af Rana Plaza i 2013,
en bygning i seks etager hvor der arbejdede adskillige tusinde arbejdere. Et
tusind, et hundrede og tredive ofre, for ikke at nævne de mange overlevende der
blev invaliderede. Visse mærkevareproducenter forstår stadig ikke hvordan deres
brandnavne har kunnet finde vej til så uhyggelige steder. Eller også
foretrækker de ikke at vide det. Forbrugerne er glade for at købe; deres glæde
er uskyldig, de er jo ikke onde. Disse mærkers investorer og ejere er
forblændede af de fortjenester de høster – og i øvrigt er det nødvendigt at
væbne sig over for konkurrencen. Også de er uden tvivl gode mennesker: de har
ingen lyst til at plage sig selv med skyldfølelse; thi det er så nemt ikke at
tænke på mennesker man aldrig har set og aldrig kommer til at se.
Magtfulde transnationale foretagender på den ene side, forbrugernes
masser på den anden, og klemt inde mellem disse to: de der producerer. Det er
historien om sukker hvor millioner af
afrikanere blev deporteret i løbet af næsten fire hundrede år og underkastet
umenneskeligt slid. Det er også historien om gummi og anvendelsen af tvangsarbejde i belgisk og fransk Congo. Og
om bananer (med brugen af giftige
insektpesticider). For ikke at nævne fremstillingsvilkårene for de mobiltelefoner og tablets vi forbruger.
*
Jeg vil i første del se nærmere på grænseløsheden som et
træk der er er karakteristisk for Homo sapiens. I anden del vil jeg reflektere
over hvordan det går til at de relationelle systemer synes at være på vej ned
ad det grænseløse begærs glidebane.
1 - Homo sapiens’
psyke indebærer et vist mål af grænseløshed
Idéen om at den menneskelige psykes grænseløshed
risikerer at føre til at vi handler på bekostning af andre, har været anerkendt
i den europæiske kultur siden Hesiod og de græske tragedier og frem til første
halvdel af 1700-tallet.
Enkelte citater fra Aristoteles til Montesquieu:
I sin Politikken
minder Aristoteles os om at ”menneskets begær er apeiros (uden grænse, uendeligt) ”. Derfor har han stor mistro til
”chrèmatistikos”, den
aktivitet der består i at puge rigdomme i form af penge. Af samme grund mener
han at det er nødvendigt at statens økonomi omfatter en kontrol med formuer.
For den antikke tanke henviser ordet apeiros
til det oprindelige Kaos som Hesiod havde beskrevet i sin Theogoni: for at Kosmos skal kunne frembryde fra Kaos, er det
nødvendigt at der foregår en differentierings- og afgrænsningsproces, således
at ethvert individ kan have sin plads og sameksistere med de andre. En orden
som dikè, indstiftet af Zeus, overvåger
(dikè er antonym til hybris).
I sine Bekendelser (begyndelsen af 5. århundrede e.Kr.)
reflekterer Augustin over hvor vanskeligt for ham det er at begribe Guds
ulegemlige natur.
”Det der ingen plads
optager, forekommer mig at være det rene intet […] Jeg betragter noget som det
rene intet hvis det ikke udfolder sig i rummet […] Du, mit livs Liv, betragter
jeg som en umådelig substans der fuldt og helt gennemtrænger den samlede
verdens uendelige masse, udbredt uendeligt i umådeligheden, således at jorden
indeholdes i Dig, himlen indeholdes i Dig, alle ting indeholdes i Dig, og alt
dette har sin grænse i Dig, kun Du har ingen.”
Her ses hvordan
det grænseløse for Augustin ikke længere identificeres med det oprindelige
Kaos, men med Gud. Forestillingen om hvad det grænseløse er, hjemsøger
mennesketanken som på én gang kilde til fascination og angst. At gøre det
uendelige til en guddommelig fuldkommenhed indebærer en kulturel bearbejdning
der har til formål at uddrive det træk af primitiv ondskab der er forbundet med
grænseløshedens angstfyldte tiltrækningskraft.
Descartes skriver i Principia philosophiae: ”Vi ved at denne verden er uden grænser,
thi ligegyldigt hvilket sted vi end synes at være, vil vi altid yderligere
kunne forestille os at der hinsides dette findes rum af uendelig udbredelse.”
Mærkeligt ræsonnement: Descartes konstaterer at vort psykiske rum ikke kender
til grænser og udleder heraf at det fysiske rum ligeledes er uendeligt.
Pludselig forstår man hvorfor han benægter idéen om at det interplanetare rum
kan være tomt: det ville på sin side implicere en tomhed i vort psykiske
univers der til forveksling ville ligne intethed.
- Hegel i Enzyklopädie
der philosophischen Wissenschaften : ”Den erfaring vi har om en grænse for noget, er allerede bevis på at vi
er hinsides denne grænse, et bevis for vor grænseløshed. ”
- Montesquieu i L’esprit
des lois: ”Det er en evig erfaring at ethvert menneske der besidder magt,
har tendens til at misbruge den; han går så langt han kan, indtil han støder på
en grænse. ” Med andre ord: en magt lader sig kun begrænse hvis den tvinges
dertil af en anden magt. Fornuften, hvor nødvendig den end er, er ude af stand
til at gøre magten fornuftig. Dette ræsonnement introducerer og legitimerer
Montesquieus magtdelings-princip som han formulerer efter den citerede sætning.
De moderne demokratier står i dyb gæld til dette princip, også selv om de har
glemt det begreb om mennesket der er dets begrundelse.
I den anden halvdel af
1700-tallet foregår der en transformation der søger at knæsætte den vestlige
individopfattelse som vi stadig hylder: det menneskelige individ anses nu ikke
længere at være så afhængig af sit net af muligvis lidenskabelige relationer
med andre; det anses snarere i højere grad at være i stand til at eksistere, at
tænke, at vælge og udtrykke sig i kraft af sig selv. I denne ny antropologi
synes umådeholdets dimension, der var intimt forbundet med følelsernes og
begærets rå natur, følgelig at forsvinde. Visse af Oplysningens filosoffer
betragter mennesket som egoistisk, andre som altruistisk, men alle er de enige
om ikke at udskyde en bedre verdens indtræffen til et liv post mortem.
De foregående århundreders prædikanter betragtede mennesket som bytte for
voldsomme og destruktive lidenskaber som kun troen og nåden kunne frelse dem
fra. Tidens oplyste ånder tror ikke længere på arvesynden, de tror på
menneskets fuldkommenhed.
Alligevel fortsætter disse
lidenskaber med at give stof til litteraturen og, fra det tyvende århundrede,
også til filmen. Vi er således i dag underlagt to modstridende opfattelser af
mennesket, en officiøs (i fiktionens verden) og en officiel (via de rådende
idéer). Men skønt de to verdener indbyrdes er i modstrid, så forekommer
afstanden mellem de to opfattelser af mennesket generelt ikke at være
problematisk.
Den moderne vestlige
opfattelse af individet kommer klarest til udtryk i de økonomiske videnskaber
der begynder at udvikles i denne anden halvdel af 1700-tallet. Man hævder eksistensen
af en naturlig lov der virker i de menneskelige samfund og her spontant fører
til harmoniens herredømme. Fysiokraterne fx anså sig selv som den sociale
verdens Newton‘er. Ligesom enhver stjerne følger sin kurs uafhængig af alle de
andre og alligevel i fuld harmoni med dem, takket være Forsynets usynlige hånd,
så fører enhver økonomisk aktørs handling, skønt han udelukkende varetager sine
egne interesser, til harmoni med de øvrige aktørers tilsvarende handlinger. Egeninteressen
anses som en fornuftig lidenskab der erstatter de voldsomme lidenskaber[3]. Denne eufemistiske anskuelse
af de økonomiske aktører der stadig er gængs i økonomiens matematiserede
diskurs (efter Newton’s forbillede), fungerer som en fornægtelse af et
umådehold der alligevel fremgår ganske klart af fakta: det er indlysende at jo
flere penge man tjener, jo flere begærer man at tjene – ganske grænseløst. En
milliardær sammenligner sig med andre milliardærer, han lever i deres verden,
han opfatter derfor sin situation som helt almindelig. De der kun har
mindstelønnen eller intet som helst, er lysår fra ham. Han lever på en helt
anden planet end de gør. Der er derfor ikke den store risiko for at han kommer
til at tænke på sig selv som uretfærdigt favoriseret i forhold til dem.
Den moderne vestlige
individopfattelse kommer ligeledes til udtryk i idealiseringen af det
romantiske geni. Her fungerer fornægtelsen af hybris på en anden måde end i den
økonomiske teori. Romantikken gør bestemt ikke krav på at være fornuftig og
naturligt mådeholden, tværtimod. I grænseløsheden ser den blot geniets legitime
forhåbninger som den hylder og dyrker. To citater:
- Rousseau Emile:
”Virkelighedens verden har sine grænser, fantasiens verden er uendelig”.
- Balzac, Le lys dans la
vallée: ”Smerten er uendelig, glæden er begrænset”. Udsagnet knytter sig
til Edmund Burkes teori om det sublime som Kant genoptager og hylder i sin Kritik
af dømmekraften: at være vidne til et voldsomt uvejrs knusende kraft
eller et vulkanudbrud skræmmer os først, men bestyrker os efterfølgende i den
overbevisning at vor sjæl dog er stærkere end disse materielle magter. Her
foregriber Kant allerede Kaptajn Nemo og Jules Vernes øvrige prometheiske
helte.
Romantikken betragter
Prometheus’ selvbevidste udfordring af Zeus som et ideal til efterfølgelse (jf.
Goethes digt eller Shelleys Prometheus Unbound). Lige fra
Schiller, Shelley, Byron over ”Faut-il brûler Sade” af Simone de Beauvoir, og
til Bataille og Foucault, synes de kloge råd som Aischylos gentager i sin Den lænkede Prometheus ikke at
være trængt igennem. Det samme gjaldt den febrilske trader og hans tilsvarende hybris.
Det bør
imidlertid ikke få os til at glemme hvad der har været romantikkens positive
bidrag: mens den menneskelige psykes uendelighed i lange tider har været tænkt
ud fra sin religiøse dimension som en egenskab ved sjælen, og endda et bevis på
Guds eksistens (som sådan reguleret af kirken), så har romantikken indlagt sig
den fortjeneste at demonstrere at denne grænseløshed i videre forstand er
forbundet med et begær om at udvide og styrke selvet, gennem drømmerier,
spontan fantasiudfoldelse og æstetiske erfaringer.
*
Lad os vende
tilbage til nogle iagttagelser der får os til at indse at mennesket i sig bærer
på en dimension af grænseløshed – iagttagelser som vi alle kan nikke
genkendende til:
1. Små børn.
Alle forældre har kunnet konstatere at spædbørn og mindre børn er ude af stand
til at styre og berolige sig selv. Forældrene skal regelmæssigt dæmpe dem.
Ligeledes er det nødvendigt med rammer så de ikke går ud over grænsen. Man
bemærker at når de voksne gør dette med omtanke og tålmodighed, vil barnet –
langt fra at lide under de rammer som de voksne pålægger det – føle sig lettet
herover. Faktisk er det sådan at barnet skræmmes af sine egne grænseløse
handlinger, ligesom dets egen angst giver det en magt over dets forældre som
disse ofte har svært ved ikke at give efter for.
Børn er
ligeledes fascineret af almagten som de projicerer over på dyr som ulve og
dinosaurer. Denne fascination som dækker over et begær efter at eksistere
grænseløst, vender sig ofte imod dem selv: natterædsler, mareridt, angst for
mørke der opleves som en trussel om tilintetgørelse. Her forventer børnene på
de voksnes beskyttelse. Jf. det tilfælde (beskrevet af Freud i Indføring i psykoanalyse og Tre afhandlinger om sexualteorien) med barnet
der ligger i mørke og beder sin tante om at tale til det: ”Når der er nogen der
taler, bliver det lyst”.
2. Hvad
angår unge mennesker, kommer grænseløshedens dimension til udtryk – især hos
drenge – i det man kalder ’risikoadfærd’. De er bortvist fra barndommens helle
af puberteten, konfronteret med nye krav uden helt at vide hvordan man opfylde
dem, oversvømmet af forvirrede følelser og seksuelt begær. Derfor søger nogle
af disse unge en udvej for deres trængsler gennem voldsomme former for
selvbekræftelse: umådeholdent indtag af alkohol eller stoffer,
fartovertrædelser, ungdomskriminalitet etc.
3.
Ligegyldigt hvilken kultur mennesker tilhører, har de – og det gælder ikke blot
børn – stor fornøjelse af at forestille sig kræfter hvis magt overgår deres
egen: ånder af enhver slags, guddomme, men også spøgelser, varulve, vampyrer,
hekse.
Menneskene
søger at beskytte sig mod deres egen grænseløshed gennem troen på Gud. Men det
sker uheldigvis ofte at de i deres fascination af deres Guds fuldkommenhed og
almagt så at sige beruses heraf, i en sådan grad at deres umådehold ikke lader
sig styre, men vokser og retfærdiggøres under Guds autoritets maske. Det er
derfor ikke tilfældigt at magtbegæret ofte benytter sig af religionen (eller et
andet Gode der præsenteres som absolut).
4. Hos de
voksne bemærker man at de der opnår en position som er uden grænser – eller som
bilder sig ind at den er uden grænser – snart mister enhver realitetssans. Hvis
deres magt er mere begrænset end de forestillede sig, bliver de indhentet af
virkeligheden: her er der tale om et veritabelt fald (fx Jean-Marie Messer[4]). I de
tilfælde hvor det modsat viser sig at intet begrænser dem, får deres magt
katastrofale følger for alle de der er underlagt den (Napoleon, Hitler, Stalin,
Mao, Pol Pot etc.).
Man indser ud
fra disse eksempler at begæret efter at overskride menneskets kår er en del af
menneskets kår. At undslippe grænser (især de som døden pånøder os) hører til blandt
menneskets mest banale ønsker.
Men pas nu på: på trods
af alt hvad jeg har udfoldet i denne første del, bør man ikke glemme at
menneskets hang til hybris har sin modvægt i et ikke mindre magtfuldt begær:
begæret efter at indtage sin plads blandt andre, altså dyrke de gensidigt velgørende
relationer som venlighed, godhed og generøsitet (den side af mennesket hvis
vigtighed og værdi Jacques Lecomte med rette understreger)[5].
Med andre
ord kan man sige at vort eksistensbegær udsætter os for et dilemma:
- På den ene
side kan vi ikke undgå at drømme, at have fantasier: vi fristes af begæret
efter at leve excessivt. Altså mere end de andre. Altså på deres bekostning.
- På den
anden side betyder det at eksistere netop at eksistere i andres bevidsthed, at
eksistere i det rum som det faktum at vi hører hjemme blandt dem, åbner for os.
Altså ved at acceptere at gøre plads for dem. Altså på vor egen plads (som
uundgåeligt er begrænset). Altså at give afkald på at eksistere excessivt.
Kan man både
blæse og have mel i munden? Selvfølge ikke for alvor. Der er imidlertid visse
måder at være på som man kunne betegne som ’god hybris’. Faktisk er der rigtig mange
mennesker der engagerer sig i konstruktive forehavender der er ubegrænsede i
den forstand at de, ligegyldigt hvilket resultat de når, ser bestandigt nye interessevækkende
muligheder for at fortsætte. Dette ses i udøvelsen af et håndværk, i
hobbyarbejde, havedyrkning, men ligeledes i sport, musik, videnskabelig
forskning og politisk eller andet engagement. Man har det godt med det, og
direkte eller indirekte hjælper man også andre, man giver dem noget.
En anden
måde at tæmme grænseløsheden på som vi finder i alle kulturer, er via fiktive
fortællinger. Læsere og biografgængere nyder de mange forskellige former for
overskridelse og umådehold. Men vel at mærke pr stedfortræder: man er tilfreds
med at ’lade som om’ (som i leg: det er jo ikke virkeligt). Derfor er denne
fornuftige brug af umådehold generelt harmløs. Og ydermere så bidrager romaner
og film til det sociale liv og gør samtaler sjovere. Men det bør ikke få os til
at glemme at det at styre umådeholdet gennem fiktion ikke er uden problemer.
Ved at tilbyde en overflod af voldsscener bevæger filmindustrien sig ind i et
farligt spil.
Et eksempel
på denne tvetydighed: I Terminator 1 spiller
Arnold Schwarzenegger rollen som cyborg, en ondt og
udødeligt supervæsen. I Terminator 2 er han den
samme cyborg; men denne gang er han i det godes tjeneste. At nyde almagt og
endda beruse sig i alles beundring (som også James Bond gør det, for ikke at
nævne Westernfilmenes hævnere), det er i den grad attraktivt. Iscenesættelsen
af ondskaben risikerer imidlertid at den ikke længere at opleves som leg og
spil, men som et ideal (som det blev tilfældet med filmen Scarface i mafia-miljøer).
Der
eksisterer ligeledes en slags – rent ud sagt dårligt – kompromis mellem de to
sider af begæret som er nævnt ovenfor. Og ulykkeligvis er vi alle udsat for
det. Det gør det muligt at blæse med mel i munden. Det består i en arbejdsdeling
mellem bevidst og ubevidst begær: bevidst vil jeg gerne være venlig,
selskabelig, moralsk, jeg vil gerne værdsættes af de andre. Men uden at gøre
mig det klart hævder jeg mig på andres bekostning. Selv om jeg tilsyneladende
giver, tager jeg i stedet. Jeg fryder mig ved den betydning det giver mig, ved
den indflydelse jeg får. Der er tale om et adfærdsmønster som allerede
moralfilosofferne i 1600-tallet beskrev og analyserede. Og før dem Paulus: jeg
gør ikke det gode jeg vil gøre, og jeg gør det onde som jeg ikke vil gøre.
2 –
Hvordan kan selv relationelle systemer være på vej ned ad det grænseløse begærs
glidebane?
For at svare
på det spørgsmål, må man tage udgangspunkt i at Homo sapiens er en
biokulturel hybrid. Det betyder at i modsætning til dyrene er kun en del af
vore begærsmuligheder biologisk prædefinerede. Anderledes sagt,
tilfredsstillelsen af vore biologiske behov modsvarer kun en mindre og utilstrækkelig
del af vort eksistensbegær. Det er derfor op til kulturen at skabe, foreslå og
pånøde os begærsobjekter og måder at være på (i udtrykkets bogstavelige
betydning) som vi kan investere vort begær i (husk på at i modsætning til
abesamfund, består de menneskelige samfund udelukkende af kultur). Disse måder
at være på og disse objekter trænger sig så meget desto mere på som de er
almindeligt udbredte. Hvorfor? Fordi når det drejer sig om at eksistere,
begærer vi at eksistere i de andres bevidsthed (at blive anerkendt), de socialt
delte og almindeligt udbredte kriterier for anerkendelse og værdi forekommer os
at være objektivt ønskværdige, en kilde til mer-væren. Guld er et metal som i
sig selv ikke har mere værdi end jern og kobber. Men det har værdi i den
udstrækning det – og det er næsten universelt – betragtes som havende værdi.
Den helt tilfældige og forgængelige karakter af en ting eller en bestemt måde
at være på har vi slet ikke øje for, så længe den eftertragtes af de fleste. Jo
mere visse måder at være på spredes og deles af et flertal, desto mere
forekommer de at være ikke blot ønskværdige, men forskriftsmæssige og
anbefalelsesværdige. Også selv om de, i virkeligheden, blot er symptomer på
umådehold.
Hertil skal
tilføjes det faktum at den mimetiske rivalisering og det tilsvarende overbud
som eksistensbegærene er fanget i, udgør en multiplicerende faktor i
umådeholdet. Alle lader sig rive med i en sådan grad at ingen er bevidst om at være
revet med.
Nogle
eksempler:
- Den virile
krigerkult der er udbredt i mange kulturer. Betragt for eksempel fotografierne
taget lige før katastrofen 1914 – 1918: generaler i kulørte uniformer og med
strålende, fjerbeklædte hovedbeklædninger, samlet omkring monarkerne fra det
gamle Europa, alle er de sikre på sig selv.
- Den skik i
den akademiske verden at anvende et abstrakt sprog, grænsende til det obskure.
En slags sproglig hverdagslivets psykopatologi, allerede latterliggjort i
1600-tallet af Descartes og senere Malebranche. Uden resultat, selvfølgelig,
for den nydelse der ligger i at beherske og lytte til en svævende diskurs, en
diskurs som synes at udfolde sig ganske suverænt, uden ydmygt at skulle befamle
en genstridig virkelighed, denne nydelse hører hjemme i enhver tidsalder.
- Det
nuværende økonomiske system hvor en af grundpillerne er ligningen: eksistere er
lig med at konsumere. Altså, jo mere jeg konsumerer, jo mere lever jeg. Denne
ligning har to ødelæggende virkninger. På den ene side medfører den, som man
ved, blindhed over for de eksterne virkninger af dette forbrugerræs
(ophobningen af affald, forureningen, udtømningen af ressourcerne etc.). På den
anden side leder den til en kultur omkring eksistensfølelsen der snarere ligner
en hovedkulds forlæns flugt der skal maskere en tomhed, end en tålmodig
udvikling af en egentligt personlig konsistens.
-
Finansverdenen. Også her gælder det at når alle rives med samtidigt (som det er
tilfældet under udviklingen af en økonomisk boble), har ingen nogen fornemmelse
af at lade sig rive med (bortset fra en og anden Cassandra). Der er ingenting
man vænner sig lettere til – sådan forekommer det – end at indkassere stadig
større astronomiske summer. De finansielle aktørers adfærd er flere gange
blevet sammenlignet med en fåreflok der blindt følger efter hinanden.
