torsdag den 29. august 2013

Socialisme

http://www.leksikon.org/art.php?n=2388:
Socialisme kommer af det latinske, socius, der betyder kammerat eller forbundsfælle.
Socialisme betegner en samfundsform, der som sin målsætning har at ophæve kapitalismens og tidligere klassesamfunds undertrykkelses- og udbytningsforhold. Visionen om det socialistiske samfund er i det 19. og 20. århundrede blevet båret oppe af den faglige og politiske arbejderbevægelse.
Socialismen repræsenterer målsætningen om menneskelig frigørelse og selvudfoldelse, om reel behovstilfredsstillelse og en retfærdig fordeling af materielle og sociale goder. Det samfund som skal realisere disse målsætninger, skal styres af samfundsmedlemmerne på den mest mulig direkte måde.
Forudsætningerne for et sådan samfund er ophævelsen af klassesamfundets modsætninger. De vigtigste af disse modsætninger er: Modsætningen mellemarbejde og kapital, mellem marked og virkelige behov, mellem statsmagt og befolkning, mellem hånd og ånd, mellem det planlæggende og udførende arbejde, mellem by og land, mellem forbrug og ressourcer, mellem kvinde og mand, mellem en frigørende og en fremmedgjort kollektiv social bevidsthed.
Det politiske program for at overvinde disse modsætninger er kollektiv råderet over produktionsoverskuddet: En planreguleret produktion indrettet mod at dække de virkelige behov: Styringsstrukturer som kontrolleres af folkemasserne og varetager deres interesser: Nedbrydningen af den horisontale og den vertikale arbejdsdeling samt de privilegiestrukturer og uligheder, der følger af disse: Ophævelsen af byernes vækst på landets og distrikternes bekostning: Ophævelsen af industriens udarmning af fremtidens erhvervs- og livsgrundlag: Ophævelsen af patriarkalske over- og underordningsstrukturer i familie- og arbejdsliv.
Socialismen repræsenterer en vision om at bryde med underdanige og fremmedgjorte holdninger og udvikle en social bevidsthed, som sætter menneskene i stand til at tage ansvar for deres egen historie.
Dette implicerer ikke at socialismen er en statisk samfundsform, hvor arbejderklassen og dens allierede kun har overtaget den økonomiske og statslige magt. Dens vigtigste kendetegn må være, at arbejdet for at ophæve de grundlæggende modsætninger fra klassesamfundene er en proces der gennemsyrer hele samfundslivet.
De utopiske socialister og Marx
Visioner om et fremtidssamfund baseret på lighed, harmoni og konfliktløshed har historisk lange traditioner indenfor den utopiske filosofiske tænkning og danner også baggrunden for socialistiske fremtidsvisioner. Men kernen i den tidlige socialisme var alligevel ikke begrænset til lighed og harmoni. Det var fællesskabet, tanken om at mennesket bare kunne udvikle sine evner og sin frigørelse i fællesskab, der blev socialismens hovedindhold. Det var også på denne måde, ordet først blev anvendt i moderne politisk sammenhæng: I 1832 blev tilhængerne af Saint-Simon kaldt for socialister.
Den herskende samfundsideologi på den tid var liberalismen, fostret af oplysningstiden, idealerne fra den franske revolution og ikke mindst af den engelske politiske økonomi - laissez faire-doktrinen. Som samfundsfilosofi indebar liberalismen, at samfundet kun eksisterede for at tjene individet og dets behov. Regeringer og andre samfundsinstitutioner skulle gribe mindst muligt ind i den enkeltes råderet - aller mindst i økonomiske anliggender.
Liberalismen blev angrebet både fra konservativt og radikalt hold. De konservative anså den som ansvarlig for det de mente var opløsningen af samfundets grundstrukturer - dets normer og værdier. Socialisterne angreb først og fremmest liberalismens økonomiske doktrin og så den - som Louis Blanc formulerede det - som ansvarlig for menneskets hensynsløse udbytning af mennesket i den moderne industri. Overfor det Friedrich Engels kaldte «den ufølsomme isolering af hver enkelt ... denne opløsning af menneskeheden i monader ... denne verden af atomer» som den britiske kapitalisme førte med sig, satte de tidlige socialister op en ny social orden baseret på fællesskab, harmoni, fællesnytte og i sidste ende - det der sammenfattede det hele - socialisme.
For de tidlige socialister var udgangspunktet fællesskabstanken, og de forsøgte at udmønte denne i praktiske eksperimenter som arbejds- og bofællesskaber, hvor arbejdsdelingen og hierarkier blev forsøgt brudt ned og hvor individet skulle realisere sin frigørelse indenfor fællesskabets rammer. Størst indflydelse havde Saint-Simon og Charles Fourier i Frankrig og Robert Owen i England. De socialistiske utopister forsøgte at realisere deres kapitalismekritik indenfor mindre kommuner, bolig- eller produktionsenheder og i kooperative tiltag samt gennem sociale støtteordninger.
De socialistiske utopister udtrykte en massiv protest mod den gryende industrialisering, mod umenneskelig udbytning og lønslaveri, og deres praktiske afprøvning af ideerne er også i dag en vigtig inspirationskilde for socialistisk tænkning. Alligevel havde de ingen særlig udviklet politisk strategi eller velbegrundet teori om samfundets økonomiske udvikling. I Tyskland udviklede Karl Marx sin analyse af den kapitalistiske økonomis indre dynamik og sin historisk-filosofiske analyse af samfundsudviklingen. I stedet for bare at påpege det umenneskelige i kapitalismen, anså Marx kapitalismen for en samfundsformation, som også var progressiv i den forstand, at dens indre modsætninger skabte grundlaget for det nye samfund - socialismen og kommunismen- hvor udbytning og ulighed kunne ophøre.
Hovedtrækkene i Marx' (og Engels') analyse er, at kapitalismen udvikler en ny klasse - lønarbejderklassen. Denne klasse bliver bærere af en produktion, som gennem varebytte og fabriksmæssig stordrift bliver stadig mere samfundsmæssig. Produktionsmidlerne ejes imidlertid af private kapitalejere som har egen profit og ikke den samfundsmæssige nytte af produktionen som mål. Dette fører til, at produktionen bliver stadig mere kaotisk og uhensigtsmæssig. For at opnå overensstemmelse mellem en samfundsmæssig produktion, må ejendomsretten fratages kapitalisterne og overdrages til samfundet, som kan planlægge og styre produktionen til alles bedste.
Den samfundsmæssige kraft som kan gennemføre dette, er industriarbejderklassen. Gennem sin kamp for at få kontrollen over produktionen kan arbejderklassen også frigøre sig fra den kapitalistiske udbytning og skabe et samfund frit for undertrykkelse og udbytning.
Med denne teori og samfundsopfattelse havde den europæiske arbejderbevægelse fået en økonomisk teori, en analyse af den historiske udvikling og et program for arbejderklassens politiske kamp.
