Erik Jerlung: Intro til Flahault

De første mennesker har aldrig eksisteret

En introduktion til den franske filosof og socialantropolog François
Flahault og hans tese om samfundstilstanden som menneskets
naturtilstand.
 

Af Erik Jerlung

”De første mennesker har aldrig eksisteret”, lyder den absurd fascinerende titel på et kapitel i den franske filosof og socialantropolog, François Flahaults hovedværk: Le sentiment d’exister. Ce soi qui ne va pas de soi. (Følelsen af at være til. Det selv der ikke er en selv­følge).[1] Indledningen genkalder karakteristiske scener fra filmen, Kampen om ilden: [2]

To mennesker – hvis man da kan kalde dem for mennesker – vandrer i et hedelandskab, nøgne og forpjuskede, blottet for alt. De strejfer om i deres jagt på ilden. De gennemkrydser iskolde, halvvejs oversvømmede, halvvejs sneklædte vidder – uden landemærker eller veje vader de rundt i mudderet. […] Personerne i Kampen om ilden lever på en planet hvor endnu ingen veje er blevet banet. Intetsteds findes der en bebyggelse, intetsteds et ildsted. De er de første mennesker. (p. 335)

Den stærkt virkende film sætter billeder på en lang vestlig tradition for at forestille sig hvordan de første mennesker – før de menneskelige samfund – må have levet: ensomme eller i små grupper, bestandigt på jagt efter føde og ly, selv jagede og truet af udslettelse. – Flahaults overraskende pointe er at disse ’første mennesker’ aldrig har eksisteret. Der har ganske enkelt aldrig været mennesker ’før samfundet’. Der er tale om en myte der går tilbage til Oplysning og Romantik, og som dækker over en fundamental miskendelse – en symptomal, uundgåelig fejltagelse – i vestlig tænkning:

[…] disse drømmerier savner enhver form for sandsynlighed. Jeg ved udmærket at der aldrig har været nogen første mennesker, af den simple grund at overgangen fra dyreverden til menneskeverden er foregået i løbet hundrede af tusinder af år uden pludselige brud (ilden var allerede tæmmet for en million år siden da vores forfædre begyndte at begrave deres døde under ceremonielle forhold[3]). (p. 339)

Flahault trækker her på de seneste årtiers landvindinger inden for primatologien der ejendommeligt nok ikke har vakt den store interesse, skønt de radikalt rokker ved forudsætningerne for vor viden om mennesker og samfund: Allerede et par millioner år før mennesket har vore slægtninge blandt primaterne, aberne, levet i samfund, dannet grupper hvor medlemmerne genkender hinanden, har udviklet gensidig afhængighed og hengivenhed inden for et socialt net af meget subtile vekselvirkninger. Dette er fundamentet for udvikling af yderligere relationsskabende adfærd med brug af ”stemme, kropssprog, gestik, mimik og mere eller mindre komplekse koder, afgrænsning af boplads og territorium, teknikker og pynt etc.” (ibid.) i en langsom glidende overgang mellem aber og mennesker:

Det spæde barns hengivenhed for den voksne der tager sig af det, ligger i forlængelse af den hengivenhed der forbinder den lille abeunge med sin mor, uanset der for mennesket er tilføjet nye dimensioner til former for hengivenhed der går millioner af år tilbage. (p. 340)

Overordnet arbejder Flahault inden for det moderne paradigmeskift der siden Marx, Freud, Saussure, via ’Den sproglige Vending’ med strukturalisme og diverse poststrukturalismer har insisteret på den Anden og det sociales primat når det gælder om at begribe menneske og samfund. I den forstand er der intet nyt at hente i hans tænkning. Hans originalitet består derimod i den stædige, nærmest monomane insisteren på det faktum at samfundet går forud for mennesket, eller som han siger det med en efterhånden berømt formulering: ”Samfundstilstanden er ganske enkelt menneskenes naturlige tilstand.”[4]

Konsekvenserne af denne indsigt er omfattende: Den menneskelige kultur, sproget, den symbolske orden, familien, de differentierede menneskelige samfund etc. er således opstået indenfor rammerne af en allerede eksisterende samfundsmæssighed med sociale bånd, en social orden, gensidig hensynstagen, et forhold mellem generationerne (jf. den forlængede, tætte yngelpleje hos primaterne).

Den traditionelle opfattelse har været at mennesket går forud for samfundet. I samfundstænkningen spejles dette fx i de naturretslige kontraktteorier: Allerede fuldt udviklede, sprogligt begavede mennesker i naturtilstanden beslutter sig for at indgå i samfund. Den seneste udgave af denne vestlige automat-refleks kan studeres hos Rawls. Samfundet ses som en kontraktlig anordning: en praktisk foranstaltning for menneskelig interaktion, ganske som sproget, som kontrakten forudsætter, betragtes som et simpelt kommunikationsmiddel. Men allerede hos aberne overstiger antallet og kompleksiteten af relationsskabende aktiviteter, og tiden der bruges derpå, langt den konkrete praktiske nytteværdi set fra et evolutionssynspunkt. Og forestillingen om samfundet som et middel for individerne til at opnå praktiske fordele, miskender ifølge Flahault det faktum, at det at leve i samfund, ud over at være menneskets eksistensbetingelse – altså et præ-ontisk fundament for vor væren – også er et mål i sig selv som hele vor grundlæggende fornemmelse af at være i verden, den ”oh, så sårbare” eksistensfølelse, er bundet op på.

Hvordan distinkt menneskelige egenskaber er opstået i dette helt anderledes perspektiv, kan kun være et gæt: I en oversigtsartikel over forskellene mellem dyr og mennesker, hævder etologen Jean-Pierre Vidal[5] at det adfærdsmæssigt afgørende er menneskets evne til at indgå i triadiske relationer, i kontrast til dyrenes udelukkende dyadiske. Hos mennesker kan en anden anden optræde som tredje part. Fx når man følger den andens blikretning og dermed sætter sig i den andens sted i en gensidig symbolsk henvisning til noget tredje – eller når den fraværende far, så at sige, kommer ud af morens mund. Flahaults læremester Claude Lévi-Strauss har allerede i sin teori om incest-forbuddet[6] antydet et muligt scenario for opkomsten af triadiske relationer: Det universelle, men meningsløst overflødige incestforbud indstifter for det første familien; for det andet den symbolske skelnen mellem dens medlemmer, altså sproget; for det tredje udvekslingen mellem familierne af de forbudsramte individer, altså en generel model for bytte og udveksling. Lévi-Strauss antog at dette kun kunne være indtruffet ”d’un coup”, på én gang. Med Flahaults korrektiv må ’på én gang’ nu forstås i betydningen ’samtidig’, altså sideløbende processer over tusinder af år i et socialitetens urhav hvor der langsomt opstår samværsformer med begyndende symbolske strukturer[7] der muliggør bevidsthed, eksistensfølelse og selvoplevelse, og som peger i retning af specifikke, forskelligartede menneskelige samfund.

I modsætning til Flahaults tilsyneladende absurde sætning, ”De første mennesker har aldrig eksisteret,” synes Margaret Thatcher’s lige så generelle udsagn: ”Der findes ikke samfund, kun mænd og kvinder” – lånt fra Ayn Rand[8] – at give ganske god mening. Om individer op- eller nedfinder samfund, er ikke væsentligt, kun de selv er væsentlige. – Men sætningen er vel at mærke kun meningsfuld for vesterlændinge. I andre kulturer ville den være absurd. Antropologen Margaret Mead illustrerer denne ikke-vestlige målløshed over for tanken om samfundets ikke-eksistens da hun beder en Arapesh-informant forestille sig en verden uden incest-forbud. Efter lang tids tøven prøver han at formulere hvad han skal sige til en imaginær ven der vil begå blodskam:

”Hvad er det du siger! Du vil gifte dig med din sø­ster? Jamen hvad går der dog af dig? Vil du da ikke have nogen svigerbroder? Kan du ikke forstå at hvis du gifter dig med en anden mands søster og en anden mand gifter sig med din søster, så får du mindst to svigerbrødre, men hvis du gifter dig med din egen søster, får du slet ingen? Hvem vil du så gå på jagt med? Hvem vil du dyrke jorden med? Hvem kan du besøge?”[9]

Her er tanken om det sociales sammenbrud uden videre også et sammenbrud af identitet og eksistens: ”Hvem kan du besøge?”…

I en række bøger med udgangspunkt i Le sentiment d’exister (2003) foretager Flahault en grundig idé- og filosofihistorisk udredning af opkomsten af den mærkværdige vestlige idé om det selvberoende individ, der ikke synes at skylde nogen noget, og som mener selv at være kilde til sin egen oprindelse og opretholdelse.

I økonomien har denne miskendelse af menneskets grundlæggende samfundsmæssighed ført til konstruktionen af en særegen myte, inkarneret af romanfiguren Robinson Crusoe: Helt alene på sin ø, uden samkvem med andre mennesker, opbygger han sit liv i et målrettet og rationelt forhold til den materielle omverden. Rousseau så ham som model­len for det autentiske menneske der eksisterede i kraft af sig selv uden behov for andres opmærksomhed. For økonomerne bliver han tilsvarende prototypen på ’homo economicus’, og samfundsøkonomien kan derfor ideelt beskrives som et X antal Robinson’er der frivilligt og målrationelt kalkulerer gevinst og tab i bytteakten hvis gensidighed kun er nyttebetonet, aldrig eksistentiel. Dvs. at den menneskelige samfundsmæssighed er sat i parentes som en forstyrrende faktor for den klassiske økonomiske videnskab. Men fiktionsfiguren Robinson, diskursivt indfældet i millioner af menneskers kollektive fantasi, har intet at gøre med den sociale og økonomiske virkelighed som han tænkes at inkarnere, hævder Flahault. Han er snarere et udtryk for modernitetens ønsketænkning:

Overbevisningen om at individet først eksisterer i kraft af sig selv i sit forhold til tingene, er faktisk en del af den trosbekendelse som bærer den store vestlige bevægelse for individets frigørelse, troen på fornuften og fremskridtet. Bare det at slippe for den gensidige afhæn­gighed, kilden til så mange besværligheder, ydmygelser og lidelser! Kan det tænkes at menneskene, overvældet af alt det ’der bare ikke fungerer’, overgiver sig til et harmonisk drømmebillede eller i det mindste håbet om ikke længere at skulle slås med hinanden? [10]

Ubehaget over menneskets samfundsmæssighed genkendes fra den dominerende metafysiske tradition fra Platon over Descartes til Rousseau der hævder det indres, det åndeliges primat over materialitet og krop. I nyere iscenesættelser af denne tankefigur fremhæver Flahault især brugen af Prometheus-skikkelsen. I antikken afbalanceredes Prometheus’ heroiske selvhævdelse og umådehold af Zeus’ straf. Men fra og med Renæssancen betones Prometheus som Unbound (som i Milton’s digt), et billede på det ny frigjorte menneske.

En særlig læsning af skabelsesordene gør dette muligt: når vi er skabt i Guds billede, har vi tillige fået Hans indre egenskaber, altså evnen til at skabe – også os selv! Og i og med at Gud i stigende grad gøres arbejdsløs, bliver netop Prometheus inkarnationen af denne selvopfattelse. Flahaults pointe er at Oplysningsprojektets hensigt, at erstatte religiøse fortolkninger med verdslige og rationelle, aldrig lykkedes. Nissen flyttede med, så at sige: forestillingen om et absolut, ubegrænset væsen, blev nu en umistelig del af det europæiske individs selvforståelse – hvilket bestemt ikke gør den mindre religiøs. Til gengæld gør den aura af hellighed der omgiver den, os blinde over for de faktiske kendsgerninger der i praksis afkræfter det vestlige menneskes imaginære selvovervurdering, altså alle de utallige former for afhængighed af andre, også på tværs af generationer, der er en del af menneskets kår. Og den blindhed går langt ind i videnskab og filosofi. Selv Marx og Bourdieu rammes af Flahaults moderne religions-kritik[11], hans ”cure de désidealisation”, af-idealiseringskur.

På den anden side har han et vågent øje for alt hvad der tænker imod denne prometheiske hegemoni. Ligesom Freud fremhævede subjektets drømme og fejlhandlinger som klogere end det rationelle jeg, peger Flahault på folkelig kultur, især folkeeventyr, som korrektiver til de filosofiske teorier, fanget i den nævnte mis­kendelse. I eventyrene er der respekt for begge sider af menneskets kår, både den grænseløse selvhævdelse og dens forudsætning, selvets dybe afhængighed af de andre. Og her anvises ikke-idealiserede, men fremkommelige forslag til hvordan denne menneskelige splittelse trods alt lader sig leve.[12]

De menneskelige samfunds evige opgave er at sørge for at der er noget, snarere end ingenting, ifølge Flahault. Denne nøgterne, resignerede optimisme får politologen Jeffrey Minson, forfatter af den første længere amerikanske introduktion til Flahaults tænkning,[13] til at fremhæve åndsslægtskabet med juristen og naturretstænkeren Samuel Pufendorf (1632-94), hvis jordnære ’borgerdyds’-opfattelse (’Civil Prudence’) af samfundet igen har fanget politologernes interesse. Det giver mening i danske øren. For under læsningen af Flahault undres man over noget Holberg-agtigt bekendt i hans ræsonneren. – Netop Pufendorf var Holbergs læremester og livslange inspirationskilde.

Flahault gør op med Prometheus-idealet i bogen, Prometheus i tusmørke, med undertitlen: Bidrag til historien om menneskets umådehold. [14] Heri er et langt kapitel, ”Prometheus i ultraliberal udgave”, tilegnet den amerikanske forfatter Ayn Rand som i romaner og artikler hylder umådeholdet og den hensynsløse egoisme som menneskets største dyd. Thi herfra kommer al vækst.[15] Rand betragter borgerdyd, fællesskab og solidaritet som suspekte begreber, og denne prometheisk-politiske opfattelse har siden hendes død i 1982 oplevet voksende indflydelse i USA, senest med Tea Party-bevægelsen og Rand-disciplen Paul Ryan’s udpegning til Romney’s vicepræsident-kandidat.

Indtil for få år siden var Rand’s forfatterskab herhjemme, som i Frankrig, ganske ubemærket. Hendes to store romaner Fountainhead fra 1943 og Atlas Shrugged fra 1957 udkom i dansk oversættelse i 1958-59, men uden større opmærksomhed. Først med Saxo-bankdirektørerne, Lars Seier Christensen og Kim Fournais’, genudgivelse og gratis masseuddeling til meningsdannere, skoler etc. af Og verden skælvede i 2003, er Rand for alvor blevet et navn i den politiske debat. Ultra-liberalistisk udsagn, som tidligere var sjældne, ja uhørte, optræder nu som selvfølgeligheder på fx sociale medier især blandt tilhængere af partierne Venstre og Liberal Alliance, tit ledsaget af ærbødige citater fra gudinden selv.[16] Saxo-direktøren og medstifteren af Liberal Alliance, Seier Christensen, der fik sin politiske vækkelse gennem Atlas Shrugged – som han rituelt genlæser årligt – mener således gravalvorligt at den 1200 siders lange roman om et samfundssammenbrud er en beskrivelse af den faktiske virkelighed, i den grad at dens paginering kan bruges som målestok for af-viklingen:

Da vi først udgav bogen i 2003, plejede jeg at sige, at vi var nået til side 3-400 i det danske samfund. Nu er vi nået til side 7-800. Lad os prøve at undgå at nå frem til The End[17].

Men denne begejstring for Rand er ikke uproblematisk for bankdirektøren og det parti han er medstifter af. I USA er Rand’s erklærede ateisme et problem, men ikke hendes ultraliberale position. De fleste amerikanere regner hende end ikke for højreorienteret. I Danmark er det lige omvendt. Hendes ateisme er her en fordel, men den rabiate liberalisme – som tilhængerne hylder hende for – klinger ikke godt i den hjemlige politiske debat, ikke endnu i hvert fald. Enhver journalist-elev kan på Nettet finde hundredvis af one-linere fra Rand som: ”The difference between a Wellfare State & a Totalitarian State is a matter of time”. Den slags gør det simpelthen for nemt for politiske modstandere. – Partiet, Liberal Alliance, risikerer hermed samme skæbne som Dansk Folkeparti, nemlig ikke at blive taget alvorligt. Derfor er ledelsens strategi åbenbart at lægge distance til indflydelsen fra Rand. Når partiformanden, Anders Samuelsen, bliver spurgt om Ayn Rand, svarer han at ham har han vist hørt om. Uvidenhed eller slør? Og Seier Christensen er ikke længere formand for partiets ¨Visionsgruppe”, er i øvrigt flyttet til Schweiz og har ingen formel tilknytning til partiet, men deltager af og til i interne diskussioner.[18] Rand-dyrkelsen fremstår derved som Seier Christensens private projekt og hobby. Møder og foredrag om Rand står han og Saxo Bank som arrangør af, ikke partiet, selvom medlemmer da er velkomne.

Denne Danish Connection skal imidlertid ses i et bredere perspektiv: For François Flahault repræsenterer Ayn Rand’s tænkning i dag videnskabeligt set nærmest den totale uvidenhed om mennesker og samfund. Derfor er dens succes lige så lærerig som den er skræmmende. Det store antal prominente tilhængere verden over siger noget om styrken af det begær som forestillingen om det selvberoende menneske foregøgler at kunne opfylde. Kun religioner kan slippe af sted med et sådant bedrag. I dette lys er Rand's ateisme dybt logisk: det guddommelige selv har ikke brug for konkurrenter.

---

[1] Descartes & Cie., Paris 2002.

[2] Jean-Jacques Annaud: La guerre du feu/ Quest for Fire, 1981

[3] Jf. især Claudine Cohen, L’Homme des origines, savoirs et fictions en préhistoire, Seuil, 1999

[4] François Flahault: Le paradoxe de Robinson, Mille et une nuits 2005, s. 64. Her citeret efter Robinson-paradokset, upubliceret oversættelse ved Erik Jerlung.

[5] ”Nature et culture de la pudeur et de la parure”, Communications, 46, 1987. pp. 7-29

[6] Structures élémentaires de la parenté, Paris 1949, Chapitre II.

[7] Ifølge Vidal er der fx hos chimpanser såvel i naturen som i dyreforsøg tilløb til triadiske relationer. Men de forbliver sporadiske og har ingen konsekvenser for individets efterfølgende adfærd. Kun hos mennesker synes disse podninger at have slået an.

[8] Rand’s oprindelige formulering lyder: ”Samfundet eksisterer ikke som helhed og er ikke andet end et vist antal individuelle mennesker”.  (se note 34 i Flahault-teksten)

[9] M. Mead: Sex and Temperament in three Pri­mitive Societies, N.Y. 1935. p. 84, citeret af Lévi-Strauss.

[10] Le paradoxe de Robinson, 2005, pp. 23-24

[11] Jf. Le sentiment d’exister, ”Marx, spritualiste sans le savoir”, pp. 181-209 og Adam et Éve. La condition humaine, 2007, ”Bourdieu janseniste”, pp. 247-259

[12] Fx sammenstilles den prometheiske selvfølelse i Andersens ”Den lille havfrue” der kræver alt eller intet, at blive elsket eller tilintetgjort – og derfor må dø – med parallel-folkeeventyr som ”Skønheden og udyret”, hvor ’udyret’ blot beder om at blive tålt – og derfor ender med at blive elsket og frelst..., ”Be yourself”. Au delá de la conception occidentale de l’individu, Mille et une nuits 2006, pp. 140-150

[13] ”The Sense of Existing and its Political Implications”, in: Anna Yeatman, Magdalena Zolkos red., State, Security and Subject Formation, New York, Continuum, 2009

[14] Le crépuscule de Prométhée. Contribution à une histoire de la démesure humaine, Mille et une nuits 2008. Tusmørke-metaforen peger også på Götterdämmerung, Ragnarok.

[15] Flahault bemærker i bogens forord hvordan ”vækst” i de senere årtier har erstattet ”fremskridt” med dets uheldige associationer til også menneskelige og sociale forbedringer. Jf. neologismen, ”at vækste”, på dansk.

[16] En nyttig linksamling om Rand og Saxo Bank findes på Modkrafts tidslinje, 4. november 2008: http://spip.modkraft.dk/spip.php?page=tc-artikel&id_article=7047/#20081104

[17] ”Lad os undgå The End”, kronik i Børsen, 14. jan. 2013

[18] Jeg takker Søren Kenner, en af partiets øvrige medstiftere, for disse præciseringer.

Piketty's manifest

Den Europæiske Union oplever en eksistentiel krise , som de europæiske valg vil snart brutalt minde os . Dette indebærer først og fremmest landene i euroområdet , der er nedsunket i et klima af mistillid og en gældskrise , der er meget langt fra slut : arbejdsløshed varer ved, og deflation truer . Intet kunne være længere fra sandheden end at forestille sig , at det værste er bag os.Det er derfor, vi hilser med stor interesse de forslag, der i slutningen af 2013 med vores tyske venner fra Glienicke gruppe til styrkelse af den politiske og finanspolitisk union af eurolandene . Alene, vil vore to lande snart ikke vejer meget i verdensøkonomien. Hvis vi ikke forene sig i tid til at bringe vores samfundsmodel i globaliseringen, så fristelsen til at trække sig tilbage ind i vores nationale grænser i sidste ende vil sejre, og give anledning til spændinger , der vil gøre de vanskeligheder, union blegner i sammenligning . På nogle måder , den europæiske debat er langt mere avanceret i Tyskland end i Frankrig. Som økonomer, politologer , journalister og frem for alt , borgere i Frankrig og Europa , vi accepterer ikke resignation , der lammer vores land. Gennem dette manifest , vil vi gerne bidrage til debatten om den demokratiske udvikling i Europa og tage forslagene i Glienicke koncernen yderligere.Det er på tide at erkende, at Europas eksisterende institutioner er dysfunktionel og har brug for at blive genopbygget . Det centrale spørgsmål er simpelt : demokrati og de ​​offentlige myndigheder skal være aktiveret for at genvinde kontrollen over og effektivt regulere det 21. århundredes globaliserede finansielle kapitalisme. En fælles valuta med 18 forskellige offentlige gæld , som markederne frit kan spekulere , og 18 skatte-og socialsikringssystemerne i uhæmmet rivalisering med hinanden, ikke fungerer, og vil aldrig arbejde . Eurozone -landene har valgt at dele deres monetære suverænitet , og dermed til at opgive våben ensidig devaluering , men uden at udvikle nye fælles økonomiske, skattemæssige og budgetmæssige instrumenter . Dette ingenmandsland er den værste af alle verdener.Pointen er ikke at samle alle vores skatter og offentlige udgifter. Alt for ofte dagens Europa har vist sig at være dumt påtrængende om sekundære spørgsmål (såsom momsen på frisører og rideklubberne ) og patetisk impotent om vigtige (såsom skattely og finansforordningen). Vi skal vende rækkefølgen af ​​prioriteter med mindre Europa om spørgsmål, som medlemslandene gøre meget godt på egen hånd, og mere Europa, når union er afgørende.Konkret vores første forslag er , at landene i euroområdet , begyndende med Frankrig og Tyskland , deler deres skat selskabsskat ( CIT) . Alene, er hvert land holdt for nar af de multinationale selskaber i hvert land , som spiller på hullerne i og forskellene mellem de nationale lovgivninger for at undgå at betale skat overalt. National suverænitet er således blevet en myte . For at bekæmpe denne " skat optimering" , har brug for en suveræn europæisk myndighed skal have beføjelse til at etablere et fælles skattegrundlag , der er så bredt som muligt og strengt reguleret. Hvert land kan derefter fortsætte med at sætte sin egen CIT sats på dette fælles base, med et minimum på omkring 20 % , og med en ekstra rente på i størrelsesordenen 10 % , der skal opkræves på føderalt niveau . Dette ville gøre det muligt at give euroområdet en reel budget på i størrelsesordenen 0,5 % til 1% af BNP.Som Glienicke gruppen rettelig påpeger , ville dette budget kapacitet tillade euroområdet at udføre stimulus og investeringsprogrammer , især med hensyn til miljø, infrastruktur og uddannelse . Men i modsætning til vores tyske venner , føler vi, at det er vigtigt, at budgettet for eurozonen kommer fra en EU-skat , ikke fra bidrag fra staterne. I disse tider med sultende budgetter eurozonen har brug for at demonstrere sin evne til at hæve skatterne mere retfærdigt og mere effektivt end de stater ; ellers vil folk ikke give den ret til at bruge. Ud over dette, er det nødvendigt at meget hurtigt generalisere automatisk udveksling af bankoplysninger i euroområdet og etablere en samordnet politik for at gøre beskatningen af ​​indkomst og formue mere progressiv , mens den på samme tid i fællesskab fører en aktiv kamp mod skattely uden for zone. Europa skal bidrage til at bringe skat retfærdighed og politisk vilje i globaliseringsprocessen : sådan er indholdet af vores første forslag.Vores andet forslag er det vigtigste og flyder fra den første. At godkende beskatningsgrundlaget for CIT , og mere generelt at diskutere og vedtage de skattemæssige, finansielle og politiske afgørelser om, hvad der skal deles i fremtiden i et demokratisk og suveræn måde, må vi etablere en parlamentarisk kammer for euroområdet . Også her vi deltage i vores tyske venner fra Glienicke gruppe, de tøver mellem to muligheder: enten en euroområdet parlament bestående af medlemmerne af Europa-Parlamentet fra de pågældende lande ( en sub- dannelsen af ​​det europæiske parlament reduceret til landene i eurozonen ) eller et nyt kammer baseret på gruppering af en del af medlemmerne af de nationale parlamenter (f.eks 30 franske parlamentsmedlemmer fra nationalforsamlingen, 40 medlemmer fra den tyske forbundsdag , 30 italienske deputerede osv. , baseret på befolkningen i de enkelte lande , i henhold til en enkelt princip : én borger , én stemme ) . Denne anden løsning , som tager op ideen om et "europæisk kammer " af Joschka Fischer foreslog i 2011, er , mener vi , er den eneste mulighed for at bevæge sig i retning af en politisk union. Det er umuligt helt at fratage de nationale parlamenter i deres magt til at sætte skatter. Det er netop på grundlag af nationale parlamentariske suverænitet , at en fælles europæisk parlamentarisk suverænitet kan være forfalsket .I denne ordning Den Europæiske Union ville have to kamre : det eksisterende Europa-Parlamentet, der er valgt direkte af borgerne i EU- 28, og den europæiske kammer , der repræsenterer staterne gennem deres nationale parlamenter . Den europæiske kammer i første omgang kun involvere de lande i eurozonen , der ønsker at bevæge sig i retning af en større politisk , skattemæssige og finanspolitisk union . Men det ville være designet til at byde alle EU-lande enige til at gå denne vej. En finansminister i euroområdet, og i sidste ende en egentlig europæisk regering, som vil svare til den europæiske kammer .Denne nye demokratisk arkitektur for Europa vil gøre det muligt endelig at overvinde dagens inerti og myten om, at rådet for statsoverhoveder kunne tjene som et andet kammer , der repræsenterer staterne. Denne forkerte fabel afspejler den politiske afmagt af vores kontinent : det er umuligt for en person til at repræsentere et land , medmindre vi affinde os med den permanente dødvande pålagt ved enstemmighed. For endelig at flytte til flertalsstyre på de finanspolitiske og budgetmæssige spørgsmål , som eurolandene vælger at dele, er det nødvendigt at skabe et ægte europæisk kammer , hvor hvert land repræsenteres ikke ved sin statsoverhoved alene, men af ​​medlemmer, der repræsenterer alle politiske observans .Vores tredje forslag vedrører direkte gældskrisen. Vi er overbeviste om, at den eneste måde at sætte dette endeligt bag os er at samle gælden i eurozonen . Ellers spekulationer om renten vil forny igen og igen. Det er også den eneste måde, hvorpå Den Europæiske Centralbank til at gennemføre en effektiv og lydhør pengepolitik , som gør den amerikanske Federal Reserve ( hvilket også ville være hårdt presset til at gøre sit arbejde ordentligt, hvis hver morgen det skulle mægle mellem gæld Texas , Wyoming og Californien). Pooling af gæld er de facto allerede begyndt med den europæiske stabilitetsmekanisme , den nye bank union og ECBs Outright pengetransaktioner program , som allerede påvirker skatteyderne i euroområdet i en eller anden grad. Det er nødvendigt nu at gå videre , men præciserer den demokratiske legitimitet af disse mekanismer .Vi skal genstarte fra forslaget om en "europæisk gæld forløsning fond " lavet i slutningen af ​​2011 , som Rådet for økonomiske eksperter til den tyske kansler , som var designet til at samle al gæld , der overstiger et lands 60 % af BNP grænse , og tilføje i en politisk komponent . Det er ikke muligt at afgøre, 20 år på forhånd, hvor hurtigt en sådan fond kunne reduceres til nul. Kun et demokratisk organ , nemlig det europæiske kammer dannet ud af de nationale parlamenter, ville være i stand til at fastsætte niveauet for den fælles underskud hvert år, bygger konkret på økonomiens tilstand .De valg, som dette organ vil undertiden være mere konservative end vi måske personligt ønske , og på andre tidspunkter mere liberal. Men de vil blive taget på demokratisk vis , er baseret på flertalsstyre , i lyset af dagen. Nogle på højre gerne disse budgetmæssige beslutninger, der skal begrænses til post- demokratiske organer eller frosne i forfatningsmæssig marmor. Andre på venstre , før de accepterer enhver styrkelse af den politiske union , gerne vil have en garanti for, at Europa altid vil udføre de progressive politikker på deres drømme. Disse to faldgruber skal undgås , hvis vi ønsker at overvinde den nuværende krise.Debat om Europas politiske institutioner har alt for ofte blevet skubbet til side som teknisk eller sekundær. Men nægter at diskutere tilrettelæggelsen af ​​demokratiet i sidste ende betyder, at acceptere almagt markedskræfterne og konkurrencen og opgive håber alle, at demokratiet kan genvinde kontrollen over det 21. århundredes kapitalisme.Denne nye politiske rum er afgørende. Beyond makro politikker eller skattemæssige spørgsmål , vores sociale modeller er et fælles gode , som vi er nødt til at bevare og opretholde. Men de er også nøglen til en vellykket integration i globaliseringen. For skattesystemerne konvergens til den voksende bekymring om social investering , mangler Frankrig og Tyskland initiativer eller styrket samarbejde pointen. Tyve - otte EU halter på dem, med forbehold oversætte enighed i handling , og når det kommer til penge , til sidst mislykkes. En europæisk kammer ville være det sted, hvor beslutningerne træffes , fordi alle konsekvenser i form af rettigheder og pligter vil være eksplicit. Mulighederne for sådanne beslutninger er stort og man kan drømme om emner, der skal overvejes : Tysk corporate governance, med en bredere effekt indrømmes medarbejderrepræsentanter har bidraget til at holde en produktiv sektor i krise; barndommen pleje for alle; uddannelse; sociallovgivning konvergens; en pris for CO2- emissioner for at imødegå klimaændringerne.Mange vil modsætte sig vores forslag ved at hævde, at det er umuligt at ændre traktaterne , og at de franske folk ikke ønsker større europæisk integration. Disse argumenter er falske og farlige. Traktaterne bliver ændret hele tiden , som det var tilfældet i 2012, da sagen blev afgjort i lidt mere end seks måneder. Desværre, det var en dårlig reform , som styrkede en føderalisme , der er teknokratisk og ineffektiv .At påstå, at den offentlige mening ikke kan lide dagens Europa , og derefter konkludere, at der ikke bør være nogen ændring i sin grundlæggende funktion og institutioner udgør en culpøs inkonsekvens. Da den tyske regering producerer sine nye forslag til reform af traktaterne i de kommende måneder , er der intet siger disse reformer vil være mere tilfredsstillende end 2012. Men i stedet for bare at sidde på vores hænder og venter , hvad der er behov for, er endelig at starte en konstruktiv debat i Frankrig, således at vi endelig har et socialt og demokratisk Europa.Thomas Piketty direktør for studier ved École des Hautes études da videnskaber Sociales ( EHESS ) og professor på Paris School of EconomicsFlorence Autret Forfatter og journalistAntoine Bozio direktør for Institute of Public PolicyJulia Cage økonom ved Harvard University og Paris School of EconomicsDaniel Cohen professor ved École Normale supérieure og Paris School of EconomicsAnne- Laure Delatte Economist , CNRS , University Paris X og OFCEBrigitte Dormont Professor , Paris Dauphine UniversityGuillaume Duval Redaktør af ' Alternativer Economiques 'Philippe FREMEAUX præsident , Veblen InstituteBruno Palier direktør for forskning , CNRS , Paris Institut for Politiske StudierThierry Pech Generaldirektør, Terra NovaJean Quatremer JournalistPierre Rosanvallon Professor, Collège de France ; studieleder , EHESSXavier Timbeau direktør for analyse og prognose afdeling, OFCE , Paris Institut for Politiske StudierLaurence Tubiana Professor, Paris Institut for Politiske Studier ; præsident, Institut for Bæredygtig Udvikling og Internationale Relationer

Relationer mellem jøder og muslimer

af Joseph RICHARD PREVILLE for ISLAMiCommentary på 28 januar 2014 :

Historie af jødisk -muslimsk RelationsJews og muslimer er blevet flettet sammen i fjorten århundreder. Deres Kæreste er genstand for A History of jødisk -muslimsk Relations: Fra Origins til i dag ( Princeton University Press, 2013). Dette elegante og lært nye bog er redigeret af Abdelwahab Meddeb , professor i litteraturvidenskab ved universitetet i Paris -X ( Nanterre ) , og Benjamin Stora University professor ved universitetet i Paris - XIII ( Villetaneuse ) .

A History of jødisk- muslimske relationer med artikler af en fornem gruppe af lærde i islamisk og jødisk historie . Blandt disse lærde er Mark R. Cohen, som er både professor emeritus i Nærorientalske Studier og Khedouri A. Zilkha professor i jødisk civilisation i Mellemøsten , emeritus ved Princeton University. Cohen blev uddannet på Brandeis University , Columbia University , og det jødiske Theological Seminary . Han er forfatter til fattigdom og Charity i det jødiske samfund i Medieval Egypten ( Princeton University Press, 2005) , The Voice of the Poor i middelalderen : An Anthology of Dokumenter fra Kairo Geniza ( Princeton University Press, 2005) , og under halvmåne og Cross : jøderne i middelalderen ( Princeton University Press , 1994; reviderede udgave , 2008) .

Denne bog er blevet oversat til mange sprog, herunder hebraisk , arabisk, tyrkisk , fransk, tysk , rumænsk , tjekkisk, russisk , og snart på spansk. I 2010 blev Cohen tildelt den første Goldziher prisen for stipendium fremme en bedre forståelse mellem jøder og muslimer.

Mark R. Cohen diskuterer A History of jødisk- muslimske relationer i dette eksklusive interview .

Hvordan er denne nye bog " en reunion " og " en genopretning" af de historiske bånd mellem jøder og muslimer?

Mark R. Cohen
Mark R. Cohen
Jøder og muslimer levede sammen i århundreder i umiddelbar nærhed. Jødedommen bidrog ideer og koncepter til islam. Islam , til gengæld bidraget meget til jødedommen. Bogen sigter blandt andet , at informere læserne om disse og andre aspekter af jødisk - muslimsk sameksistens , som i den nuværende tingenes tilstand i verden , er blevet glemt bag røgen fra konflikten.

Hvad er det tidligste tegn på samarbejdet mellem jøder og muslimer?

Bortset fra virkningen at jødiske ideer ( ligesom kristne og indfødte arabiske ideer ) havde på Muhammed , og bortset fra islamiske idéer , der påvirkede jødedommen , kan man pege på mange fælles intellektuelle interesser : i filosofi , videnskab og medicin ( alle stammer fra græsk visdom ) ; i poesi, som jøderne skrev på sproget i deres egen Skriften bibelsk hebraisk , men i stil med arabisk vers og bruge temaer taget fra arabisk poesi ; i administrationen af den islamiske regering; og i delte former for økonomisk liv, der herskede i det tværkirkelig islamiske marked sted i århundreder, som er dokumenteret i mange detaljer i de middelalderlige jødisk- arabiske dokumenter fundet i Cairo Geniza .

Hvordan har jødiske konvertitter til Islam hjælpe form muslimske civilisation ?

Nogle jøder i Medina var påvirket af profetens budskab og accepterede Islam . Uden tvivl , er disse konvertitter fungerede som en kanal, hvorigennem jødiske ideer nåede profeten , selv om vi antager, at han har lært om jødedommen gennem andre kilder , for eksempel fra jøderne med hvem han kom i kontakt som en købmand .

Var Andalusien en " tværreligiøs utopi " eller en " guldalder" for religiøs tolerance ?

Dette idealiserede billede faktisk går ud over Andalusien til at omfatte hele den muslimske verden , fra Bagdad til Cordova, og strækker sig over de lange århundreder parentes ved de islamiske erobringer i den ene ende , og den æra af Moses Maimonides (1138-1204) i den anden. Ideen stammer i første omgang fra desillusion mærkes af centraleuropæiske jødiske historikere i det nittende århundrede, da løfter om politiske og kulturelle lighed forblev uopfyldte. De udnyttede tolerance , de tilskrives islam til at tugte deres kristne naboer for ikke at leve op til de standarder fastsat af en ikke-kristen samfund hundreder af år tidligere. Interfaith utopi var til en vis grad en myte ; det ignoreres eller venstre ubemærket , den juridiske underlegenhed af jøderne (og alle ikke- muslimske " Bogens Folk ") og periodiske udbrud af vold. Men i forhold til den mere dystre historie af jøder i den middelalderlige verden af ​​Nordeuropa og sene middelalder Spanien , og de ​​langt mere hyppige og alvorlige forfølgelser i disse regioner er " myten om guldalderen " indeholdt en meget stor kerne af sandhed , og det er et af de temaer, der forfølges i bogen.

Hvordan har jøderne billetpris under det osmanniske paraply?

De osmanniske tyrkere var stort set tolerante over for ikke-muslimer , der lever i deres imperium , og af jøderne i særdeleshed. Især efter deres udvisning fra det katolske Spanien i 1492 , jøder i stort tal udvandrede til det Osmanniske Rige , som åbent imod dem på grund af deres internationale økonomiske forbindelser med andre jøder, og med " marrano " jøder , konverterer til kristendommen lever i Europa . Ifølge tyrkerne , der erobrede Levanten og de fleste af Nordafrika i det tidlige 16. århundrede , Mellemøsten gennemgik en økonomisk og politisk vækkelse , og jøder både bidraget til og draget fordel af denne æra af fred , vækst og velstand.

Hvordan har zionismen og etableringen af ​​staten Israel opdele jøder og muslimer?

I Europa i det 19. århundrede , jøder , konfronteret med en ny form for racemæssig og politisk antisemitisme ( bygning på den ældre , religiøst - baserede anti -semitisme ) , søgte løsninger på , hvad der blev kaldt " det jødiske problem". Zionisme , som et middel til at undslippe antisemitisme , var en af ​​de foreslåede løsninger . Idéen om en jødisk stat i Palæstina var en af ​​flere faktorer, der driver en kile ind mellem muslimer og jøder i slutningen af ​​det 19. og tidlige 20. århundrede , som arabere , også begyndte at blive gennemsyret af den nationalistiske ånd. Europæisk stil antisemitisme , et fænomen , der importeres fra det kristne Vesten , kombineret med muslimsk anti-zionisme at erodere hvad der var tilbage af det gamle sameksistens mellem jøder og muslimer , selvom zionismen , i sin politiske form var hovedsagelig en europæisk jødisk fænomen og ikke dybt forankret i trossystem af jøderne i den arabiske verden.

Hvordan kan denne bog hjælpe jøder og muslimer til at trække tættere sammen i venskab og dialog?

Viden er magt , nogen engang sagde . Bogen præsenterer en afbalanceret redegørelse for jødisk- muslimske relationer gennem tiderne. Det er en ærlig bog. Det betyder ikke " dække op " beviser for modgang , mens det ikke tøver med at fremhæve elementer af sameksistens og gensidig påvirkning , mod strømmen af benægtelse , der er populær blandt nogle, der skriver om emnet i dag . Både jøder og muslimer har bidraget kapitler i det stræber efter at være en afbalanceret bog . Dialogen mellem jødiske og muslimske forfattere af denne stor præstation i stipendium bør give materialer til jøder og muslimer til at forstå deres fælles fortid uden forvrængning på begge sider , der skiller dem, og står i vejen for gensidig respekt.

Joseph Richard Preville er en amerikansk forfatter , der bor i Nizwa , Oman. Hans arbejde har optrådt i The Christian Science Monitor, San Francisco Chronicle , Harvard Divinity Bulletin , The Jerusalem Post , Muscat Daily, og Saudi Gazette. Han er også en regelmæssig bidragyder til ISLAMiCommentary .

-

Denne artikel blev muliggjort af Transkulturel Islam Project, et initiativ, der blev lanceret i 2011 af hertugen islamiske studier Center - i partnerskab med Carolina Center for Studiet af Mellemøsten og muslimske civilisationer og Oxford Centre for islamiske studier - med henblik på uddybning forståelse af islam og muslimske samfund . Se www.islamicommentary.org / om og www.tirnscholars.org / about for mere information . Den Transkulturel Islam Projektet er finansieret af en bevilling fra Carnegie Corporation i New York.

Andre hjemmesider og trykte publikationer kan genudgive denne artikel, så længe der er kilde tilskrivning (forfatter og ISLAMiCommentary ) og et link tilbage til ISLAMiCommentary .



Related Posts:

Benedikt Köhler : Early Islam og fødsel Kapitalismen
Juan Cole : Nu fredsforhandlinger , John Kerry , er "Anti- semitisk " i Eyes of israelsk yderste højrefløj
Amaney Jamal : Tabte Mellemøsten
Joel S. Migdal på " Shifting Sands : USA i Mellemøsten " ( Book Q & A )
Efter Falter : Hvad er det næste for fredsprocessen ? ( en samling )
Tags: En historie af jødisk- muslimske relationer: Fra Origins til i dag , Abdelwahab Meddeb , Andalusien , antisemitisme , arabiske jøder , Cairo Geniza , katolske Spanien , europæiske kristne , europæiske jøder, tværreligiøse , islamisk historie , Israel, de jødiske historie, jødisk- muslimske relationer, Joseph Preville , jødisk- arabiske dokumenter , jødedom, Mark R. Cohen, marrano jøder , Medina, osmanniske Empi , Palæstina, Princeton University , profeten Muhammed , Spanien , University of Paris , zionismen
Kategori: Bøger , Europa, Historie og antropologi , i- Kommentar , islamisk teologi og lov , M