Jean-Marie Albertini har udformet en mere præcis lignelse som jeg har ladet mig
inspirere af.[6] De finansielle
aktører er at ligne med skøjteløbere der holder sig inde ved bredden af en
tilfrosset sø. Nogle få vover sig ud på midten af søen. Andre der ser det,
konstaterer at isen holder og at prestige-raten for disse modige skøjteløbere
er steget betragteligt. Det forekommer dem derfor både ønskeligt og rationelt
at følge efter. Og når isen også nu holder, konkluderer endnu flere
skøjteløbere at der ingen risiko er, og det ville være dumt at give slip på
denne mulighed for at forøge deres egen prestige. Når de fleste nu befinder sig
midt på søen og ser sig omgivet af alle de andre, føler hver især sig helt og
fuldt sikker. De glemmer altså at den vægt som isen hermed belastes med er
blevet forøget så meget at risikoen for at den brister også er maksimal. Med
andre ord mister de blikket for den voksende afstand mellem de værdier de tror
at besidde og så økonomiens fundament. I mellemtiden spekulerer andre i de
fordele de kan drage af de skråsikre skøjteløberes undergang, de udsøger sig de
steder hvor isen er tyndest (i Grækenland fx, eller i Spanien) og går diskret i
gang med at få den til at briste.
En faktor
der gør det vanskeligere for de økonomiske aktører at modstå den mimetiske
adfærds fristelse, er at der også findes rationelle grunde til at give efter
for den. Faktisk er det sådan, som økonomen André Orléan har påvist, at jo
flere af markedets aktører der tror på et produkt X, jo mere stiger X effektivt
i værdi[7]. Til
forskel for de varer man køber til brugsformål, købes finansielle produkter for
at kunne videresælges med afkast. Hvor en prisforhøjelse for en forbrugsvare
kan afskrække potentielle købere, kan en prisøgning på et finansielt produkt
derfor tolkes som bevis på at der er voksende efterspørgsel og at dets værdi
fortsat vil stige. Dets værdsættelse udgør derfor en god grund til at købe det.
Imidlertid, under denne proces vokser afstanden nødvendigvis mellem produktets
tilskrevne værdi og de økonomiske kendsgerninger, også selv om ingen har lyst
til at lade sig mærke dermed: beruset af succes, beroliget af eksperterne
udsagn, opmuntret af alle de der er engageret i processen, lader enhver sig
rive med af de andre. Lige indtil der opstår usikkerhed og aktørerne forøger at
få solgt det finansielle produkt der lige før fremstod så lovende. Jo mere
deres antal vokser, jo mere falder produktets værdi: isen brister under
skøjteløbernes vægt.
*
SUMMARY
THE SLOPE OF LIMITLESS DESIRE
This
paper starts form two statements. 1. our mental space of representation is
limitless, which allows imagination, thought and conscience to spread. 2.
however, this unboundedness can drive us in the wrong way since we are embedded
in a social net of relations in which greed, unlimited desires, excessive
consumption and profit are no more labelled as such, but considered normal and
rational behaviour. When everybody drifts, nobody is conscious of drifting.
Oversat af Erik Jerlung
[1] [Originalttitel : « La pente de l’illimitation ».
Oversat af Erik Jerlung. Noter i skarpe parenteser er oversætterens.]
[2] [“For
hvad er altså mennesket i naturen? Det er intet i forhold til det uendeligt
store, det er alt i forhold til det uendeligt små, et midtpunkt mellem intet og
alt”, “Mennesket er et siv, det svageste i naturen, men han er et siv der
tænker…”. Blaise Pascal: Tanker. Ovs. v. Knud Ferlov,
Gyld.1974.]
[3] Jeg henviser her til Albert
Hirschmann, La
passions et les intérêts. Justifications politiques du capitalisme avant son apogée, PUF,
1980.
[4] [Jean-Marie Messier
(1956 - ) også kaldt "J2M", efter hans initialer, eller J6M (Jean-Marie
Messier Moi-Meme-Maitre-du-Monde) som kan oversættes: Jean-Marie Messier:
Mig-Selv, Verdens Herre. Hans ledelse af mediekoncernen Vivendo udløste i 2002 et tab på 13,6 milliarder Euro. Han blev
fyret. (Kilde: Wikipedia).]
[5] Jacques Lecomte, La Bonté
humaine. Altruisme, empathie, générosité, Odile Jacob, 2013.
[7] André Orléan, Le pouvoir de la finance, Odile Jacob,
1999, et De l’euphorie à la
panique : penser la crise financière, éditions rue d’Ulm, 2009.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar