mandag den 21. juli 2014

Albert Gjedde, The two-state solution is the ultimate apartheid, Politiken 142107

It does not appear that there is a two-state solution in sight for Israel and Palestine.

This is because it has long since gone up for most people in the region, the two-state solution is the ultimate form of apartheid that no one in the two populations really want or can live with. It is politicians who invented the theory of the creation of two or more States to be rid of people across history, economy and culture.

The fiction of a multi-state solution was the South African apartheid controlled problem. Although the white population and especially the Afrikaans-speaking residents originally may have wanted to live in splendid isolation in their own country, without interference from black, brown, yellow or ungodly people, they brought great economic boom of the 60s and 70s to a need for still more labor, as the white in reality could not be without.

A distinction is made here between the fanciful theory of apartheid, segregation, which could never move from theory to practice, and the various references to the theory, which took the form of a notion of diversity. It was intended to justify the many abuses that belief differences between people invited to. The theory of separation can not be used when all stakeholders insist on having access to the entire area, which they believe to be associated with.

The black and colored and Indian people in South Africa did not want to have to settle for the limits and geographical handouts and barren lands in the form of 'homelands' as they would belong according to multiple stateless meaning of fiction about the total separation that had long since changed to a claim diversity. The total separation was possibly the original target of apartheid in South Africa, but no one wanted to practice the target met, and no one was able to implement it, just as is currently the case in Israel-Palestine.

Of course there are major differences between the situation at that time in South Africa and present-day situation in Israel-Palestine, but the similarities are so many that it should be considered whether the South African population's final rejection of the fiction of apartheid in 1994 could be an inspiration to those in power in Israel-Palestine, now that the two-state solution is about to its ultimate defeat.

The close cooperation between Israel and South African Defence Forces in the 70s and 80s were important to the way in which those in power at the time handled the armed conflict with the opponents of the regimes, but it has also been very important to the particular degree of ruthlessness that we looks in the current war in Israel-Palestine.

Israel and South Africa felt increasingly isolated from the international community because of world opinion stamping of the two countries as colonial powers. For Israel was opposed not only by the Palestinians but the entire Arab world.

It recalled the situation in South Africa, and the two countries responded by arming themselves to the teeth. Although Israel officially distanced itself from the theory of apartheid,  threats from the environment inspired to cooperation on nuclear power and drones and other military hardware. The two countries' soldiers moved freely among each other, and a larger number of white South Africans stayed for a long time in Israel, where they contributed to the military and technological developments.

The conflict in South Africa was not religiously inspired to its foundations, but numerically reminded the relative strengths of the 11 different language groups and peoples on the situation in the Middle East in a wider sense. In South Africa discrepancies between the groups had the same key of ethnic, economic and cultural elements that are present in Israel-Palestine today. In South Africa the conflict only ended when Hendrik Verwoerds increasingly clear sighted successors gradually realized that a democratic unitary state solution was the only way, which ultimately would give all parties the prospect of peace and a decent future. How this insight arose, is the topic of Hermann Giliomees informative and immediately captivating book, "The Last African Leaders (The last Boer leaders) from 2012.

The unitary state solution demanded a showdown with the nationalists who used apartheid theory as a tool for nationalistic dominance, which of course was basically a perversion of apartheid. The theory was conceived in worldly ideologues ivory towers, with amazing performances of separate but equal nations in separate countries. Apartheid evolved contrary to a completely different system of guarded labor camps to which the peoples of slave laborers were referred when they are not working for those in power. The U.S. Southern ideal of 'separate but equal' was in practice for 'Separate and Unequal' in South Africa, as it has now also become in Israel-Palestine.

In South Africa, apartheid was introduced as a practice consisting of four points: 1) a ban on sex between whites and non-whites, 2) separate homes, schools and public facilities, 3) separate electoral lists for blacks and Indians in the white areas, and 4) more or less independent dormitories in the form of 'homelands' for blacks when they were not on forced labor for the whites.

The author of the original Apartheid theory was the sociologist and politician Hendrik Verwoerd, who originally were not of South African origin and therefore were not really was a Boer. He was born in Holland by the Dutch missionary parents, and he grew up in South Africa and elsewhere in southern Africa with the convert's unyielding and uncompromising enthusiasm for a theory of apartheid, which was not developed and not needed to be realized, either by himself, his family, the other white or the other peoples of South Africa. When Verwoerd was assassinated in 1966 in circumstances that are still partially unresolved, the attitude even among influential residents was that "the country is not much longer able to keep to Verwoerd" (Schalk Pienaar). By Verwoerds death the nearly 30-year scheme were sown for a unitary state solution, the result we have been able to enjoy for two decades.

The following year Verwoerds death in 1966, I visited for the first time South Africa as a guest of residents, both in the more extreme northeast (then Transvaal) and the more pragmatic southwest (Boland and Kapstad). To my surprise, it was obvious that the two sites had no real desire or opportunity to practice the spirit of the theory of apartheid, however much talk to the contrary. The country's economy had become dependent on non-white workers.

In the two ends of the country families, instead of two versions of the same unitary state solution, practiced a more extreme one in the north and a less obvious in the south, where the so-called Cape nationalists eventually had a strong desire to get rid of Verwoerd, but neither Verwoerds more pragmatic successors or the white population as a whole wanted to give access to any part of South Africa, as in Israel-Palestine today.

In the vast plains of central South Africa, which goes by the name Karoo, there was and is the vast sheep farms and other farms, which was the base for countless families of black farm workers who lived in small cottages around the white owners headquarters. Here fifty families with father, mother and children served a single family of people who would not otherwise have an opportunity for an abundant life if they had to care them selves for their animals and soils. The owners praise apartheid without ever wonder about the paradox of a lifestyle that was based on diversity rather than separation.

The paradox in the state woke the black elite and the group of educated South Africans still called 'colored' that does not have pejorative meaning in South Africa. The black elite and the colored middle class, using all legal and illegal political means, worked against the administrative division of the country and its citizens, while the vast majority of black suffering the daily pursuit of a meaningless apartheid bureaucracy that was the theory leftover, and the effect was only to give the white both in the bag and the sack.

When I came back in 2012 to the rainbow nation, as Desmond Tutu has called South Africa after 1994 the miracle was a fact from Pretoria and Johannesburg over the Knysna to Cape Town and Stellenbosch, despite the many problems that still need to be resolved. It functions as it is also expressed in a postscript by crime writer Deon Meyer, who is the only living Afrikaans-writing author with worldwide distribution.

A major problem that Meyer repeatedly returns to in his books, is the question of identity in a rainbow nation. In many ways, South Africa has a European flavor and a European practice, particularly in the southwestern parts of the country. Embossed and practice comes from the must-dominated apartheid controlled administration; it is not necessarily a mark or a practice that most of South Africa wants to understand and receive, but half of the mixed population in the province of Western Cape speak Afrikaans daily.

In Israel, there is similarly good reasons a European flair, a practice which originated from immigrants from Europe. Not all citizens of an Israeli-Palestinian united state may wish to take this character and this practice. What is the identity of the community after all? What to call the united state? Which language should be spoken? All this gives the reality itself, because people in rainbow nations just do not have choose. In addition to South Africa, there are other successful rainbow nations such as Canada and the U.S., and there would have been many others whose victors after World War I had not been so anxious to break so many successful communities.

It was the black elite in South Africa, which was the main force behind the opposition to apartheid and the peaceful revolution, and it is still the black elite, who have to get used to the responsibility of every citizen in the country. It is also the Israeli and Palestinian elites who must assume responsibility for all citizens of the united state. The responsibility will not be lifted by raising walls and manning checkpoints because those on both sides of the wall are not 'separate but equal'.


On the contrary, it is the aforementioned perversion of a nebulous and meaningless apartheid ideal. Apartheid was an unworkable idea of ​​separation, which in practice was implemented as a misanthropic principle of diversity, which is used to make life miserable for the people who the affluent middle class on one hand still can not do without, and which areas the selfsame affluent middle class still does not want to give up when the toast speeches ended, the sermons are held, and everyday life has arrived.

In South Africa, it was the more pragmatic Cape nationalists, who realized that it did not work in the long run, and they chose to engage with the ANC's Oliver Tambo, Walter Sisulu and Nelson Mandela who, after generations in exile, isolation and imprisonment nevertheless was able to participate in the unique and charismatic balance between the different ethnic communities and political factions.

The fall of the USSR played a role, because they were supporters of the ANC and the South African Communist Party. It also played a role that whites were significantly minorities and especially the Boers didn’t believe to have any place to go if they were to lose a civil war, but it was vital the good will and the ability to influence their followers, which was characteristic of the individual influential players.

Completely the same conditions do not apply in Israel-Palestine, but the dependence on a pointless and humiliating practice which is equally divided in its conception of apartheid as it was in South Africa, is the same. Everyday requirements for workers who are forced to move in a united state, but without having access to the same state’s amenities, are the same as in South Africa before 1994. This begs the question: Where to find the influential players with the willingness and ability to think about ordinary people's living conditions?

History is full of examples of leaders who in some inscrutable way find a peaceful way out of a hitherto unresolved conflict. This was Mikhail Gorbachev in the Soviet Union and FW de Klerk, Nelson Mandela and Desmond Tutu in South Africa, and this is perhaps Mohammad Javad Zarif and Hassan Rouhani in Iran, particularly when good will is impervious to ordinary people's difficulties in everyday life, which are characterized by sanctions and lack of daily necessities.

In Israel-Palestine, we need players who will carry out the democratic united state, if sprouts after all, in a small way can be found in the emerging economic and security cooperation between Israeli and Palestinian authorities, who until recently was about to present itself to places like East Jerusalem and Ramallah.

As members of the Semitic language group Israelis and Palestinians have much more in terms of culture and ethnicity than was the case with the ethnic groups in South Africa, and all three major religions are practiced both in Israel and Palestine, despite vociferous claims to the contrary. May the South African example inspire a new miracle in the Middle East.

mandag den 7. juli 2014

François Flahault: Det grænseløse begærs glidebane

Udkommer i Revue du Mauss, n° 44, 2e semestre 2014

François Flahault

Det grænseløse begærs glidebane [1]

På de følgende sider beskrives grænseløsheden som en dimension ved den menneskelige psyke, et præ-moralsk antropologisk træk. Alle børn opdager, før eller siden, at talrækken er uendelig; dermed erfarer de at deres mentale forestillingsverden er uden grænser, og det giver dem en svimmelhedsoplevelse, lidt lige som Pascals i hans meditationer over de to uendeligheder.[2] I sig selv er vor grænseløse forestillingsverden moralsk set neutral. Den er ikke en fascination af ondskab. Den er et endog et gode i den udstrækning vi drager fordel af denne verden for at udfolde vor fantasi, gå tilbage i fortiden, foregribe fremtiden, udvide vor tænknings rum.
Under visse omstændigheder kan grænseløsheden ikke desto mindre føre til ondskab. De ’triste’ lidenskaber (med Spinozas ord), misundelse, forurettelse, grådighed, magtbegær og herske­trang, ondskabsfuldhed, grusomhed og andre ødelæggende udgaver af begæret efter at gøre sig større end man er, alle kan de tænkes udløst af det mentale rums ubegrænsethed. De nævnte omstændigheder beror i vidt omfang på karakteren af de relationelle forhold, de sociale og kulturelle strukturer som individerne befinder sig under. Det der kan gøre grænseløsheden fatal, skyldes ikke så meget individerne i sig selv, men snarere visse relationelle systemer og måder at fungere på som de er involveret i, men som går over hovedet på dem og hvis virkninger de følgelig ikke har styr på. Det gælder især den måde økonomien fungerer på. Den tidligere medarbejder i en investeringsbank der blev interviewet i Marc Bauders dokumentarfilm, Master of Universe (2013), er et illustrativt eksempel herpå. Denne Rainer Voss er som folk er flest; han er ingen gemen slyngel. Hans arbejde – i finanssektoren – gav ham glæde, fascinerede ham og gjorde at han tjente mange penge; han blev opmuntret af sine overordnede, tilskyndet af kappestriden med sine kolleger og stimuleret af konkurrencen med andre banker. Han siger selv at han levede i sin egen verden, i en boble så at sige; at det ikke stod klart for ham hvilke konsekvenser hans finansaktiviteter havde på andre menneskers liv, og at han slet ikke så at det hele gik alt for langt (”Man forsøger jo hele tiden bare at gå lidt længere”, som han tænksomt siger).
Den geografiske, sociale, kulturelle, racemæssige afstand mellem dem der handler, og dem deres handlinger går ud over, er her en væsentlig faktor. Observationer og erfaringer af enhver art fra socialpsykologien viser at oplevelsen af nærhed fremmer fællesskabsfølelse, mens fjernhed omvendt fremmer følelsen af fremmedhed, ligegyldighed og manglende interesse for den anden. Det er meget lettere for en pilot i et bombefly at undgå at tænke på ofrene han dræber, end det er for soldaten der kæmper ansigt til ansigt. Det samme gælder når vi taler om økonomiske aktiviteter. Tænk for eksempel på de tilfælde hvor de arbejdere der fremstiller en vare, befinder sig meget langt fra såvel investorer som forbrugere. Det er fx situationen i Bangladesh i de fabrikker der arbejder med farvning af læder og tekstiler. Det individ som køber en håndtaske af et kendt mærke som billigt tilbud, har ingen forestilling om de vilkår under hvilke det pågældende stykke læder er blevet behandlet. Vilkår der rent ud sagt er et helvede for de involverede arbejdere som udsættes for de anvendte kemiske produkters giftighed – for slet ikke at tale om deres elendige løn. Ligeledes findes der en hærskare af mellementreprenører mellem de store mærkevareproducenter der placerer deres ordrer i Bangladesh, og fabriksarbejderne. Hele verden hørte om sammenstyrtningen af Rana Plaza i 2013, en bygning i seks etager hvor der arbejdede adskillige tusinde arbejdere. Et tusind, et hundrede og tredive ofre, for ikke at nævne de mange overlevende der blev invaliderede. Visse mærkevareproducenter forstår stadig ikke hvordan deres brandnavne har kunnet finde vej til så uhyggelige steder. Eller også foretrækker de ikke at vide det. Forbrugerne er glade for at købe; deres glæde er uskyldig, de er jo ikke onde. Disse mærkers investorer og ejere er forblændede af de fortjenester de høster – og i øvrigt er det nødvendigt at væbne sig over for konkurrencen. Også de er uden tvivl gode mennesker: de har ingen lyst til at plage sig selv med skyldfølelse; thi det er så nemt ikke at tænke på mennesker man aldrig har set og aldrig kommer til at se.
Magtfulde transnationale foretagender på den ene side, forbrugernes masser på den anden, og klemt inde mellem disse to: de der producerer. Det er historien om sukker hvor millioner af afrikanere blev deporteret i løbet af næsten fire hundrede år og underkastet umenneskeligt slid. Det er også historien om gummi og anvendelsen af tvangsarbejde i belgisk og fransk Congo. Og om bananer (med brugen af giftige insektpesticider). For ikke at nævne fremstillingsvilkårene for de mobiltelefoner og tablets vi forbruger.

*

Jeg vil i første del se nærmere på grænseløsheden som et træk der er er karakteristisk for Homo sapiens. I anden del vil jeg reflektere over hvordan det går til at de relationelle systemer synes at være på vej ned ad det grænseløse begærs glidebane.


1 - Homo sapiens’ psyke indebærer et vist mål af grænseløshed
Idéen om at den menneskelige psykes grænseløshed risikerer at føre til at vi handler på bekostning af andre, har været anerkendt i den europæiske kultur siden Hesiod og de græske tragedier og frem til første halvdel af 1700-tallet.
Enkelte citater fra Aristoteles til Montesquieu:
I sin Politikken minder Aristoteles os om at ”menneskets begær er apeiros (uden grænse, uendeligt) ”. Derfor har han stor mistro til ”chrèmatistikos”, den aktivitet der består i at puge rigdomme i form af penge. Af samme grund mener han at det er nødvendigt at statens økonomi omfatter en kontrol med formuer. For den antikke tanke henviser ordet apeiros til det oprindelige Kaos som Hesiod havde beskrevet i sin Theogoni: for at Kosmos skal kunne frembryde fra Kaos, er det nødvendigt at der foregår en differentierings- og afgrænsningsproces, således at ethvert individ kan have sin plads og sameksistere med de andre. En orden som dikè, indstiftet af Zeus, overvåger (dikè er antonym til hybris). 
I sine Bekendelser (begyndelsen af 5. århundrede e.Kr.) reflekterer Augustin over hvor vanskeligt for ham det er at begribe Guds ulegemlige natur.
”Det der ingen plads optager, forekommer mig at være det rene intet […] Jeg betragter noget som det rene intet hvis det ikke udfolder sig i rummet […] Du, mit livs Liv, betragter jeg som en umådelig substans der fuldt og helt gennemtrænger den samlede verdens uendelige masse, udbredt uendeligt i umådeligheden, således at jorden indeholdes i Dig, himlen indeholdes i Dig, alle ting indeholdes i Dig, og alt dette har sin grænse i Dig, kun Du har ingen.”
 Her ses hvordan det grænseløse for Augustin ikke længere identificeres med det oprindelige Kaos, men med Gud. Forestillingen om hvad det grænseløse er, hjemsøger mennesketanken som på én gang kilde til fascination og angst. At gøre det uendelige til en guddommelig fuldkommenhed indebærer en kulturel bearbejdning der har til formål at uddrive det træk af primitiv ondskab der er forbundet med grænseløshedens angstfyldte tiltrækningskraft.
Descartes skriver i Principia philosophiae: ”Vi ved at denne verden er uden grænser, thi ligegyldigt hvilket sted vi end synes at være, vil vi altid yderligere kunne forestille os at der hinsides dette findes rum af uendelig udbredelse.” Mærkeligt ræsonnement: Descartes konstaterer at vort psykiske rum ikke kender til grænser og udleder heraf at det fysiske rum ligeledes er uendeligt. Pludselig forstår man hvorfor han benægter idéen om at det interplanetare rum kan være tomt: det ville på sin side implicere en tomhed i vort psykiske univers der til forveksling ville ligne intethed.
- Hegel i Enzyklopädie der philosophischen Wissenschaften : ”Den erfaring vi har om en grænse for noget, er allerede bevis på at vi er hinsides denne grænse, et bevis for vor grænseløshed. ”
- Montesquieu i L’esprit des lois: ”Det er en evig erfaring at ethvert menneske der besidder magt, har tendens til at misbruge den; han går så langt han kan, indtil han støder på en grænse. ” Med andre ord: en magt lader sig kun begrænse hvis den tvinges dertil af en anden magt. Fornuften, hvor nødvendig den end er, er ude af stand til at gøre magten fornuftig. Dette ræsonnement introducerer og legitimerer Montesquieus magtdelings-princip som han formulerer efter den citerede sætning. De moderne demokratier står i dyb gæld til dette princip, også selv om de har glemt det begreb om mennesket der er dets begrundelse.
I den anden halvdel af 1700-tallet foregår der en transformation der søger at knæsætte den vestlige individopfattelse som vi stadig hylder: det menneskelige individ anses nu ikke længere at være så afhængig af sit net af muligvis lidenskabelige relationer med andre; det anses snarere i højere grad at være i stand til at eksistere, at tænke, at vælge og udtrykke sig i kraft af sig selv. I denne ny antropologi synes umådeholdets dimension, der var intimt forbundet med følelsernes og begærets rå natur, følgelig at forsvinde. Visse af Oplysningens filosoffer betragter mennesket som egoistisk, andre som altruistisk, men alle er de enige om ikke at udskyde en bedre verdens indtræffen til et liv post mortem. De foregående århundreders prædikanter betragtede mennesket som bytte for voldsomme og destruktive lidenskaber som kun troen og nåden kunne frelse dem fra. Tidens oplyste ånder tror ikke længere på arvesynden, de tror på menneskets fuldkommenhed.
