torsdag den 9. juni 2016

Russisk CV2

Вот несколько слов о себе:
Мне 75 лет
Я датском.
Я живу в 25 км к северу от Копенгагена города
Я живу в своем доме.
В окрестностях леса и озера.
Есть всего несколько минут езды до яхтенной гавани.
Мой морской крейсер пришвартовался в этой яхтенной гавани.
Я держу степень магистра в области гражданского и строительной техники.
Я работаю как архитектор.
Мне нравится моя работа очень много.
Мои увлечения: рисование, живопись и фотография.
В летний сезон я люблю плавать на борту моего морского крейсера.
Мои интересы: театр, опера, классическая музыка, традиционный джаз.
Я также заинтересован в современной философии.
Я много читала: романы, политической, социальной, культурной и художественной истории.
Я в разводе!
У меня довольно большой и привлекательный семьи:
Двое женатых сыновей, шесть внуков, замужняя сестра, племянница, племянник, три великие племянников, один великий племянница
Я много путешествовал: я посетил все европейские страны, Италия является одним из моих любимых.
Я также посетил США и Китая.
Я плавал в Карибском море и в Тихом океане.
Расскажите мне о вас, пожалуйста!

onsdag den 8. juni 2016

CV Russisk

Мне 75 лет.

Я датском и я живу в 25 км к северу от Копенгагена города в моем собственном террасный дом в приятном месте с лесами и озерами, и лишь через несколько минут формируют яхтенный порт, где пришвартован мой морской крейсер.

Я держу степень магистра в области гражданского и строительной техники, и я работаю как архитектор, промышленный дизайнер и инженера-консультанта в моей собственной компании - и мне очень нравится моя работа.Мои хобби рисование, живопись и фотографию.В летний сезон я люблю плавать на борту моего морского крейсера.


Мои интересы театр, опера и классическая музыка, а также традиционный джаз. Я также заинтересован в современной философии, и я много читал, романы, а также политическую, социальную, культурную и художественную историю.


Я разведена уже много лет, но у меня есть довольно большой и привлекательный семьи с двумя женатыми сыновьями и шестью внуками, замужней сестры и племянницы и племянника и три великих племянников и (до сих пор) один гранд племянницы - и мы очень близко несмотря ни на что некоторые из нас живут довольно долго вдали друг от друга, мой младший сын и его жена и трое детей в Южной Ютландии около 350 км от Копенгагена, и мой племянник и его английская жена живут в Лондоне, Англия.

Я имел счастье много путешествовать, европейские страны с Италией в качестве одного из фаворитов, США и Китая, и я был яхтинга в Карибском море (около французов и на Британских Виргинских островах) и в Тихом океане (The Общество с острова Таити и Бора-Бора).

tirsdag den 14. oktober 2014

Det forjættede land

FORTÆLLINGERNES FORJÆTTEDE LAND

Begivenhederne i Palæstina-Israel hen over sommeren har afledt kritik af Israel, repliceret kritik af Hamas og Israels ret til at forsvare sig.

Nu hvor våbnene tier (for en stund?) er der anledning til at spørge, hvorfor det forjættede land, som skulle være de forfulgte europæiske jøders fristed, hvor de kunne leve i sikkerhed for pogromer og forfølgelse, er blevet et sted, hvor de må leve bevæbnet til tænderne i stadig frygt for et nyt Holocaust – og et sted hvor den palæstinensiske befolkning oplever daglige ydmygelser, tyveri af deres ejendom og livsunderhold, tilbageholdelse uden dom og drab på civile - kvinder, mænd og børn?

Eller: Hvad er årsagen til denne urimelige konflikt?

Hvis man forsøger at gå bag om de gensidige anklager, lutrer dem, så at sige, for retorikkens gensidige udfald, kommer to modstridende fortællinger til syne:

Den ene en såkaldt genese, en ”stor fortælling” af typen: ”I begyndelsen var det sådan, og siden hen.....”, en fortælling som både er præget af et episk format og en uafviselig logik, en fortælling, de fleste kan både favne og rumme, fordi den stemmer med de forestillinger om virkeligheden, de fleste er vokset op med (og kender?) i den vestlige jødisk-kristne kulturkreds.

Den anden en fortælling, som er stykket sammen af flere ”små” fortællinger, fortællinger mange finder sandfærdige, fordi de stemmer med den ”videnskabelige rationalitet”, de har arvet fra Oplysningstiden, men også fortællinger som savner både det appellerende, følelsesladede episke format og den stringente logik, som understøtter vore fordomme om ret og uret!

Indledningen til den store episke fortælling om det forjættede land findes i Josvabogens kap 1, vers 1 – 4:

 v1  Da Herrens tjener Moses var død, sagde Herren til Josva, Nuns søn, som havde været i Moses' tjeneste: v2  »Min tjener Moses er død. Gå nu over Jordan med hele dette folk til det land, jeg vil give israelitterne. v3  Hvert sted, hvor I sætter foden, giver jeg jer, sådan som jeg lovede Moses. v4  Landet fra Ørkenen til Libanon, fra den store flod Eufrat til Det Store Hav i vest, hele hittitternes land, skal være jeres. 

Dette skriftsted er centralt for forståelsen af de israelske jøders forståelse, at landet er deres, at det blev givet dem af Herren.

Det gamle testamente rummer også fortællinger, der beskriver israelitterne som et succesrigt krigerfolk og et folk som måtte lide uddrivningen fra deres forjættede land til Babylon og endelig flugten, Exodus til 2000 år i Diasporaen efter romernes ødelæggelse af det andet tempel.

Og samtidig rummer det gamle testamente, som er nedskrevet i det første årtusind fvt på grundlag af mundtlige overleveringer, et væld af herlige krøniker som fortællingen i Anden Samuels Bog om David og Batseba og den uheldige Urias:

Kapitel 11
v1  Året efter, ved den tid kongerne plejer at indlede felttog, sendte David Joab og sine folk af sted med hele den israelitiske hær. De hærgede blandt ammonitterne og belejrede Rabba. David blev tilbage i Jerusalem.
v2  Engang ved aftenstid stod David op af sin seng og gik rundt på taget af sit hus. Deroppefra fik han øje på en kvinde, der var ved at tage bad. Hun var meget smuk. v3  David sendte bud og forhørte sig om kvinden, og han fik det svar, at det var Batseba, Eliams datter, hittitten Urias' kone. v4  David sendte så bud efter hende. Hun kom ind til ham, og han lå med hende; hun havde netop renset sig efter sin menstruation. Bagefter gik hun hjem. v5  Men kvinden var blevet gravid, og hun sendte bud til David og fortalte ham, at hun var blevet gravid. v6  Så sendte David bud til Joab: »Send hittitten Urias til mig!« Det gjorde Joab, v7  og da Urias var kommet, spurgte David ham, hvordan det stod til med Joab og med hæren og med krigen. v8  Derpå sagde David til Urias: »Gå nu ned til dit hus og vask støvet af dine fødder.« Urias forlod da kongens hus, og en gave fra kongen blev sendt efter ham.
v9  Men Urias gik ikke hjem; han lagde sig ved porten til kongens hus blandt de andre, der stod i hans herres tjeneste. v10  Da David fik at vide, at Urias ikke var gået hjem, sagde han til ham: »Du har en lang rejse bag dig; hvorfor går du så ikke hjem?« v11  Urias svarede David: »Både arken og israelitterne og judæerne bor i grenhytter, og min herre Joab og dine mænd, herre konge, har slået lejr på den bare jord. Skulle jeg så tage hjem, spise og drikke og ligge med min kone? Så sandt du lever: Jeg gør det ikke!« v12  David sagde til Urias: »Så bliv her i dag, i morgen lader jeg dig gå.« Urias blev så i Jerusalem den dag. Dagen efterv13  indbød David ham til middag og drak ham beruset. Alligevel gik han ikke hjem om aftenen, men gik ud og lagde sig blandt sin herres folk.
v14  Næste morgen skrev David et brev til Joab og sendte det med Urias. v15  I brevet stod der: »Sæt Urias i forreste linie, hvor kampen er hårdest, og lad ham i stikken, så han kan blive dræbt.« v16  Joab, der havde holdt øje med byen, satte Urias på det sted, hvor han vidste, at der stod tapre krigere. v17  Da nu mændene i byen gjorde udfald mod Joab, faldt en del af Davids folk; også hittitten Urias døde. v18  Joab sendte bud til David om hele slagets gang, v19  og han indskærpede sendebudet: »Når du har aflagt beretning til kongen om hele slagets gang, v20  så farer kongen måske op i vrede og siger til dig: ›Hvorfor kæmpede I så nær byen? I måtte da vide, at der ville blive skudt oppe fra muren. v21  Hvem var det, der slog Abimelek, Jerubbeshets søn, ihjel? Var det ikke en kvinde, som smed en kværnsten ned på ham fra muren i Tebes, så han døde? Hvorfor kom I den mur så nær?‹ I så fald skal du sige: Også din tjener hittitten Urias døde.«v22  Så tog budet af sted og kom og fortalte David alt, hvad Joab havde pålagt ham; v23  han sagde til David: »Selv om mændene fik overtaget og rykkede ud mod os på åben mark, drev vi dem tilbage til byporten. v24  Men da bueskytterne begyndte at skyde på os fra muren, blev nogle af kongens folk dræbt; også din tjener hittitten Urias døde.« v25  Da sagde David til budet: »Sig til Joab: ›Det skal ikke bekymre dig. Sværdet fortærer både den ene og den anden. Nej, forstærk angrebet på byen og riv den ned!‹ På den måde skal du sætte mod i ham.«
v26  Da Urias' kone hørte, at hendes mand var død, holdt hun ligklage over sin mand. v27  Men da sørgetiden var omme, hentede David hende hjem til sig; han giftede sig med hende, og hun fødte ham en søn.
Men det, David havde gjort, var ondt i Herrens øjne
Kapitel 12

v1  Da sendte Herren Natan til David, og han kom til ham og sagde: »Der var to mænd i samme by; den ene var rig, den anden fattig. v2  Den rige havde får og køer i mængde, v3  den fattige havde kun et eneste lille lam, som han havde købt. Han tog sig godt af det, det voksede sig stort hjemme hos ham og børnene. Det spiste af hans brød, det drak af hans bæger, og det lå i hans skød, som om det var hans datter. v4  En dag fik den rige besøg, men han nænnede ikke at tage af sine egne får eller okser og tilberede det til den vejfarende, der var kommet til ham. Så tog han den fattige mands lam og tilberedte det til manden, der var kommet.«
v5  Davids vrede flammede voldsomt op mod den mand, og han sagde til Natan: »Så sandt Herren lever: Den mand, der gør sådan, skal dø, v6  og lammet skal han erstatte firedobbelt, fordi han har handlet så hjerteløst!« v7  Da sagde Natan til David: »Du er manden! Dette siger Herren, Israels Gud: Jeg salvede dig til konge over Israel, og jeg reddede dig fra Saul. v8  Jeg gav dig din herres hus og lagde din herres hustruer i din favn, og jeg gav dig Israels hus og Judas hus. Og skulle det ikke være nok, havde jeg gerne givet dig langt mere. v9  Hvorfor har du vist foragt for Herrens ord og gjort, hvad der er ondt i hans øjne? Hittitten Urias har du slået ihjel. Hans kone har du giftet dig med, og ham selv har du hugget ned med ammonitternes sværd. v10  Fra nu af skal sværdet aldrig vige fra dit hus, for du har vist foragt for mig og giftet dig med hittitten Urias' kone.v11  Dette siger Herren: Jeg vil lade ulykken ramme dig fra din egen familie. For øjnene af dig vil jeg tage dine hustruer og give dem til en anden, som ganske åbenlyst skal ligge med dem. v12  Du har handlet i det skjulte, men jeg vil handle i fuld åbenhed over for hele Israel.« v13  Da sagde David til Natan: »Jeg har syndet mod Herren.« Natan svarede David: »Så tilgiver Herren din synd. Du skal ikke dø. v14  Men siden du har givet Herrens fjender anledning til at spotte, skal den søn, du har fået, dø.« v15  Så gik Natan hjem.
Herren lod den dreng, Urias' kone havde født David, blive ramt af sygdom.v16  Da bad David til Gud for drengen. Han fastede strengt og gik hen og lagde sig på jorden om natten. v17  De ældste ved hoffet mødte op for at få ham til at rejse sig, men det nægtede han, og han ville heller ikke spise sammen med dem.v18  På den syvende dag døde drengen, og Davids folk turde ikke fortælle ham, at drengen var død, for de tænkte: »Mens drengen endnu var i live, ville han ikke høre, hvad vi sagde til ham. Hvordan skal vi nu få sagt til ham, at drengen er død? Han kunne jo gøre en ulykke.« v19  Da David så, hvordan hans folk gik rundt og hviskede sammen, forstod han, at drengen var død. Han spurgte dem, om drengen var død, og de svarede: »Ja, han er.« v20  Så rejste David sig fra jorden, vaskede sig, salvede sig, skiftede tøj og gik ind i Herrens hus for at tilbede. Derpå gik han hjem og bad om at få mad sat frem, og så spiste han. v21  Hans folk spurgte ham: »Hvordan er det, du bærer dig ad? Mens drengen var i live, fastede og græd du, men næppe er han død, før du står op og spiser.« v22  Han svarede: »Så længe drengen var i live, fastede og græd jeg, for jeg tænkte: Måske vil Herren være nådig imod mig og lade drengen leve. v23  Men nu da han er død, hvorfor skulle jeg så faste? Kan jeg få ham tilbage igen? Jeg må følge efter ham, han kommer ikke tilbage til mig.«
v24  David trøstede Batseba, sin hustru. Han gik ind til hende og lå med hende. Hun fødte en søn, som han gav navnet Salomo. Ham elskede Herren, v25  og han sendte bud gennem profeten Natan, at hans navn skulle være Jedidja for Herrens skyld.

Kun en kultur, af emotionel og intellektuel karat kunne frembringe denne tekst om menneskelig svaghed for det underskønne og fælleskabets (Guds?) tilgivelse af ”synderen”.
Og der er Højsangens poesi med en erotisk fylde, som får samtidig pornografi til at virke præcis så kedsommelig, som den er:

Kapitel 4

v1  Hvor er du smuk, min kæreste,
hvor er du smuk!
Dine øjne bag sløret
er som duer.
Dit hår er som en gedeflok,
der bølger ned fra Gileads bjerge.
v2  Dine tænder er som en flok nyklippede får,
der kommer op fra badet,
alle med tvillinger,
ingen er uden lam.
v3  Dine læber er som en skarlagenrød snor,
din mund er yndig;
din tinding bag sløret
er som et bristet granatæble.
v4  Din hals er som Davidstårnet,
bygget i stenskifter;
tusind skjolde hænger på det,
alle krigernes rundskjolde.
v5  Dine bryster er som hjortekalve,
gazelletvillinger,
der græsser blandt liljerne.

v6  Når dagen bliver sval
og skyggerne lange,
vil jeg gå til myrrabjerget,
til røgelseshøjen.
v7  Alt på dig er smukt, min kæreste,
der er ingen fejl ved dig.
v8  Kom med fra Libanon, min brud,
kom med mig fra Libanon;
stig ned fra Amanas top,
fra Senirs og Hermons top,
fra løvernes huler,
fra panternes bjerge.
v9  Du har fortryllet mig, min søster, min brud,
du har fortryllet mig med et eneste blik,
med et eneste led i din halskæde.
v10  Hvor er din elskov smuk, min søster, min brud,
din elskov er dejligere end vin;
dine salvers duft
er dejligere end al balsam.
v11  Dine læber drypper af nektar, min brud,
honning og mælk er under din tunge;
dine klæders duft
er som duften fra Libanon.
v12  En lukket have er du, min søster, min brud,
en lukket have, en forseglet kilde;
v13  dine skud er en park med granatæbler,
med herlige frugter,
henna og nardus,
v14  nardus og safran,
kalmus og kanel,
alle slags røgelsestræer,
myrra og aloe,
de fineste balsamstoffer.
v15  Kilden i haven er en brønd med rindende vand,
der strømmer fra Libanon.
v16  Vågn op, nordenvind, kom, søndenvind!
Lad det lufte i min have, lad dens balsam strømme.
Min elskede skal komme til sin have
og spise af dens herlige frugter.
Det er tekster, som både bekræfter de israelske jøders vilje til overlevelse gennem kamp, hvis det ikke kan være anderledes, og baggrunden for den righoldige kultur: litteratur, billeder og film, diasporaens jøder har forlenet den vestlige verden med.

Man kan tilbagevise disse tekster som krøniker, legender, myter – men forskellen mellem myte og videnskab er kun en nuance, begge stræber efter at forklare ”det hele”, og om vi tror på det ene eller det andet, er et spørgsmål om overbevisning.

Den store episke fortællings sidste kapitel om det forjættede land er imidlertid ikke (eller kun delvis) en myte:
Efter romernes ødelæggelse i år 70 flygtede jøderne og spredtes ud over det europæiske kontinent.

Jøderne i diasporaen var udsat for forfølgelse og pogromer fra de kristne samfund i både Øst- og Vesteuropa - navneordet ”ghetto” stammer fra Venedig, hvor de jødiske menigheder først slog sig ned på den ø, der stadig bærer deres navn: Giudecca, men senere blev lukket inde i bydelen Ghetto – og værd at bemærke: ikke fra de muslimske maurere i Spanien, sammen med hvem de skabte en af de rigeste (og smukkeste) epoker i europæisk kultur- og arkitekturhistorie, og som de flygtede sammen med, da kristne feltherrer tvang maurerne ud af den iberiske halvø.

De stadige pogromer inspirerede østrigeren Theodor Herzl til tanken om et nyt hjemland for Europas jøder, Ein Judenstaat, som han motiverede sådan:

The Jewish question persists wherever Jews live in appreciable numbers. Wherever it does not exist, it is brought in together with Jewish immigrants. We are naturally drawn into those places where we are not persecuted, and our appearance there gives rise to persecution. This is the case, and will inevitably be so, everywhere, even in highly civilised countries—see, for instance, France—so long as the Jewish question is not solved on the political level. The unfortunate Jews are now carrying the seeds of anti-Semitism into England; they have already introduced it into America.” – og videre:

In Altneuland, Herzl outlined his vision for a new Jewish state in the Land of Israel. He summed up his vision of an open society:
"It is founded on the ideas which are a common product of all civilized nations. ... It would be immoral if we would exclude anyone, whatever his origin, his descent, or his religion, from participating in our achievements. For we stand on the shoulders of other civilized peoples. ... What we own we owe to the preparatory work of other peoples. Therefore, we have to repay our debt. There is only one way to do it, the highest tolerance. Our motto must therefore be, now and ever: 'Man, you are my brother.'" (Quoted in "Zion & the Jewish National Idea", in Zionism Reconsidered, Macmillan, 1970 PB, p. 185)”

Herzl’s vision, som vi kender som ”Zionismen”, skiftede karakter efter hans død i 1904, Balfour erklæringen støttede op om Herzl’s vision:

The Balfour Declaration (dated 2 November 1917) was a letter from the United Kingdom's Foreign Secretary Arthur James Balfour to Baron Rothschild (Walter Rothschild, 2nd Baron Rothschild), a leader of the British Jewish community, for transmission to the Zionist Federation of Great Britain and Ireland.
His Majesty's government view with favour the establishment in Palestine of a national home for the Jewish people, and will use their best endeavours to facilitate the achievement of this object, it being clearly understood that nothing shall be done which may prejudice the civil and religious rights of existing non-Jewish communities in Palestine, or the rights and political status enjoyed by Jews in any other country.[1]
The text of the letter was published in the press one week later, on 9 November 1917.[2] The "Balfour Declaration" was later incorporated into the Sèvres peace treaty with the Ottoman Empire and the Mandate for Palestine. The original document is kept at the British Library.

Erklæringens ordlyd blev præciseret i The Churchill Whitepaper  af 3 juni 1922:

The main provisions of this white paper are summarized by these quotations from it:
·       "The tension which has prevailed from time to time in Palestine is mainly due to apprehensions, which are entertained both by sections of the Arab and by sections of the Jewish population. These apprehensions, so far as the Arabs are concerned are partly based upon exaggerated interpretations of the meaning of the [Balfour] Declaration favouring the establishment of a Jewish National Home in Palestine, made on behalf of His Majesty's Government on 2 November 1917."
·       'Unauthorized statements have been made to the effect that the purpose in view is to create a wholly Jewish Palestine. Phrases have been used such as that Palestine is to become "as Jewish as England is English." His Majesty's Government regard any such expectation as impracticable and have no such aim in view. They would draw attention to the fact that the terms of the Declaration referred to do not contemplate that Palestine as a whole should be converted into a Jewish National Home, but that such a Home should be founded "in Palestine." In this connection it has been observed with satisfaction that at a meeting of theZionist Congress, the supreme governing body of the Zionist Organization, held at Carlsbad in September, 1921, a resolution was passed expressing as the official statement of Zionist aims "the determination of the Jewish people to live with the Arab people on terms of unity and mutual respect, and together with them to make the common home into a flourishing community, the upbuilding of which may assure to each of its peoples an undisturbed national development"'.
·       'it is contemplated that the status of all citizens of Palestine in the eyes of the law shall be Palestinian, and it has never been intended that they, or any section of them, should possess any other juridical status. So far as the Jewish population of Palestine are concerned it appears that some among them are apprehensive that His Majesty's Government may depart from the policy embodied in the Declaration of 1917. It is necessary, therefore, once more to affirm that these fears are unfounded, and that that Declaration, re-affirmed by the Conference of the Principal Allied Powers at San Remo and again in the Treaty of Sèvres, is not susceptible of change.'
·       'During the last two or three generations the Jews have recreated in Palestine a community, now numbering 80,000… it is essential that it should know that it is in Palestine as of right and not on the sufferance. That is the reason why it is necessary that the existence of a Jewish National Home in Palestine should be internationally guaranteed, and that it should be formally recognized to rest upon ancient historic connection.'
·       'This, then, is the interpretation which His Majesty's Government place upon the Declaration of 1917, and, so understood, the Secretary of State is of opinion that it does not contain or imply anything which need cause either alarm to the Arab population of Palestine or disappointment to the Jews.
·        
Europas politiske historie de følgende 23 år lagde imidlertid et nyt og afgørende afsnit til Israels ”store” episke fortælling: Nazisternes industrialiserede massedrab på 6 millioner jøder gav zionismen i Ben Gurions fortolkning det ”drive”, som efter briternes overdragelse af mandatet til FN motiverede FN’s delingsplan 29 November 1947: resolution nr 181, og Ben Gurion udråbte staten Israel den 14 May 1948.

De arabiske stater angreb Israel, og på trods af, at Israel var militært underlegent, vandt Israels Defence Forces, det tidligere Haganah, krigen i kraft af bedre organisation, større engagement, og især Jordans ambivalens: Jordan varetog egne interesser fremfor Palæstinas arabiske befolknings.

Palæstinenserne flygtede på opfordring af de arabiske stater og israelerne afviste at lade flygtningene vende tilbage efter krigen med den (ikke udtalte) begrundelse, at Gud havde skænket dem landet, ”Det forjættede land”!


Over for denne store episke fortælling står så en fortælling, som er sammenstykket af mange ”små” fortællinger, uden noget nævneværdigt episk format, en fortælling som mestendels er præget af en række negationer: Sådan begyndte det ikke, sådan skete det ikke!

1) Der er ingen videnskabelig dokumentation for, at Gud skænkede landet til sit udvalgte folk – der er intet bevis for, at Gud overhovedet eksisterer!

2) Genealogiske analyser af mitokondrierne i det kvindelige DAN synes at vise, at Europas jøder stammer fra Spanien og ikke fra Israel – det er mere sandsynligt, at palæstinenserne er de direkte efterkommere efter de folk, som beboede Israel i år 70.

3)  Romerne forfulgte i øvrigt ikke befolkningerne i imperiet på grund af deres religion, tværtimod – kun oprørere blev fanget og henrettet (fortrinsvis ved korsfæstelse, bl a en vis Jesus af Nazareth)

4) Der er rejst tvivl om jødernes Exodus overhovedet fandt sted i år 70 – det er derimod historisk dokumenteret, at der skete en udvandring til de arabiske lande og Nordafrika i årene omkring 200 fvt.

5) Historikerne Ilan Pappe og Benny Morris har dokumenteret, at de fleste palæstinensere blev dræbt ved regulære massakrer, eller fordrevet af Haganah, Irgun og Stern-gruppen.


Det kan næppe undre, at disse lidet episke små fortællinger har svært ved at fange interessen hos Vestens offentlighed – og om man fæster lid til dem beror som nævnt på den enkeltes overbevisning , herunder også henvisningerne til gældende internationale love og konvektioner – det er i sidste ende lige så meget ”myter” som Israels ”store” fortælling.

lørdag den 20. september 2014

Karl Barth og Kierkegaard

KARL BARTH: Jeg anser Kierkegaard for at være en lærer, gennem hvis skole enhver teologi i hvert fald én gang må gå. Ve enhver, der forsømte den skole!

Da Karl Barth modtog Sonning-prisen på Københavns Universitet, holdt han en tale, hvori han blandt andet berørte sit forhold til Søren Kierkegaard. Denne del af Barths tale kan læses i dagens kronik, der blev bragt første gang den 17. maj 1963.

Den første af Kierkegaards bøger, jeg købte - det var i 1909 - var »Øjeblikket«. Jeg antager, at jeg også læste bogen dengang. Den kan dog ikke have gjort noget dybere indtryk på mig, fordi jeg på det tidspunkt lige var blevet voldsomt optaget af teologien hos Harnack Herrmann og i »Die christliche Welt«. I de følgende år beskæftigede jeg mig med andre ting - navnlig med socialismen - og derfor havde Kierkegaard en lang tid fred for mig - og jeg for ham!

Det var først i 1919 på det for mig kritiske vendepunkt mellem første og anden udgave af mit »Römerbrief«, at han for alvor og på et bredere grundlag trådte ind i min tankeverden, hvad der viste sig ved den ret betydelige rolle, han derefter kom til at spille i mine skriftlige arbejder.

Der var nogle af os, der dengang hørte til de yngre, der ganske vist allerede siden omkring 1916 havde foretaget de første tøvende skridt fremad på den vej, der førte til en teologi, der var bedre egnet end det 19. århundredes og århundredskiftets teologi til at gøre plads for Gud, som den, der står suverænt og helt alene over for menneskene og da navnlig de religiøse mennesker, og til at skaffe Gud den ære, der tilkommer Ham - sådan som vi mente at have forstået Gud ud fra Bibelen. Ikke desto mindre var det dog først efterhånden, at vi rigtig blev klar over, hvilke voldsomme følger denne fremhævelse af Gud som troens grund og genstand måtte få.

Det var allerførst under påvirkning af Hermann Kutter, vi var nået frem til det standpunkt. Men selv første udgave af min »Römerbrief« havde endnu betydelige mangler i denne henseende. Medens reformatorerne fra det 16. århundrede endnu ikke havde fået os rigtig i tale i disse år omkring 1919-20, var der andre myndige røster fra lidt ældre tid, der dels forstærkede vor egen foruroligelse, dels drev os til at gå videre frem ad den vej. Blandt disse ældre røster var foruden Dosto-jevskij og den ældre og yngre Blumhardt, fader og søn, samt foruden den mærkeligt fremmedartede Franz Overbeck og foruden den store Plato - ja, De hørte rigtigt: Plato! - foruden alle dem var der netop også Kierkegaard.


Det hos ham, der især tiltrak os, glædede os og lærte os noget nyt, var hans utrættelige, skærende skarpe kritik, der stillede Guds uendelige kvalitative forskel op imod al menneskelig udtværende spekulation, konfronterede alle forsøg på en direkte meddelelse af det kristelige, al æstetiserende overfladiskhed, med evangeliets absolutte fordring og nødvendigheden af at nå til en strengt personlig afgørelse, og som - kort sagt - satte dette op imod al slags uskadeliggørelse af det bibelske budskab, op imod al den på een gang alt for selvbevidste, men tillige alt for godt-købsagtige teologiske kristelighed og kirkelighed, vi var omgivet af, og som vi selv endnu ikke rigtig var frigjort fra.

I denne anden fase af vor teologiske omvæltning blev Kierkegaard for os en af dem fra nær og fjern, hvis hanegal forkyndte, at der virkelig var ved at bryde en ny dag frem. Den anden udgave af mit »Römerbrief« er en tydeligt talende dokumentation for min andel i det, man har kaldt »Kierkegaard Renæssancen«. Men for os - og altså også for mig - måtte der komme andre dage med nye problemer og nye svar. Jeg mener dog, at jeg igennem alle de følgende år og indtil i dag har været tro imod den kierkegaardske vækkerrøst, således som jeg dengang hørte den. Fra da af og indtil nu var der for mig ingen vej tilbage til Hegel - for ikke at tale om biskop Mynster.

Det er imidlertid gået sådan - hvad man også fra forskellig side har gjort opmærksom på - at jeg i mine senere bøger, skrifter og prædikener stadig sjældnere udtrykkeligt har vist hen til Kierkegaard, og at hans særlige tone ganske vist ikke helt er forstummet hos mig, men at den nok er blevet overdøvet af andre toner, så at den er blevet til en stærk undertone ved siden af andre toner. Og samtidig med, at jeg i hin kampsituation med glæde havde givet ham min tilslutning, havde jeg tillige i første omgang overset visse karakteristiske ejendommeligheder ved Kierkegaards historiske fremtræden.

Skal vi stadig fortsætte med atter og atter at vise hen til de modsætninger, modsigelser og afgrunde, som Kierkegaard så mesterligt fremstillede, og stadig strengere og strengere formulere de betingelser, der skal opfyldes for at kunne tænke og leve i tro, i håb og i kærlighed, så at vi gør disse saglige og yderst nødvendige negationer til teologiens tema og lader den lille flok, der gerne vil være kristne, og som også regner sig for at være det, om og om igen påny smage den bitterhed, som »indøvelsen i kristendom« kræver? Skal vi gøre dette - dersom det nemlig drejer sig om at forkynde og udlægge Guds glædesbud for dem, evangeliet om Guds frie nåde? Det er mærkeligt, hvor let man da selv bliver ramt af den lov, der døder og gør vemodig, trist og tung i sindet.

Og endvidere: Hvordan var det nu egentlig, det forholdt sig med »hin enkelte«, om hvis eksistens så noget nær alt hos Kierkegaard drejede sig? Hvor - hos Kierkegaard - er Guds folk, menigheden, kirken? Hvor er diakoniens tjeneste og missionens opgave? Og hvor er menneskers sociale og politiske opgaver? Hvilken betydning har det, at Kierkegaard ved forklaringen af budet »Du skal elske din næste som dig selv!« var enig med Augustin og skolastikken - og altså imod Luther og Calvin! - om, at der forud for næstekærligheden måtte gå en kærlighed til en selv?

Hvor besynderligt, at vi, der dog hører hjemme blandt dem, der er så stærkt optaget af kristendommen i dens forhold til de sociale spørgsmål, ikke straks bliver betænkelige netop på dette punkt over for Kierkegaard og hans udprægede frelsesindividualisme! Og så er der endnu en tredie ting: viser der sig dog ikke ved Kierkegaards hele teoretiske grundindstilling en ny antropocentrisk systematik og i høj grad i modsætning til det, vi arbejder os ud af? At en ny eksistensfilosofi - Heidegger, Jaspers, Sartre - ved ganske vist at se bort fra den kendsgerning, at Kierkegaard ville være en kristen tænker og på sin måde også var det, har kunnet knytte til ved ham, var forståeligt og med det nævnte forbehold også legitimt. Men at skabe en teologi, der i afgørende forstand byggede på Kierkegaard og væsentligt levede af ham, ville dog kun være muligt, dersom man ikke havde læst Schleiermacher med tilbørlig andagt og derfor ikke var blevet tilstrækkelig advaret imod alle fortsættelser af hans program og af et eksistentialistisk program. Dér, hvor den advarsel ikke blev hørt, optog man påny eksperimentet med en subjektivitet, der som sådan regner sig selv for at være sandheden. Det var et eksperiment med en på sig selv hvilende og ved sig selv bevæget tro og derfor og netop i den form tillige en tro, der hverken havde grund eller genstand. Derved er der nu i vort århundredes midte og under den kierkegaardske eksistensdialektiks fortegn opstået en regulær teologisk reaktion.

At det ud fra Kierkegaard var muligt, bevirker en tredie betænkelighed hos os, der i begyndelsen for 40 år siden slet ikke dukkede op. Og nu sammenfatter vi alt dette:

Kierkegaard var dog vel nok mere bundet af det 19. århundrede, end vi dengang mente. Man kunne måske også med understregning af det historiske stille det spørgsmål, om Kierkegaards syn (»seine Lehre«) ikke var den højeste, mest konsekvente og mest gennemreflekterede fuldkommengørelse af den pietisme, der i det 19. århundrede sammen med rationalismen lagde fundamentet for den af fromt indstillede mennesker bestående kristelighed og kirkelighed, som Kierkegaard så lidenskabeligt bekæmpede, og som vi i 40 år under påberåbelse også af Kierkegaards navn påny påtog os at bekæmpe?

Men selve fundamentet, hele den antropocentrisk-kristelige tankegang som sådan kunne vi angribe ud fra Kierkegaard, fordi han ikke selv havde angrebet den, ja endnu mere: fordi han tværtimod på en eftertrykkelig og forfinet måde i høj grad havde styrket den.

Ud fra denne senere forståelse er jeg og vedbliver jeg at være Kierkegaard taknemmelig for den immunitet, jeg i sin tid fik gennem ham, og jeg er og vedbliver også at være opfyldt af dyb respekt for hans livs ægte tragedie og for den ualmindelige intellektuelle klarhed, der er over hans værker. Jeg anser Kierkegaard for at være en lærer, gennem hvis skole enhver teologi i hvert fald én gang må gå. Ve enhver, der forsømte den skole! Men man skal ikke blive siddende dér - og endnu mindre vende tilbage dér. Kierkegaards »lære« er, som han selv engang har sagt, »en smule kanel til maden«, men ikke selve den mad, som det er enhver ret teologis opgave at give kirken og menneskene.

Evangeliet er

(1) det glade budskab om Guds ja til menneskene.

Det er (2) det budskab, som menigheden skal bringe videre til hele verden.

Det er (3) budskabet ovenfra.

Det er de 3 punkter, som jeg efter mit møde med Kierkegaard yderligere lærte i andre læreres skole.


Den schweiziske teolog Karl Barth anses af mange for at være den største teolog i det 20. århundrede.