Reformsocialismen og Marx' kritik
Den socialistiske bevægelses kraftcentrum var Tyskland. Det første tyske socialistparti blev dannet af Ferdinand Lassalle i 1863 på et nationalistisk og nærmest statssocialistisk grundlag. Samme år grundlagde Wilhelm Liebknecht og August Bebel et andet socialistisk parti. I kampen mod Lassalles tro på indførelsen af abstrakte lighedsidealer ovenfra, udviklede dette parti sig i marxistisk retning. På en kongres i Gotha i 1885 gik Liebknecht og Bebel alligevel i forbund med Lassalle og udarbejdede et program, som var stærkt præget af Lassalles tanker. (Se Gothaprogrammet.)
Marx skrev en sviende «Kritik af Gothaprogrammet» som først blev offentliggjort i 1891. Det er i dette skrift, at Marx' syn på socialismen og overgangen til det klasseløse samfund kommer tydeligst frem. Marx går her til angreb på Gothaprogrammets opfattelse, at det eksisterende statsapparat kan bruges til at ophæve kapitalismen. Tvært imod mener han, at den kapitalistiske stat må knuses, og at et nyt statsapparat må dannes baseret på proletariatets diktatur.
Han ser udviklingen frem mod kommunismen som en todelt proces, hvor socialismen betegner den første fase efter en revolutionær omvæltning, og hvor den politiske og økonomiske magt er overtaget af arbejderklassen, men hvor kapitalistiske former fortsat er dominerende - både bevidsthedsmæssig og økonomisk. Dette overgangssamfund betegnes også som kommunismens første fase. I denne fase vil udbytningen være ophævet, alle vil have lige ret til uddannelse og andre kulturelle og sociale goder, men det vil alligevel være et mangelsamfund, hvor der ikke er mulighed for at dække alles behov. Skellet mellem kroppens arbejde og åndens arbejde eksisterer fortsat. Ligeså skellene mellem land og by. Der er store uligheder i folks duelighed, uddannelse etc. Den socialistiske lighedstankegang kan derfor ikke gå længere end til lige løn for lige arbejde.
For at forsvare den nye samfundsorden mod tilbagefald til kapitalistiske former må arbejderklassen også udvikle et nyt, men stærkt statsapparat. Først når folks bevidsthed er blevet alle disse kapitalistiske rester kvit, når alle arbejder ligestillet i et arbejdskollektiv, og når produktionsapparatet kan tilfredsstille alles behov, er det muligt at bevæge sig over i kommunismens andre fase - det klasseløse samfund. Her vil staten lidt efter lidt miste sin betydning, de gamle modsætninger vil være ophævet og «enhver kan yde efter evne og modtage efter behov».
Men allerede i den første fase er menneskenes forhold til arbejdet og til produkterne blevet enklere og mere gennemskuelige. Vareproduktionen med tilsløring af de grundlæggende kræfter og den tilsvarende fremmedgørelse er afløst af et system, som kan overskues som skabt af mennesker, og som menneskene kan beherske og ændre. Men så længe staten består og knaphed råder, så længe er socialismen også «nødvendighedens rige». «Frihedens rige» kan først blomstre, når følgende sammenhængende processer er gennemført: Produktionsmidlerne er samfundsmæssiggjort, arbejdsdelingen mellem hånd og ånd er ophævet, et basisdemokratisk apparat styrer og planlægger samfundsudviklingen og det imperialistiske verdensmarked er ophævet.
Konsekvenser af Marx' kritik af Gothaprogrammet
For den tyske socialdemokratiske bevægelse havde Marx' kritik en vigtig, men forholdsvis kortvarig indflydelse. For den revolutionære socialistiske bevægelse blev «Kritikken...» imidlertid et vigtigt teoretisk kildeskrift.
I 1891 - samme år som «Kritikken...» blev offentliggjort - udarbejdede Karl Kautsky i samarbejde med Friedrich Engels og andre et nyt program for det tyske parti. Dette program - Ehrfurtprogrammet - fik afgørende indflydelse på udviklingen i Anden Internationale, for den socialdemokratiske bevægelse og for den revolutionære fløj, repræsenteret ved Lenin og de senere russiske bolsjevikker.
Ehrfurtprogrammet var baseret på en ortodoks marxistisk historieopfattelse og indeholdt en analyse af kapitalismens udviklingslove baseret på Marx, men var tavs om overgangen til socialisme og reformistisk i sin politiske strategi. Det fremsatte en række reformkrav og forestillede sig, at kampen for disse efterhånden ville føre til, at proletariatet til slut helt ville dominere statsapparatet og de demokratiske institutioner. Som konsekvens af programmets udviklingsoptimisme ogdeterministiske historieopfattelse, blev klassekampsperspektivet nedtonet. Proletariatets opgave var ikke at knuse kapitalismen, men at koncentrere sig om at tilegne sig viden for at overtage statsapparatet, når det med tiden kunne overtage magten efter borgerskabet - som samfundets bærende klasse. Denne opfattelse kombineret med de stadig mere praktisk politiske opgaver som arbejderbevægelsen blev stillet overfor dannede grundlag for den klassiskereformisme.
Parallelt med Kautsky var det Eduard Bernstein, der skulle komme til at præge både debatten og udviklingen af den reformistiske fløj. Bernstein regnes som det moderne socialdemokratis fader. Han brød på en række punkter med marxismenRevolutionen var ikke bare umulig og uønsket, den var også overflødiggjort af samfundsudviklingen og af muligheden af at forandre samfundet gennem fredelige midler.
Bernstein blev angrebet på det teoretiske plan af den mere ortodokse Kautsky, men i praksis var det ikke meget, der kom til at adskille de to. Efter at socialistpartierne ved krigsudbruddet i 1914 kapitulerede overfor deres regeringers krigspolitik, brød Anden Internationale sammen, og den socialdemokratiske del af den socialistiske bevægelse stod nu på en klart reformistisk og prokapitalistisk politik. Alligevel blev socialismen som idé et vigtigt mobiliseringsgrundlag og et centralt programelement for partierne i mellemkrigstiden. Først efter 2. verdenskrig blev tanken om en langsom reformistisk proces mod socialismen opgivet til fordel for den kapitalistiske velfærdsstat.
Sovjetmodellen
Hvis den klassiske reformisme var én afspaltning af den revolutionære marxisme, blev marxismen-leninismen den anden. Lenin kombinerede Marx' formations- og revolutionsteori med udviklingsoptimismen og statstroen fra Anden Internationale. Selv om der hos Lenin også findes ansatser til en basisdemokratisk opfattelse, blev den sovjetiske udformning af det proletariske demokrati - eller rettere proletariatets diktatur - ensbetydende med parti- og statsdiktatur overarbejderklassen og folket.
Udgangspunktet for Marx' tanker om socialismen som han forestillede sig den, var et fuldt udviklet kapitalistisk samfund. Efter Oktoberrevolutionen stod bolsjevikkerne overfor et enormt tilbagestående landbrugsland og måtte først skabe den første forudsætning for socialisme: Industrialisering, rigdom, arbejdsproduktivitet og -disciplin. De måtte m.a.o. påtage sig rollen som stedfortræder for et akkumulerende borgerskab.
På deres ikke-kapitalistiske vej til industristaten kom bolsjevikkerne til at genskabe det zaristiske bureaukrati og despoti på et nyt og højere niveau. Industrialiseringspolitikken og tvangen til opsamlingen af samfundsmæssig rigdom gik i første række ud over bønderne, der måtte yde umenneskeligt til en socialisme, de ikke var interesseret i. Men tydeligst kom modsætningen mellem målsætningen og tvangen i systemet til syne overfor arbejderklassen. Den måtte opgive næsten alle sine umiddelbare interesser til fordel for de langsigtede mål. Da den gjorde modstand mod dette, vendte dens eget diktatur og parti sig mod den selv. Parti og fagforeninger blev kanaler for direktiver fra staten og partitoppen.
Sammenligner vi sovjetmodellen med Marx' forudsætninger for socialisme finder vi fortsat lønarbejde, den gamle arbejdsdeling er opretholdt og rationaliseret, der findes store sociale uligheder og privilegier, statsdirigerede korporationer underordner og formynder befolkningen, brud på de friheder masserne havde erobret i den borgerlige epoke, stående politi og hær unddraget folkelig kontrol, fordobling af statsapparatet i et stats- og partiapparat over og udenfor folket, befolkningen fik ikke udviklet en socialistisk bevidsthed, men bevarede en underordnet og fremmedgjort holdning til arbejde og samfund. På trods af mange fremskridt var der kun få forbindelser mellem den sovjetiske socialismemodel og Marx' drøm om den første fase, hvor overgangen til «frihedens rige» bliver forberedt.
Er en udviklet socialisme mulig?
Marx' og Engels' kritik af de utopiske socialister satte kampen mod udbytning og for frigørelse ind i en økonomisk, historisk og politisk sammenhæng. I kritikken af Gothaprogrammet afviste Marx reformismen og troen på den borgerlige stat. Han argumenterede for revolutionen og for arbejderklassens herredømme. Men socialismen bestod alligevel ikke kun i at overtage statsmagten og produktionsmidlerne. Lige så vigtig var tanken om socialismen som en social proces, forankret i en massebevægelse som udøvede sin magt og kontrol gennem basisdemokratiske organer.
Socialismen var ikke et spørgsmål om formel magt eller ejendom, men først og sidst et spørgsmål om at løse dybtgående sociale modsætninger, som hindrede frigørelse og udvikling. Dette aspekt ved marxismens socialismeopfattelse har hverken den reformistiske eller marxist-leninistiske variant af socialismen formået at integrere. Begge kombinerer en stærk statsdyrkelse og elitetænkning med en naiv udviklingsoptimisme.
Det historiske udtryk for socialismens muligheder så Marx i erfaringerne fra Pariserkommunen. I Pariserkommunens organisationsprincipper fandt han både en form for forsvar af de nyvunde friheder og «den endelige politisk åbenbarede form» for arbejderklassens frigørelse. Kommunen var for ham udtryk for at folket atter havde gjort statsmagten til sin egen, at den ikke længere var en instans over og udenfor den selv, og han så en statsform, som efterhånden ville gøre sig selv overflødig. «Den videnskabelige socialisme» - som marxismen-leninismen også kaldes - har forlængst lagt de basisdemokratiske idealer bag sig og er blevet en ensidig ideologi til forsvar og legitimering af de herskende forhold i Sovjetunionen - og en af de vigtigste teoretiske barrierer for udviklingen af en reel socialisme i vest og i øst.
Situationen i dag
Knapt nogen anden ide har haft større gennembrud i verdenshistorien end socialismen som det kollektive og humane alternativ til menneskets udbytning af mennesket. I de 160 år der er gået siden begrebet opstod i politisk sammenhæng, har millioner set socialismen som frihed fra nød og undertrykkelse. De fleste sociale frigørelsesprocesser har haft som mål at realisere en form for socialisme: Afrikansk socialisme, kinesisk socialisme, israelsk socialisme, islamisk socialisme osv.
I det 20. århundrede har samfund under socialistisk styre også fejret store triumfer: Industrialiseringen og moderniseringen af Rusland, alfabetiseringen i Cubaog bekæmpelsen af hungersnød i Kina er tre eksempler af verdenshistorisk betydning. Alligevel findes der ikke noget land som med rette kan siges, at have realiseret den oprindelige ide.
Fra 1880 og til 1960 var den socialistiske bevægelse præget af udviklingsoptimismen fra Anden Internationale og af marxismen-leninismen som den blev praktiseret og fortolket af SUKP og Komintern. I dag er situationen radikalt anderledes. Der findes ikke noget socialistisk «centrum», som kan påberåbe sig eneret på fortolkningen af Marx. Socialist- og kommunistpartier verden over har ikke længere noget religiøst referencepunkt i Moskva, Beijing, Tirana eller Beograd og både gamle og nye marxister finder tilbage til den tidlige utopiske tænkning og kombinerer den med Marx' økonomiske og historiske analyser.
Den naive udviklingsoptimisme er afløst af en nagende skepsis overfor industrisamfundets muligheder for at give menneskene frihed og velfærd. Modstanden mod et uigennemsigtigt og menneskefjendtligt samfund giver sig udtryk i forskellige former for flugt og forsvar. Den uhæmmede og planløse vækst truer livsgrundlaget og tømmer energi og ressourcekilder. Nye grupper melder sig med krav om frihed fra undertrykkelse og udbytning, men støder på patriarkalske magtstrukturer og nykolonialistisk udsugning. Alt sammen problemer som er fælles i vest, i øst og i den tredje verden.
Stillet overfor de gamle og de nye problemer kræves en ny type socialistisk tænkning. Socialismen er i sit væsen et sammenfald af mange sociale processer. Processer som ikke blot tager sigte på at nedbryde skellet mellem arbejde og kapital, mellem proletariat og borgerskab, men også mellem hånd og ånd, mellem plan og kaos, mellem planlæggende og udførende funktioner, mellem kvindens og mandens socialt bestemte roller, mellem ressourcer og forbrug. Men denne proces kan ikke udskydes til efter den politiske og økonomiske revolution. Den er en del af hele kampen for socialismen, før, under og efter revolutionen

Liberalsocialisme, kommenteret

CLAUS PICULELL: LIBERALSOCIALISME - APRIL 2010 – CORNELIUS HANSEN: KOMMENTARER AUGUST 2013

LiberalsocialismePosted by Claus Piculell Fri, April 02, 2010 12:04:33
1. Som Socialliberalismen var den mest succesfulde og fredeligt samfundsforandrende strømning i det 20. århundrede, ønsker Liberalsocialismen (LS) at være det for det 21. århundrede. LS ser ikke sig selv som et parti, men som en strømning der kan inspirere og samle centrum-venstre i et nyt hegemoni med nye samfundsforandringer på dagsordenen, først i Danmark og måske siden i verden, og som kan revitalisere samspillet mellem en demokratisk stat, et ægte dynamisk marked og et frivilligt civilsamfund.
·       Comments(0)http://liberalsocialisme.piculell.net/#post21
·       Share
LiberalsocialismePosted by Claus Piculell Fri, April 02, 2010 12:03:47
2. Socialliberalismen var et kompromis mellem de sociale, demokratiske og progressive sider af socialismen, liberalismen og konservatismen. Meget forenklet kan man sige, at socialismen bidrog med en socialt og politisk retfærdig udvidelse af demokratiet med en delvis erobring af staten samt anvendelse af den bl.a. til omfordeling og markedsregulering og social mobilitet gennem gratis uddannelsestilbud, mens liberalismen bidrog med borgernes frihedsrettigheder til privatliv, fri debat og materielle forudsætninger for et godt liv via et relativt frit marked, og konservatismen modvirkede overdrevne abstrakte principper ved at sikre forandringer i et tempo, hvor de fleste kunne følge med.
 
·       Comments(0)http://liberalsocialisme.piculell.net/#post20
·       Share
LiberalsocialismePosted by Claus Piculell Fri, April 02, 2010 12:03:10
3. LS ønsker at bygge videre på socialliberalismen, men trække samfundet et solidt skridt til venstre ved selv at formulere en politisk-ideologisk platform med indre dialektisk konsistens - og samtidig at række hånden frem for at forme et nyt kompromis og en ny koalition mellem oprindelige og især politiske liberalisme, den reformistiske og demokratiske socialismes stolte traditioner og socialkonservatismens moderation samt omtanke for kommende generationer. De fornuftige sider af de nævnte tre ideologifamilier er stadig de vigtigste bidragydere til fredelig forandring og tænkning til det formål, men LS anerkender også bidrag fra anarkismen,"den videnskabelige socialisme", den utopiske socialisme og udviklingen i det kreative europæiske Venstre med Gramsci og Roselli i førertrøjen. LS ønsker at gribe langt mere ind med politisk styring over for negative sider af markedet og vil søge gennem fællesskabets ressourcer at sikre flest mulig mennesker størst mulig reel frihed og selvrealisering. Udgangspunktet må være det motto, som i sin tid forenede den progressive liberalisme og den tidlige socialisme: Frihed, lighed og broderskab !
Et egentligt ”kompromis” tror jeg ikke er muligt, men jeg vil ikke udelukke, at man kan ”plukke” det bedste fra hver af de nævnte ”ismer”.
”Politisk” styring af markedet er ikke noget ny, allerede i Middelalderen havde man ”inspektører”, som holdt øje med, at markedet fungerede hensigtsmæssigt således, at tilfældigt forekommende ”ubalancer” i udbud og efterspørgsel ikke blev udnyttet af enkeltpersoner til at skaffe sig urimelige fordele på de andres bekostning.
Ønsket om ”at sikre flest mulig mennesker størst mulig reel frihed og selvrealisering” kan man ikke være uenig i, men spørgsmålet er, om André Gorz har ret i sin påstand, at de industrielle produktionsformer (kapitalistiske eller socialistiske) har afskåret i hvert fald store dele af ”arbejderklassen” fra friheden til at realisere sig selv i arbejdet – det er jeg bange for, og det er vel værd at se nærmere på! 


·       Comments(0)http://liberalsocialisme.piculell.net/#post19
·       Share
LiberalsocialismePosted by Claus Piculell Fri, April 02, 2010 12:02:30
4. LS har lært af det 20. århundredes tragiske fejltagelser og forbryderiske regimer både til højre og venstre. LS ønsker ikke at se en stor tænkers profeti gå i opfyldelse endnu engang: "Historien gentager sig, først som tragedie og siden som farce!" For LS går vejen til en bedre verden derfor ikke gennem revolution og vold, men gennem fredelig forandring med trinvise reformer, der gradvist udbygger demokratiet på alle områder, herunder også økonomiske, og som øger den politiske styring af et marked med store indbyggede fejlmekanismer. LS afviser således også enhver strategi, der kalder sig demokratisk socialistiske men bygger på reelt revolutionære elementer, f.eks. en "dobbeltmagtssituation", men LS er meget åben for, at udenomsparlamentariske aktiviteter og civil ulydighed og direkte demokrati kan have en central rolle i et samspil med parlamentarisk arbejde, ganske som LS erkender, at den parlamentariske tradition er særdeles forskellig fra land til land. Kun i en modstandskamp mod en massivt totalitær og voldelig undertrykkelse kan en væbnet kamp komme på tale, og selv i den tredje verden bør en sådan kamp med tiden kunne udvikle sig til en fredelig demokratisk udvikling. Derfor afviser LS skarpt at ophæve eller indskrænke nogen lovbaseret menneskerettighed i fredstid, uanset hvor alvorlig grunden måtte synes at være, eksempelvis kamp mod en ubønhørlig terrorisme, en barsk systemkonkurrence, supermagtspression eller sågar en ny kold krig. LS accepterer derimod, at i en krigssituation gælder der andre regler, men dels er de fornuftigt regulerede i Geneve-konventionerne, dels må målet være snarest muligt at genetablere fredelige forhold og genindføre samtlige menneskerettigheder.
·       Comments(0)http://liberalsocialisme.piculell.net/#post18
·       Share
LiberalsocialismePosted by Claus Piculell Fri, April 02, 2010 12:01:25
5. LS anser ikke mennesket for at være enten godt eller ondt, men netop både godt og ondt, og LS tror ikke på et samfund, hvor alt er godt og alle gode - men heller på det omvendte! De stærkeste bevægelser har været dem, hvor den enkelte har kunnet forene sin egeninteresse med gruppens kollektive interesser, og derfor tror LS på, at den gode og solidariske side af mennesket kan styrkes gennem kamp og kendskab til andre mennesker. Men LS mener, at der altid vil være behov for en lovlig og demokratisk såvel som national, regional og global samfundsmagt til at forhindre menneskers dårlige sider i at ødelægge vigtige muligheder for dem selv, andre mennesker eller hele samfundet. Staten vil ikke dø bort, hverken som magtinstrument eller serviceleverandør - tværtimod er den historisk set blevet stadig mere vigtig dels til at styre kapitalen ind på samfundsnyttige veje og dels som leverandør af stadig mere sofistikeret arbejdskraft, viden og infrastruktur, og LS ser kun tegn på, at den udvikling vil fortsætte.
Jeg tror, at vort ”menneskesyn” kommer til at spille en helt central rolle i drøftelserne af en mulig fredelig overgang til et liberalsocialistisk samfund.
Jeg stiller mig imidlertid lidt tvivlende over for, om forståelsen af mennesket som ”både godt og ondt” er dækkende. Jeg vil gerne kunne genkende (lidt af) mig selv i mit eget ”menneskesyn”, og jeg kan ikke påstå, at jeg er ”et godt menneske” og håber da heller ikke, at andre mener, jeg er ”et ondt menneske”. Jeg vil derimod gene kunne betegne mig selv om empatisk, gavmild, lystig (grænsende til det libidinøse), glad ved andres lykke og glæde, mådeholden, overbærende og flittig, - men må da også indrømme, at jeg kan forfalde til indtil flere af de syvdødssynder: hovmod, griskhed, nydelsessyge, misundelse, frådseri, vrede og ladhed.
Når jeg finder, at et artikuleret menneskesyn er så vigtigt, hænger det sammen med den stående uoverensstemmelse mellem det liberalistiske menneskesyn, at mennesket alene gør noget for vindings skyld, og det (mit) liberalt socialistiske menneskesyn, at det er lysten, der driver værket – eller for at sætte det på spidsen og Marx på hovedet: Vi yder efter behov og nyder efter evne!
·       Comments(0)http://liberalsocialisme.piculell.net/#post17
·       Share
LiberalsocialismePosted by Claus Piculell Fri, April 02, 2010 12:00:48
6. Ikke blot afviser LS at ophæve eller suspendere borgerlige frihedsrettigheder og menneskerettigheder i fredstid, men det er også et egentligt projekt for LS at udvide og udvikle disse rettigheder og give så mange mennesker som muligt reel adgang til dem. Hertil kræves et stærkt fællesskab, hvis solidaritet og fælles ressourcer netop giver mennesket stadig bedre muligheder for at deltage i demokratiet og i et kreativt arbejds- og fritidsliv - ikke kun i den rige, men i sidste ende også i den nuværende tredje verden. LS ønsker at styrke det internationale samarbejde mod krige, fattigdom og sygdom og har som mål at skabe såvel regionale som globale demokratiske regeringsinstitutioner. Først den dag hvor et menneske uanset race og etnicitet kan rejser hvorhen i verden det vil for at søge lykken har vi for alvor en fri verden. LS afviser skarpt og vil til enhver tid bekæmpe racisme og fremmedfjendtlighed, uanset hvor eller i hvilken forklædning den findes, men vi anerkender, at der er forskel på sådanne i grunden menneskefjendtlige og reaktionære holdninger og så en legitim bekymring for, om en nation eller region i en konkret situation kan indoptage flere mennesker fra andre lande og traditioner, uden at den indre sammenhængskraft går fløjten.
Uanset, hvor enig man kan være, mener jeg, at der er to næsten uoverstigelige barrierer her.
Dels (igen) Gorz’ konstatering af, at produktionsformerne har frataget mange mennesker muligheden for at se sammenhængene i det samtidige samfunds fælles beslutninger,
dels en de facto ret udbredt ”funktionel analfabetisme”, som afskærer mange mennesker fra overhovedet at kunne forstå, hvad politikere og embedsværk siger og skriver (hvor mange af dem, som stemte for eller imod Mastricht traktaten havde mon læst den, før de afgav deres stemme?)
Der forestår en kæmpemæssig pædagogisk/didaktisk opgave med at lære politikere og embedsværk at formulere og forklare sig i ”loud and clear”  (Indfødsretskontorets ”vejledning” til læsesvage personer med PTSD er et gyseligt eksempel).
·       Comments(0)ttp://liberalsocialisme.piculell.net/#post16
·       Share
LiberalsocialismePosted by Claus Piculell Fri, April 02, 2010 12:00:00
7. LS anser lovlig erhvervet personlig ejendom som ukrænkelig, når den er opnået ved en indsats, dvs. på baggrund af reel innovativ og produktiv virksomhed, der giver andre arbejde og udfordringer og indkomst, og så længe man betaler en rimelig andel til det fællesskab, som man skylder sin sundhed, trygge opvækst og alderdom, indkomst ved arbejdsløshed samt livslang uddannelse. Alle disse goder sætter en person i stand til at udvikle sig som innovatør, og tilmed leverer de kvalificeret og sund arbejdskraft til virksomheden. Til gengæld er LS ganske som den tidlige liberalisme imod nedarvede penge, positioner og privilegier og ønsker bl.a. en arvegift på 80% af al arv over 1 million og afskaffelse af de sidste rester af monarki og adelvælde. LS er således også imod, at man kan arve en virksomhed og dermed magt over andre menneskers liv, uden at man selv har gjort sig fortjent til det, men LS har intet imod arv af familieeffekter og -minder, herunder ret til at bo i familiens hjem gennem generationer, blot der indgås en rimelig aftale med staten.
·       Comments(0)http://liberalsocialisme.piculell.net/#post15
·       Share
LiberalsocialismePosted by Claus Piculell Fri, April 02, 2010 11:59:21
8. LS bekender sig åbent til stadig mere politisk og overstatsligt samarbejde på europæisk og globalt niveau, og målet må være at opnå en sandt demokratisk global regering i et internationalt demokratisk system, der kan gribe stadig mere effektivt ind over for kapitalismens excesser, men hvor beslutninger samtidig skal tages så decentralt og borgernært som muligt, hvilket i sidste ende vil sige med størst muligt hensyn til det enkelte menneskes frihed, privatliv og integritet. LS vil derfor arbejde for såvel en styrkelse af EU som en vigtig kraft mod kapitalens kolosser som for en demokratisering af EU gennem det folkevalgte parlament, men også gerne gennem direkte valg til Kommissionen og dens centrale poster.
Hvis man skal overvinde modstanden mod det nødvendige overstatslige samarbejde i en globaliseret omverden (FN, EU), må man først finde ud af hvad, der har motiveret den, og dernæst (igen) gå i gang med didaktikken – men det bliver ikke nemt i dette sammensurium af demokratisk underskud, etnofobi og ureflekteret nationalisme.
·       Comments(0)http://liberalsocialisme.piculell.net/#post14
·       Share
LiberalsocialismePosted by Claus Piculell Fri, April 02, 2010 11:56:30
9. LS har som langsigtet mål at forene venstrekræfterne i den nationale, regionale og globale klassekamp. Det er bestemt ikke nogen let opgave, når den rige del af verden råder over ca. 80% af den globale økonomi men kun 20% af den globale befolkning, mens det forholder sig lige omvendt i den fattige del af verden. Bortset fra den marginaliserede fjerdedel af befolkningen tilhører folk i den rige verden middelklassen eller overklassen, og for dem kan det være svært at se et interessefællesskab med den langt fattigere arbejderklasse og selv middelklasse i den fattige verden, for slet ikke at tale om de tre fjerdedele, som dér er marginaliserede og hægtet af udviklingen.
At karakterisere det som en ”klassekamp” er ikke forkert, bortset fra, at den ene (forudsatte) part i kampen er fraværende eller på forhånd sat ud af spillet. At lancere det som klasekamp har derfor næppe nogen gang på jorden.
Der er imidlertid en anden mulig didaktisk løsning på problemet: At få (os) de velstillede til at forstå, at den voldsomme ulighed, nationalt som internationalt, er uhensigtsmæssig!
Senest har bl a James Kenneth Galbraith påvist (Inequality and Instability, Oxford Univiersity Press 2012) , at ulighed skaber en finansiel ustabilitet, som ingen har interesse i. Det af visse borgelige fremførte synspunkt, at ulighed er godt, savner enhver klangbund i realiteterne! 


·       Comments(0)http://liberalsocialisme.piculell.net/#post13
·       Share
LiberalsocialismePosted by Claus Piculell Fri, April 02, 2010 11:54:40
10. I den globale klassekamp sætter LS bl.a. sin lid til kapitalismens egen dynamik, hvis hunger efter økonomisk vækst kræver stadig nye markeder og stadig nye grupper af arbejdskraft inddraget i produktionen, hvorved den globale arbejder- og middelklasse vokser, men LS sætter også en del af sin lid til menneskelig solidaritet og fornemmelse for retfærdighed, som trods mere egoistiske egenskaber ved en bevidst indsats bør kunne sætte sig igennem på lang sigt, også fordi en skæv verden giver risiko for kriser og krige. Derfor satser LS på en stadig mere solidarisk kamp og en forståelse selv blandt de velaflagte i den rige verden for en mere ligelig fordeling af den globale rigdom.
Da jeg kom med i gruppen Liberal Socialisme, gav jeg udtryk for, at jeg ikke var sikker på, at jeg kunne bidrage med noget væsentligt – det kan jeg måske alligevel med min baggrund som ingeniør og indsigt i transformationsteorien.
Begrebet ”kapitalisme” er så vel defineret og forklaret, at det er der ikke grund til at lave om på, men det kan måske hjælpe på forståelsen af begrebet om ”vækst” ved at gå bag om den kapitalistiske ”mekanik” – det er ikke en ”isme” men en ”logik”, om man vil.
I teknisk forstand hidrører den del af væksten, som ikke kan forklares med at flere arbejder mere, fra to former for ”forstærkning”, dels hvad man kan kalde ”energetisk forstærkning” (f eks vandmøllen), dels havd man kan kalde ”informatorisk forstærkning” (termostaten). Jeg har kort berørt det i min lille forelæsningsrække ”Om at mærke og måle” (www.den2radio.dk, september 2009).
Det, som er fælles for de to typer forstærkning er SPARET TID, som igen er (eller burde være) et helt centralt begreb i den økonomiske teori.
Kapitalismens ”dynamik” bygger først og fremmest på dens (dybest set fabelagtige) evne til at indkapsle enhver nyskabelse i sit eget system og dermed skabe et overskud i form af ”sparet tid”, som udmøntes i et ”tilgodehavende”, som man har tilegnet sig i stedet for at lade det komme de primære producenter (lønarbejderne) til gode i form af FRI TID, et ”tilgodehavende, som i anden omgang transformeres til det almene værdiækvivalent PENGE.
Således anskuet udgør end ikke udtømningen af ressourcerne eller klimatruslerne nogen grænse for den kapitalistiske vækst, den eneste grænse vil være de primære producenters afvisning af, at lade kapitalen tilegne sig den frie tid, (som kapitalen som modtræk, (i parentes bemærket) har transformeret til ”oplevelsesøkonomi”).
Dertil er ”privatiseringen” af en række arbejdsopgaver, som tidligere hørte under fællesskabet (Staten), endnu et eksempel på kapitalens (med held) gennemførte inddragelse af en økonomisk virksomhed, som i fællesskabets regi ikke rummer mulighed for tilegnelse af overskuddet/den sparede tid. Provatiseringen er angiveligt begrundet i teorien om, at konkurrence på markedet medfører bedre og billigere produkter og tjenesteydelser – det synes ikke at være tilfældet! 

 

·       Comments(0)http://liberalsocialisme.piculell.net/#post12
·       Share
LiberalsocialismePosted by Claus Piculell Fri, April 02, 2010 11:53:22
11. LS har lært af kapitalismens utallige økonomiske kriser, hvor de alvorligste hidtil har haft rod i en stærk ubalance mellem en ”alt andet lige” mere sund produktionskapital og en særdeles usund finanskapital. Som nobelprismodtager Stieglitz mener LS, at ”økonomien og finansmarkederne skal tjene borgerne i vores samfund. De er midler til at nå et mål, ikke et mål i sig selv.” Hvor selvindlysende det end lyder, står det i stærk modsætning til virkeligheden i dag. Før kriserne overtager finanskapitalen styringen og svulmer op til bobler på 10-20 gange produktionskapitalens volumen og suger med utidige pekuniære belønninger den bedste arbejdskraft og andre ressourcer til sig til at indgå i en kasino-økonomi med uigennemskuelige finansielle produkter, og den sætter middelklassens opsparing og produktionskapitalens likviditet samt økonomiens stabilitet over styr. Derfor ønsker LS en dæmper lagt på de finansielle transaktioner ved enfinansmoms og en adskillelse af almindelig bankvirksomhed fra den mere spekulative finanskapital, hvor den første skal sikres af stater nationalt og/eller globalt, mens den sidste må klare sig selv og gå konkurs om nødvendigt, uden at staten skal løfte en finger for at redde den. Er det stadig ikke nok til at sikre økonomisk stabilitet, vil LS ikke udelukke det af Keynes foreslåede "medlidenhedsdrab på finanskapitalen", altså statslig bankdrift og statslige kasinoer til kasino-økonomien...
·       Comments(0)http://liberalsocialisme.piculell.net/#post11
·       Share
LiberalsocialismePosted by Claus Piculell Fri, April 02, 2010 11:51:53
12. Økonomiske kriser er et resultat af kapitalismens love, og ansvaret for den økonomiske nedsmeltning i 2008 tilhører en tilbagevenden i den vestlige verden til 'det selvregulerende marked' med "den usynlige hånd", som nyliberalismen dogmatisk gennemtvang bl.a. ved afgørende at påvirke den såkaldte økonomiske "mainstream-tænkning". Det er urkomisk i dag at høre 'pæne' konservative tale om "den frygtelige grådighed" især hos finansfolk. At undre sig over at finde grådighed på et næsten ureguleret kapitalistisk marked svarer til at undre sig over at finde fisk i havet! Afskaffelse af markedsregulering øger også risikoen for, at kapitalismen bliver sin egen værste fjende, fordi der opstår kæmpevirksomheder, der kan trække en hel økonomi med sig i faldet, og fordi de får så stor indflydelse på markedet, at det mindsker konkurrencen. De virksomheder skal staten splitte op i delvirksomheder med mere konkurrence, mens den selv spiller en vigtig rolle som 'buffer' og regulator under kapitalismens konjunkturer. Kapitalismen er historiens hidtil bedste vækstmotor, men dens vækst er blind for dens samfundsmæssige konsekvenser, og kapitalismens tendens til at skabe kæmpe-konglomerater medvirker til en direkte undertrykkelse af projekter og innovationer, der kunne være gode såvel for menneskeheden som for profitskabelsen. Havde der hersket ægte fri konkurrence, havde vi i dag for længst haft biler, der kørte på billig ethanol - ja faktisk var benzinbilen blevet droppet for ca. 100 år siden - og uden statslig indsats for miljø og klima havde Danmark ikke i dag haft en førerrolle i grøn teknologi, trods dn nuværende regerings forsøg påat ødelægge det. SomRoosevelt mener LS, at 'man kun behøver at frygte frygten selv', når man vel at mærke har forstået, at kapitalismens økonomiske love kun fungerer som naturlove, indtil man erkender, hvordan de er skabt af menneskelig handling og kan ændres af menneskelig handling.
Se min kommentar til ”Kapitalismens verdenserobring”
·       Comments(0)http://liberalsocialisme.piculell.net/#post10
·       Share
LiberalsocialismePosted by Claus Piculell Fri, April 02, 2010 11:48:03
13. Kapitalismen blev født sammen med nationalismen, og den har aldrig kunnet klare sig alene uden hjælp fra en nogenlunde stærk stat, der banede vejen for den. Såvel kapitalisme som nationalisme rakte lige fra starten udad i verden efter større område, billigere arbejdskraft, flere råvarer, mere marked og yderligere magt. Derfor skabte de også deres egne modsætninger: Hjemme en bitter klassekamp mod en socialistisk arbejderbevægelse. Og ude som regel væbnet oprør mod kolonialisme og klientelisme i de "nye verdener" - der vel at mærke rummede flere ældre civilisationer end den europæiske. Her blev Nordamerika det første kontinent til at gøre sig fri blot for at udvikle sig fra verdens første demokrati med ret for alle til ”et anstændigt liv, frihed og stræben efter lykken” til at blive den moderne og ofte reaktionære kapitalismes mest ihærdige forsvarer, såvel militært som ideologisk, og som først efter den østeuropæiske samfundsformations nedbrud har tilladt Sydamerika at frigøre sig og måske nu vil prædike mindre ultraliberalisme. Kampen om magten nationalt og internationalt har siden kunnet opstilles på to komplementære akser: den socioøkonomiske og den sociokulturelle. På den socioøkonomiske akse har man kunnet opdele samfundets klasser og lag efter forholdet til produktionens midler, former og resultater, og på den sociokulturelle akse efter forskellige gruppers forhold til skismaet mellem international modernitet og lokal tradition, som blev kickstartet med renæssancen og kapitalismens iboende imperialisme. Kapitalisme og socialisme såvel som nationalisme og internationalisme er således ikke kun modsætninger, men også hinandens forudsætninger, og det giver ingen mening at forudsige ”kapitalismens sidste stadium” eller sågar"historiens afslutning”!
·       Comments(0)http://liberalsocialisme.piculell.net/#post9
·       Share
LiberalsocialismePosted by Claus Piculell Fri, April 02, 2010 11:47:19
14. Kapitalismens udvikling og formation af klasser er desuden forløbet dynamisk og gennem en række stadier: Først den senmiddelalderlige fødselshjælper merkantilismen og den tilhørende enevælde og kulturelle renæssance, dernæst en mere organiseret håndværkerproduktion med skarp opdeling mellem laugshåndværkere og lase-pjalteproletariske stikirenddrenge, så startende i 1800-tallet en egentlig industriproduktion med en stadig mere kollektiv klassekamp for en politisk og siden social udvidelse af demokratiet, derefter en voldsom vækst efter anden verdenskrig i såvel den private som offentlige servicesektor med de såkaldte ”flipproletarer”. Nu er især den rige verden på vej ind i relativt moderne videnskapitalisme, med en kraftig reduktion af den manuelle arbejdsstyrke og til gengæld udvikling af den mere eller mindre kreative kontor- og projektøkonomi, hvor selv individets tidligere private tanker kommanderes på lønarbejde, men hvor de mest spændende jobs med fastansættelse snuppes af eliten, mens resten overlades til mere rutineprægede opgaver med "fancy" engelske projekttitler, der dækker over en vis grad af løsansættelse og mangel på rettigheder og tryghed. Alt dette lægger i ovnen til en ny klassekamp, der både skal forsøge at sikre individet ny integritet, værdighed, reel jobindflydelse og fairlønnet fastansættelse - og samtidig forbinde sig med de nye arbejderklasser under præmoderne forhold i den tredje verden.
Det er værd at bemærke, at også den veluddannede elites arbejde søges indkapslet i kapitalismens produktionsformer (New Public Management, Fra forskning til faktura etc)
·       Comments(0)http://liberalsocialisme.piculell.net/#post8
·       Share
LiberalsocialismePosted by Claus Piculell Fri, April 02, 2010 11:46:31
15. Hverken kapitalisme, socialisme, tradition eller modernitet er entydigt positive eller negative, og de kan netop ikke stå alene, men må og vil altid blive afbalanceret af deres modvægt. Tværtimod fører absolut dyrkelse af en eller flere af disse værdier til ekstremer, hvad enten det er nationalkonservativ xenofobi eller 'kosmopolitisk' rodløshed, yderliggående laissez-faire liberalisme eller overdrevent kollektivistisk socialisme - og absolut dyrkelse af hver af disse ekstremer uden tilstrækkelig afbalancering kan ende i frygtelige diktaturregimer. Historien har til tider fremvist sådanne ekstremer, som måtte og må bekæmpes for selve civilisationens og menneskehedens skyld. De fremtræder, når en kombination af interesser – ofte udtrykt i en tilsyneladende altomfattende ideologi - gøres til samfundets eneafgørende magt, hvilket får den til at ende som en diktatorisk parodi på sig selv og trampe hen over demokrati, menneskerettigheder og personer. Det så man rigeligt med eksempler på omkring anden verdenskrig, men disse regimer og anden verdenskrig var ikke kommet uden første verdenskrig om kolonier og magten i Europa, hvor man bl.a. så det berømte svigt af "socialdemokrater i alle lande", der stik mod egne internationalistiske paroler stemte for deres eget lands krigsdeltagelse.
·       Comments(0)http://liberalsocialisme.piculell.net/#post7
·       Share
LiberalsocialismePosted by Claus Piculell Fri, April 02, 2010 11:45:30
16. En totalitær ekstrem behøver dog ikke at gå helt uden for f.eks. demokratiets eller nationens grænser. Den kan tværtimod nøjes med at trække enkeltdele af demokratiet frem som altafgørende, f.eks. flertalsstyre sammen med forsvar for nationalstaten mod "det fremmede" og "deres terrorisme", og gå i koalition med fortalere for "markedet som det bedste demokrati" og 'hver enkelt skal leve det rigtigt gode liv, og kan man ikke finde ud af det, tvinger vi dem til det - eller tvangsfjerner børnene, så de i det mindste kan lære det!' Dermed har man en halvtotalitær ideologi, nemlig den hyperliberalistiske nationalkonservatisme der har regeret Danmark i de seneste ni år og ført landet ud i en angrebskrig for første gang siden 1848.
·       Comments(0)http://liberalsocialisme.piculell.net/#post6
·       Share
LiberalsocialismePosted by Claus Piculell Fri, April 02, 2010 11:44:30
17. Den danske velfærdsmodel blev grundlagt med 30'ernes Kanslergade-forlig, men tog for alvor form efter anden verdenskrig, og den var vitterlig en stor landvinding for såvel arbejderbevægelse som især Socialdemokrati og den øvrige venstrefløj. Utallige er de personlige og familiemæssige drømme, som den har indfriet: Den sociale mobilitet har i moderne tid aldrig været højere end fra 1930 til ca. 1970, og den materielle vækstrate har endnu ikke været i nærheden af den, der var i 50'erne og 60'erne - ikke blot i Danmark, men i hele den industrialiserede verden. Noget skyldtes selvfølgelig krigens kapitalødelæggelse og Marshallhjælpen og Bretton-Woods og systemkonkurrencen, men den danske model fik organiseret og fordelt tingene samt speedet udviklingen op, så der fandt en fremgang sted i levestandard og muligheder, som ikke er set før eller siden. Ikke desto mindre må det kræve en særlig middelklasse-myopi at nå frem til, at den socioøkonomiske ulighed spiller en mindre rolle end den sociokulturelle ulighed i det nye århundrede. LS anerkender betydningen af den kulturelle ulighed som en helt central bestanddel af ethvert ulige samfund, men at give den primat må skyldes, at man aldrig selv har været nær samfundets bund, hvor netop frihed, lighed og solidaritet trænges mere end før. Den socioøkonomiske ulighed er tværtimod vokset i det nye århundredes første årti, og det der er forsvundet er enhver respekt og reel velfærd i omgangen med underklassen og enhver luft i budgetterne for syge og ældre og arbejdsløse på pension, dagpenge, kontanthjælp - for slet ikke at nævne starthjælp.
·       Comments(0)http://liberalsocialisme.piculell.net/#post5
·       Share
LiberalsocialismePosted by Claus Piculell Fri, April 02, 2010 11:43:24
18. Den danske velfærdsmodel kom allerede under pres sidst i 70'erne, hvor kapitalismen også viste, at den ikke er krisefri. Siden da har højrefløjen som i hele den vestlige verden prædiket først markedets fortræffeligheder - ikke mindst når man sælger offentlige værdier billigt til privat kapital - og i Danmark sidst i 90'erne også de fremmedes forfærdeligheder, så man kunne genvinde magten. Samtidig er velfærdssamfundet i stigende grad blevet opdelt i et 'tre-fjerdedeles samfund'. På ene side står en stadig mere forkælet middelklasse, der trænger til at besinde sig på på samfundets oprindelige værdier frem for konstant at hige mod flere "friværdier", og hvor især yngre medlemmer ser alle hårdt tilkæmpede og skattebetalte goder som naturgivne rettigheder, som man selv helst vil undgå at betale skat til, og hvor elever i Danmarks utallige 'gratis' uddannelser med verdens bedste SU siger: "Vi har altid klaret os selv!" På den anden side står en stadig mere marginaliseret underklasse, til dels placeret i "Yderdanmark", der er lette ofre for myter om, at det er "de fremmedes skyld, og hvor man kun kan se måbende til, når staten beredvilligt stiller to gange nationalproduktet til rådighed for landets banker efter endnu en omgang bonus-baseret børs-bersærk, mens man selv står med hatten i hånden og modtager stadig mindre reel velfærd fra socialrådgivere og andre, der engang uddannede sig for at hjælpe mennesker, men som nu synes kun at have en NEJ-knap på deres tastatur. Det hjælper selvfølgelig ikke på situationen - eller skævheden, at ingen politikere tør tage noget fra middelklassen, og at den danske venstrefløj tror, at der er samfundsforandrende potentiale i de velaflagtes "lønkamp" frem for at tale for og med de marginaliserede grupper i Danmark og i den tredje verden. Faktisk er et løft af den nationale og internationale underklasse en afgørende forudsætning for at kunne finansiere og fastholde og forny velfærden.
·       Comments(0)http://liberalsocialisme.piculell.net/#post4
·       Share
LiberalsocialismePosted by Claus Piculell Fri, April 02, 2010 11:42:23
19. Ikke desto mindre må man konstatere, at den skandinaviske velfærdsmodel med flexicurity er blevet en inspiration for mange i verden og samtidig ironisk nok hidtil er det nærmeste, man er kommet på det gamle ideal: "Yde efter evne, nyde efter behov!" Så Marx havde faktisk ret i, at nævnte ideal ikke blot er ønskeligt men også i nogen grad muligt, ganske som han gjorde vel i at tilråde alle, der vil forbedre verden, til at gå frem efter mottoet "Tvivl på alt!" For hvad Marx midt i en verden fyldt med diktaturer og kolonier og kun to stærkt begrænsede demokratier (UK og USA) slet ikke kunne forestille sig var, at den første tilnærmelse til hans "kommunistiske" drøm ville foregå midt i kapitalismens smørhul i læ af en kold krig og på demokratisk vis ...
·       Comments(0)http://liberalsocialisme.piculell.net/#post3
·       Share
LiberalsocialismePosted by Claus Piculell Fri, April 02, 2010 11:35:31
20. Der er mange problemer at løse, og LS har ikke alle svarene: Der mangler f.eks. kreative forslag til en aktiv erhvervspolitik med grønne og andre videnjobs, samarbejde mellem stat og arbejdsliv og civilsamfund, fremtidens fjerde statsmagt i et levende demokrati med en kritisk debat i internetalderen, Europas demokratisering, en Verdensregering og Verdensbank med en robust kasse pga. finansmomsen, samt en strategi mod social dumping og for ordentlige migrantarbejdervilkår.
·       Comments(0)http://liberalsocialisme.piculell.net/#post2
·       Share
LiberalsocialismePosted by Claus Piculell Fri, April 02, 2010 11:34:18
21. En nogenlunde fredelig og retfærdig udvikling globalt er forudsætningen for, at det bliver muligt ikke alene for Danmark men hele verden engang igen at tilnærme sig Marx's smukke vision - selv om det såmænd lige så vel kan lykkes menneskeheden at udrydde sig selv og resten af kloden i egoistisk kortsynethed, krige og klimaødelæggelse. Men de, som Liberalsocialismen forsøger at samle og inspirere, er klar til at kæmpe principielt og pragmatisk for en bedre verden, for hvad pokker skulle man ellers gøre …?