Alligevel fortsætter disse lidenskaber med at give stof til litteraturen og, fra det tyvende århundrede, også til filmen. Vi er således i dag underlagt to modstridende opfattelser af mennesket, en officiøs (i fiktionens verden) og en officiel (via de rådende idéer). Men skønt de to verdener indbyrdes er i modstrid, så forekommer afstanden mellem de to opfattelser af mennesket generelt ikke at være problematisk.
Den moderne vestlige opfattelse af individet kommer klarest til udtryk i de økonomiske videnskaber der begynder at udvikles i denne anden halvdel af 1700-tallet. Man hævder eksistensen af en naturlig lov der virker i de menneskelige samfund og her spontant fører til harmoniens herredømme. Fysiokraterne fx anså sig selv som den sociale verdens Newton‘er. Ligesom enhver stjerne følger sin kurs uafhængig af alle de andre og alligevel i fuld harmoni med dem, takket være Forsynets usynlige hånd, så fører enhver økonomisk aktørs handling, skønt han udelukkende varetager sine egne interesser, til harmoni med de øvrige aktørers tilsvarende handlinger. Egeninteressen anses som en fornuftig lidenskab der erstatter de voldsomme lidenskaber[3]. Denne eufemistiske anskuelse af de økonomiske aktører der stadig er gængs i økonomiens matematiserede diskurs (efter Newton’s forbillede), fungerer som en fornægtelse af et umådehold der alligevel fremgår ganske klart af fakta: det er indlysende at jo flere penge man tjener, jo flere begærer man at tjene – ganske grænseløst. En milliardær sammenligner sig med andre milliardærer, han lever i deres verden, han opfatter derfor sin situation som helt almindelig. De der kun har mindstelønnen eller intet som helst, er lysår fra ham. Han lever på en helt anden planet end de gør. Der er derfor ikke den store risiko for at han kommer til at tænke på sig selv som uretfærdigt favoriseret i forhold til dem.
Den moderne vestlige individopfattelse kommer ligeledes til udtryk i idealiseringen af det romantiske geni. Her fungerer fornægtelsen af hybris på en anden måde end i den økonomiske teori. Romantikken gør bestemt ikke krav på at være fornuftig og naturligt mådeholden, tværtimod. I grænseløsheden ser den blot geniets legitime forhåbninger som den hylder og dyrker. To citater:
- Rousseau Emile: ”Virkelighedens verden har sine grænser, fantasiens verden er uendelig”.
- Balzac, Le lys dans la vallée: ”Smerten er uendelig, glæden er begrænset”. Udsagnet knytter sig til Edmund Burkes teori om det sublime som Kant genoptager og hylder i sin Kritik af dømmekraften: at være vidne til et voldsomt uvejrs knusende kraft eller et vulkanudbrud skræmmer os først, men bestyrker os efterfølgende i den overbevisning at vor sjæl dog er stærkere end disse materielle magter. Her foregriber Kant allerede Kaptajn Nemo og Jules Vernes øvrige prometheiske helte.
Romantikken betragter Prometheus’ selvbevidste udfordring af Zeus som et ideal til efterfølgelse (jf. Goethes digt eller Shelleys Prometheus Unbound). Lige fra Schiller, Shelley, Byron over ”Faut-il brûler Sade” af Simone de Beauvoir, og til Bataille og Foucault, synes de kloge råd som Aischylos gentager i sin Den lænkede Prometheus ikke at være trængt igennem. Det samme gjaldt den febrilske trader og hans tilsvarende hybris.
Det bør imidlertid ikke få os til at glemme hvad der har været romantikkens positive bidrag: mens den menneskelige psykes uendelighed i lange tider har været tænkt ud fra sin religiøse dimension som en egenskab ved sjælen, og endda et bevis på Guds eksistens (som sådan reguleret af kirken), så har romantikken indlagt sig den fortjeneste at demonstrere at denne grænseløshed i videre forstand er forbundet med et begær om at udvide og styrke selvet, gennem drømmerier, spontan fantasiudfoldelse og æstetiske erfaringer.

*

Lad os vende tilbage til nogle iagttagelser der får os til at indse at mennesket i sig bærer på en dimension af grænseløshed – iagttagelser som vi alle kan nikke genkendende til:
1. Små børn. Alle forældre har kunnet konstatere at spædbørn og mindre børn er ude af stand til at styre og berolige sig selv. Forældrene skal regelmæssigt dæmpe dem. Ligeledes er det nødvendigt med rammer så de ikke går ud over grænsen. Man bemærker at når de voksne gør dette med omtanke og tålmodighed, vil barnet – langt fra at lide under de rammer som de voksne pålægger det – føle sig lettet herover. Faktisk er det sådan at barnet skræmmes af sine egne grænseløse handlinger, ligesom dets egen angst giver det en magt over dets forældre som disse ofte har svært ved ikke at give efter for.
Børn er ligeledes fascineret af almagten som de projicerer over på dyr som ulve og dinosaurer. Denne fascination som dækker over et begær efter at eksistere grænseløst, vender sig ofte imod dem selv: natterædsler, mareridt, angst for mørke der opleves som en trussel om tilintetgørelse. Her forventer børnene på de voksnes beskyttelse. Jf. det tilfælde (beskrevet af Freud i Indføring i psykoanalyse og Tre afhandlinger om sexualteo­rien) med barnet der ligger i mørke og beder sin tante om at tale til det: ”Når der er nogen der taler, bliver det lyst”.
2. Hvad angår unge mennesker, kommer grænseløshedens dimension til udtryk – især hos drenge – i det man kalder ’risikoadfærd’. De er bortvist fra barndommens helle af puberteten, konfronteret med nye krav uden helt at vide hvordan man opfylde dem, oversvømmet af forvirrede følelser og seksuelt begær. Derfor søger nogle af disse unge en udvej for deres trængsler gennem voldsomme former for selvbekræftelse: umådeholdent indtag af alkohol eller stoffer, fartovertrædelser, ungdomskriminalitet etc.
3. Ligegyldigt hvilken kultur mennesker tilhører, har de – og det gælder ikke blot børn – stor fornøjelse af at forestille sig kræfter hvis magt overgår deres egen: ånder af enhver slags, guddomme, men også spøgelser, varulve, vampyrer, hekse.
Menneskene søger at beskytte sig mod deres egen grænseløshed gennem troen på Gud. Men det sker uheldigvis ofte at de i deres fascination af deres Guds fuldkommenhed og almagt så at sige beruses heraf, i en sådan grad at deres umådehold ikke lader sig styre, men vokser og retfærdiggøres under Guds autoritets maske. Det er derfor ikke tilfældigt at magtbegæret ofte benytter sig af religionen (eller et andet Gode der præsenteres som absolut).
4. Hos de voksne bemærker man at de der opnår en position som er uden grænser – eller som bilder sig ind at den er uden grænser – snart mister enhver realitetssans. Hvis deres magt er mere begrænset end de forestillede sig, bliver de indhentet af virkeligheden: her er der tale om et veritabelt fald (fx Jean-Marie Messer[4]). I de tilfælde hvor det modsat viser sig at intet begrænser dem, får deres magt katastrofale følger for alle de der er underlagt den (Napoleon, Hitler, Stalin, Mao, Pol Pot etc.).
Man indser ud fra disse eksempler at begæret efter at overskride menneskets kår er en del af menneskets kår. At undslippe grænser (især de som døden pånøder os) hører til blandt menneskets mest banale ønsker.
Men pas nu på: på trods af alt hvad jeg har udfoldet i denne første del, bør man ikke glemme at menneskets hang til hybris har sin modvægt i et ikke mindre magtfuldt begær: begæret efter at indtage sin plads blandt andre, altså dyrke de gensidigt velgørende relationer som venlighed, godhed og generøsitet (den side af mennesket hvis vigtighed og værdi Jacques Lecomte med rette understreger)[5].
Med andre ord kan man sige at vort eksistensbegær udsætter os for et dilemma:
- På den ene side kan vi ikke undgå at drømme, at have fantasier: vi fristes af begæret efter at leve excessivt. Altså mere end de andre. Altså på deres bekostning.
- På den anden side betyder det at eksistere netop at eksistere i andres bevidsthed, at eksistere i det rum som det faktum at vi hører hjemme blandt dem, åbner for os. Altså ved at acceptere at gøre plads for dem. Altså på vor egen plads (som uundgåeligt er begrænset). Altså at give afkald på at eksistere excessivt.
Kan man både blæse og have mel i munden? Selvfølge ikke for alvor. Der er imidlertid visse måder at være på som man kunne betegne som ’god hybris’. Faktisk er der rigtig mange mennesker der engagerer sig i konstruktive forehavender der er ubegrænsede i den forstand at de, ligegyldigt hvilket resultat de når, ser bestandigt nye interessevækkende muligheder for at fortsætte. Dette ses i udøvelsen af et håndværk, i hobbyarbejde, havedyrkning, men ligeledes i sport, musik, videnskabelig forskning og politisk eller andet engagement. Man har det godt med det, og direkte eller indirekte hjælper man også andre, man giver dem noget.
En anden måde at tæmme grænseløsheden på som vi finder i alle kulturer, er via fiktive fortællinger. Læsere og biografgængere nyder de mange forskellige former for overskridelse og umådehold. Men vel at mærke pr stedfortræder: man er tilfreds med at ’lade som om’ (som i leg: det er jo ikke virkeligt). Derfor er denne fornuftige brug af umådehold generelt harmløs. Og ydermere så bidrager romaner og film til det sociale liv og gør samtaler sjovere. Men det bør ikke få os til at glemme at det at styre umådeholdet gennem fiktion ikke er uden problemer. Ved at tilbyde en overflod af voldsscener bevæger filmindustrien sig ind i et farligt spil.
Et eksempel på denne tvetydighed: I Terminator 1 spiller Arnold Schwarzenegger rollen som cyborg, en ondt og udødeligt supervæsen. I Terminator 2 er han den samme cyborg; men denne gang er han i det godes tjeneste. At nyde almagt og endda beruse sig i alles beundring (som også James Bond gør det, for ikke at nævne Westernfilmenes hævnere), det er i den grad attraktivt. Iscenesættelsen af ondskaben risikerer imidlertid at den ikke længere at opleves som leg og spil, men som et ideal (som det blev tilfældet med filmen Scarface i mafia-miljøer).
Der eksisterer ligeledes en slags – rent ud sagt dårligt – kompromis mellem de to sider af begæret som er nævnt ovenfor. Og ulykkeligvis er vi alle udsat for det. Det gør det muligt at blæse med mel i munden. Det består i en arbejdsdeling mellem bevidst og ubevidst begær: bevidst vil jeg gerne være venlig, selskabelig, moralsk, jeg vil gerne værdsættes af de andre. Men uden at gøre mig det klart hævder jeg mig på andres bekostning. Selv om jeg tilsyneladende giver, tager jeg i stedet. Jeg fryder mig ved den betydning det giver mig, ved den indflydelse jeg får. Der er tale om et adfærdsmønster som allerede moralfilosofferne i 1600-tallet beskrev og analyserede. Og før dem Paulus: jeg gør ikke det gode jeg vil gøre, og jeg gør det onde som jeg ikke vil gøre.

2 – Hvordan kan selv relationelle systemer være på vej ned ad det grænseløse begærs glidebane?
For at svare på det spørgsmål, må man tage udgangspunkt i at Homo sapiens er en biokulturel hybrid. Det betyder at i modsætning til dyrene er kun en del af vore begærsmuligheder biologisk prædefinerede. Anderledes sagt, tilfredsstillelsen af vore biologiske behov modsvarer kun en mindre og utilstrækkelig del af vort eksistensbegær. Det er derfor op til kulturen at skabe, foreslå og pånøde os begærsobjekter og måder at være på (i udtrykkets bogstavelige betydning) som vi kan investere vort begær i (husk på at i modsætning til abesamfund, består de menneskelige samfund udelukkende af kultur). Disse måder at være på og disse objekter trænger sig så meget desto mere på som de er almindeligt udbredte. Hvorfor? Fordi når det drejer sig om at eksistere, begærer vi at eksistere i de andres bevidsthed (at blive anerkendt), de socialt delte og almindeligt udbredte kriterier for anerkendelse og værdi forekommer os at være objektivt ønskværdige, en kilde til mer-væren. Guld er et metal som i sig selv ikke har mere værdi end jern og kobber. Men det har værdi i den udstrækning det – og det er næsten universelt – betragtes som havende værdi. Den helt tilfældige og forgængelige karakter af en ting eller en bestemt måde at være på har vi slet ikke øje for, så længe den eftertragtes af de fleste. Jo mere visse måder at være på spredes og deles af et flertal, desto mere forekommer de at være ikke blot ønskværdige, men forskriftsmæssige og anbefalelsesværdige. Også selv om de, i virkeligheden, blot er symptomer på umådehold.
Hertil skal tilføjes det faktum at den mimetiske rivalisering og det tilsvarende overbud som eksistensbegærene er fanget i, udgør en multiplicerende faktor i umådeholdet. Alle lader sig rive med i en sådan grad at ingen er bevidst om at være revet med.
Nogle eksempler:
- Den virile krigerkult der er udbredt i mange kulturer. Betragt for eksempel fotografierne taget lige før katastrofen 1914 – 1918: generaler i kulørte uniformer og med strålende, fjerbeklædte hovedbeklædninger, samlet omkring monarkerne fra det gamle Europa, alle er de sikre på sig selv.
- Den skik i den akademiske verden at anvende et abstrakt sprog, grænsende til det obskure. En slags sproglig hverdagslivets psykopatologi, allerede latterliggjort i 1600-tallet af Descartes og senere Malebranche. Uden resultat, selvfølgelig, for den nydelse der ligger i at beherske og lytte til en svævende diskurs, en diskurs som synes at udfolde sig ganske suverænt, uden ydmygt at skulle befamle en genstridig virkelighed, denne nydelse hører hjemme i enhver tidsalder.  
- Det nuværende økonomiske system hvor en af grundpillerne er ligningen: eksistere er lig med at konsumere. Altså, jo mere jeg konsumerer, jo mere lever jeg. Denne ligning har to ødelæggende virkninger. På den ene side medfører den, som man ved, blindhed over for de eksterne virkninger af dette forbrugerræs (ophobningen af affald, forureningen, udtømningen af ressourcerne etc.). På den anden side leder den til en kultur omkring eksistensfølelsen der snarere ligner en hovedkulds forlæns flugt der skal maskere en tomhed, end en tålmodig udvikling af en egentligt personlig konsistens.
- Finansverdenen. Også her gælder det at når alle rives med samtidigt (som det er tilfældet under udviklingen af en økonomisk boble), har ingen nogen fornemmelse af at lade sig rive med (bortset fra en og anden Cassandra). Der er ingenting man vænner sig lettere til – sådan forekommer det – end at indkassere stadig større astronomiske summer. De finansielle aktørers adfærd er flere gange blevet sammenlignet med en fåreflok der blindt følger efter hinanden. Jean-Marie Albertini har udformet en mere præcis lignelse som jeg har ladet mig inspirere af.[6] De finansielle aktører er at ligne med skøjteløbere der holder sig inde ved bredden af en tilfrosset sø. Nogle få vover sig ud på midten af søen. Andre der ser det, konstaterer at isen holder og at prestige-raten for disse modige skøjteløbere er steget betragteligt. Det forekommer dem derfor både ønskeligt og rationelt at følge efter. Og når isen også nu holder, konkluderer endnu flere skøjteløbere at der ingen risiko er, og det ville være dumt at give slip på denne mulighed for at forøge deres egen prestige. Når de fleste nu befinder sig midt på søen og ser sig omgivet af alle de andre, føler hver især sig helt og fuldt sikker. De glemmer altså at den vægt som isen hermed belastes med er blevet forøget så meget at risikoen for at den brister også er maksimal. Med andre ord mister de blikket for den voksende afstand mellem de værdier de tror at besidde og så økonomiens fundament. I mellemtiden spekulerer andre i de fordele de kan drage af de skråsikre skøjteløberes undergang, de udsøger sig de steder hvor isen er tyndest (i Grækenland fx, eller i Spanien) og går diskret i gang med at få den til at briste.


En faktor der gør det vanskeligere for de økonomiske aktører at modstå den mimetiske adfærds fristelse, er at der også findes rationelle grunde til at give efter for den. Faktisk er det sådan, som økonomen André Orléan har påvist, at jo flere af markedets aktører der tror på et produkt X, jo mere stiger X effektivt i værdi[7]. Til forskel for de varer man køber til brugsformål, købes finansielle produkter for at kunne videresælges med afkast. Hvor en prisforhøjelse for en forbrugsvare kan afskrække potentielle købere, kan en prisøgning på et finansielt produkt derfor tolkes som bevis på at der er voksende efterspørgsel og at dets værdi fortsat vil stige. Dets værdsættelse udgør derfor en god grund til at købe det. Imidlertid, under denne proces vokser afstanden nødvendigvis mellem produktets tilskrevne værdi og de økonomiske kendsgerninger, også selv om ingen har lyst til at lade sig mærke dermed: beruset af succes, beroliget af eksperterne udsagn, opmuntret af alle de der er engageret i processen, lader enhver sig rive med af de andre. Lige indtil der opstår usikkerhed og aktørerne forøger at få solgt det finansielle produkt der lige før fremstod så lovende. Jo mere deres antal vokser, jo mere falder produktets værdi: isen brister under skøjteløbernes vægt.


*


SUMMARY
THE SLOPE OF LIMITLESS DESIRE
This paper starts form two statements. 1. our mental space of representation is limitless, which allows imagination, thought and conscience to spread. 2. however, this unboundedness can drive us in the wrong way since we are embedded in a social net of relations in which greed, unlimited desires, excessive consumption and profit are no more labelled as such, but considered normal and rational behaviour. When everybody drifts, nobody is conscious of drifting.


Oversat af Erik Jerlung




[1] [Originalttitel : « La pente de l’illimitation ». Oversat af Erik Jerlung. Noter i skarpe parenteser er oversætterens.]
[2] [“For hvad er altså mennesket i naturen? Det er intet i forhold til det uendeligt store, det er alt i forhold til det uendeligt små, et midtpunkt mellem intet og alt”, “Mennesket er et siv, det svageste i naturen, men han er et siv der tænker…”. Blaise Pascal: Tanker. Ovs. v. Knud Ferlov, Gyld.1974.]
[3] Jeg henviser her til Albert Hirschmann, La passions et les intérêts. Justifications politiques du capitalisme avant son apogée, PUF, 1980.
[4] [Jean-Marie Messier (1956 - ) også kaldt "J2M", efter hans initialer, eller J6M (Jean-Marie Messier Moi-Meme-Maitre-du-Monde) som kan oversættes: Jean-Marie Messier: Mig-Selv, Verdens Herre. Hans ledelse af mediekoncernen Vivendo udløste i 2002 et tab på 13,6 milliarder Euro. Han blev fyret. (Kilde: Wikipedia).]
[5] Jacques Lecomte, La Bonté humaine. Altruisme, empathie, générosité, Odile Jacob, 2013.

[6] Jean-Marie Albertini, Les nouveaux rouages de l’économie, Les éditions de l’Ate­lier, 2008.

[7] André Orléan, Le pouvoir de la finance, Odile Jacob, 1999, et De l’euphorie à la panique : penser la crise financière, éditions rue d’Ulm, 2009.