lørdag den 20. september 2014

Karl Barth og Kierkegaard

KARL BARTH: Jeg anser Kierkegaard for at være en lærer, gennem hvis skole enhver teologi i hvert fald én gang må gå. Ve enhver, der forsømte den skole!

Da Karl Barth modtog Sonning-prisen på Københavns Universitet, holdt han en tale, hvori han blandt andet berørte sit forhold til Søren Kierkegaard. Denne del af Barths tale kan læses i dagens kronik, der blev bragt første gang den 17. maj 1963.

Den første af Kierkegaards bøger, jeg købte - det var i 1909 - var »Øjeblikket«. Jeg antager, at jeg også læste bogen dengang. Den kan dog ikke have gjort noget dybere indtryk på mig, fordi jeg på det tidspunkt lige var blevet voldsomt optaget af teologien hos Harnack Herrmann og i »Die christliche Welt«. I de følgende år beskæftigede jeg mig med andre ting - navnlig med socialismen - og derfor havde Kierkegaard en lang tid fred for mig - og jeg for ham!

Det var først i 1919 på det for mig kritiske vendepunkt mellem første og anden udgave af mit »Römerbrief«, at han for alvor og på et bredere grundlag trådte ind i min tankeverden, hvad der viste sig ved den ret betydelige rolle, han derefter kom til at spille i mine skriftlige arbejder.

Der var nogle af os, der dengang hørte til de yngre, der ganske vist allerede siden omkring 1916 havde foretaget de første tøvende skridt fremad på den vej, der førte til en teologi, der var bedre egnet end det 19. århundredes og århundredskiftets teologi til at gøre plads for Gud, som den, der står suverænt og helt alene over for menneskene og da navnlig de religiøse mennesker, og til at skaffe Gud den ære, der tilkommer Ham - sådan som vi mente at have forstået Gud ud fra Bibelen. Ikke desto mindre var det dog først efterhånden, at vi rigtig blev klar over, hvilke voldsomme følger denne fremhævelse af Gud som troens grund og genstand måtte få.

Det var allerførst under påvirkning af Hermann Kutter, vi var nået frem til det standpunkt. Men selv første udgave af min »Römerbrief« havde endnu betydelige mangler i denne henseende. Medens reformatorerne fra det 16. århundrede endnu ikke havde fået os rigtig i tale i disse år omkring 1919-20, var der andre myndige røster fra lidt ældre tid, der dels forstærkede vor egen foruroligelse, dels drev os til at gå videre frem ad den vej. Blandt disse ældre røster var foruden Dosto-jevskij og den ældre og yngre Blumhardt, fader og søn, samt foruden den mærkeligt fremmedartede Franz Overbeck og foruden den store Plato - ja, De hørte rigtigt: Plato! - foruden alle dem var der netop også Kierkegaard.


Det hos ham, der især tiltrak os, glædede os og lærte os noget nyt, var hans utrættelige, skærende skarpe kritik, der stillede Guds uendelige kvalitative forskel op imod al menneskelig udtværende spekulation, konfronterede alle forsøg på en direkte meddelelse af det kristelige, al æstetiserende overfladiskhed, med evangeliets absolutte fordring og nødvendigheden af at nå til en strengt personlig afgørelse, og som - kort sagt - satte dette op imod al slags uskadeliggørelse af det bibelske budskab, op imod al den på een gang alt for selvbevidste, men tillige alt for godt-købsagtige teologiske kristelighed og kirkelighed, vi var omgivet af, og som vi selv endnu ikke rigtig var frigjort fra.

I denne anden fase af vor teologiske omvæltning blev Kierkegaard for os en af dem fra nær og fjern, hvis hanegal forkyndte, at der virkelig var ved at bryde en ny dag frem. Den anden udgave af mit »Römerbrief« er en tydeligt talende dokumentation for min andel i det, man har kaldt »Kierkegaard Renæssancen«. Men for os - og altså også for mig - måtte der komme andre dage med nye problemer og nye svar. Jeg mener dog, at jeg igennem alle de følgende år og indtil i dag har været tro imod den kierkegaardske vækkerrøst, således som jeg dengang hørte den. Fra da af og indtil nu var der for mig ingen vej tilbage til Hegel - for ikke at tale om biskop Mynster.

Det er imidlertid gået sådan - hvad man også fra forskellig side har gjort opmærksom på - at jeg i mine senere bøger, skrifter og prædikener stadig sjældnere udtrykkeligt har vist hen til Kierkegaard, og at hans særlige tone ganske vist ikke helt er forstummet hos mig, men at den nok er blevet overdøvet af andre toner, så at den er blevet til en stærk undertone ved siden af andre toner. Og samtidig med, at jeg i hin kampsituation med glæde havde givet ham min tilslutning, havde jeg tillige i første omgang overset visse karakteristiske ejendommeligheder ved Kierkegaards historiske fremtræden.

Skal vi stadig fortsætte med atter og atter at vise hen til de modsætninger, modsigelser og afgrunde, som Kierkegaard så mesterligt fremstillede, og stadig strengere og strengere formulere de betingelser, der skal opfyldes for at kunne tænke og leve i tro, i håb og i kærlighed, så at vi gør disse saglige og yderst nødvendige negationer til teologiens tema og lader den lille flok, der gerne vil være kristne, og som også regner sig for at være det, om og om igen påny smage den bitterhed, som »indøvelsen i kristendom« kræver? Skal vi gøre dette - dersom det nemlig drejer sig om at forkynde og udlægge Guds glædesbud for dem, evangeliet om Guds frie nåde? Det er mærkeligt, hvor let man da selv bliver ramt af den lov, der døder og gør vemodig, trist og tung i sindet.

Og endvidere: Hvordan var det nu egentlig, det forholdt sig med »hin enkelte«, om hvis eksistens så noget nær alt hos Kierkegaard drejede sig? Hvor - hos Kierkegaard - er Guds folk, menigheden, kirken? Hvor er diakoniens tjeneste og missionens opgave? Og hvor er menneskers sociale og politiske opgaver? Hvilken betydning har det, at Kierkegaard ved forklaringen af budet »Du skal elske din næste som dig selv!« var enig med Augustin og skolastikken - og altså imod Luther og Calvin! - om, at der forud for næstekærligheden måtte gå en kærlighed til en selv?

Hvor besynderligt, at vi, der dog hører hjemme blandt dem, der er så stærkt optaget af kristendommen i dens forhold til de sociale spørgsmål, ikke straks bliver betænkelige netop på dette punkt over for Kierkegaard og hans udprægede frelsesindividualisme! Og så er der endnu en tredie ting: viser der sig dog ikke ved Kierkegaards hele teoretiske grundindstilling en ny antropocentrisk systematik og i høj grad i modsætning til det, vi arbejder os ud af? At en ny eksistensfilosofi - Heidegger, Jaspers, Sartre - ved ganske vist at se bort fra den kendsgerning, at Kierkegaard ville være en kristen tænker og på sin måde også var det, har kunnet knytte til ved ham, var forståeligt og med det nævnte forbehold også legitimt. Men at skabe en teologi, der i afgørende forstand byggede på Kierkegaard og væsentligt levede af ham, ville dog kun være muligt, dersom man ikke havde læst Schleiermacher med tilbørlig andagt og derfor ikke var blevet tilstrækkelig advaret imod alle fortsættelser af hans program og af et eksistentialistisk program. Dér, hvor den advarsel ikke blev hørt, optog man påny eksperimentet med en subjektivitet, der som sådan regner sig selv for at være sandheden. Det var et eksperiment med en på sig selv hvilende og ved sig selv bevæget tro og derfor og netop i den form tillige en tro, der hverken havde grund eller genstand. Derved er der nu i vort århundredes midte og under den kierkegaardske eksistensdialektiks fortegn opstået en regulær teologisk reaktion.

At det ud fra Kierkegaard var muligt, bevirker en tredie betænkelighed hos os, der i begyndelsen for 40 år siden slet ikke dukkede op. Og nu sammenfatter vi alt dette:

Kierkegaard var dog vel nok mere bundet af det 19. århundrede, end vi dengang mente. Man kunne måske også med understregning af det historiske stille det spørgsmål, om Kierkegaards syn (»seine Lehre«) ikke var den højeste, mest konsekvente og mest gennemreflekterede fuldkommengørelse af den pietisme, der i det 19. århundrede sammen med rationalismen lagde fundamentet for den af fromt indstillede mennesker bestående kristelighed og kirkelighed, som Kierkegaard så lidenskabeligt bekæmpede, og som vi i 40 år under påberåbelse også af Kierkegaards navn påny påtog os at bekæmpe?

Men selve fundamentet, hele den antropocentrisk-kristelige tankegang som sådan kunne vi angribe ud fra Kierkegaard, fordi han ikke selv havde angrebet den, ja endnu mere: fordi han tværtimod på en eftertrykkelig og forfinet måde i høj grad havde styrket den.

Ud fra denne senere forståelse er jeg og vedbliver jeg at være Kierkegaard taknemmelig for den immunitet, jeg i sin tid fik gennem ham, og jeg er og vedbliver også at være opfyldt af dyb respekt for hans livs ægte tragedie og for den ualmindelige intellektuelle klarhed, der er over hans værker. Jeg anser Kierkegaard for at være en lærer, gennem hvis skole enhver teologi i hvert fald én gang må gå. Ve enhver, der forsømte den skole! Men man skal ikke blive siddende dér - og endnu mindre vende tilbage dér. Kierkegaards »lære« er, som han selv engang har sagt, »en smule kanel til maden«, men ikke selve den mad, som det er enhver ret teologis opgave at give kirken og menneskene.

Evangeliet er

(1) det glade budskab om Guds ja til menneskene.

Det er (2) det budskab, som menigheden skal bringe videre til hele verden.

Det er (3) budskabet ovenfra.

Det er de 3 punkter, som jeg efter mit møde med Kierkegaard yderligere lærte i andre læreres skole.


Den schweiziske teolog Karl Barth anses af mange for at være den største teolog i det 20. århundrede.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar