CLAUS PICULELL:
LIBERALSOCIALISME - APRIL 2010 – CORNELIUS HANSEN: KOMMENTARER AUGUST 2013
1. Som
Socialliberalismen var den mest succesfulde og fredeligt samfundsforandrende
strømning i det 20. århundrede, ønsker Liberalsocialismen (LS)
at være det for det 21. århundrede. LS ser ikke sig selv som et parti, men som
en strømning der kan inspirere og samle centrum-venstre i et nyt hegemoni med
nye samfundsforandringer på dagsordenen, først i Danmark og måske siden i
verden, og som kan revitalisere samspillet mellem en demokratisk stat, et ægte
dynamisk marked og et frivilligt civilsamfund.
2. Socialliberalismen var
et kompromis mellem de sociale, demokratiske og progressive sider af
socialismen, liberalismen og konservatismen. Meget forenklet kan man sige, at
socialismen bidrog med en socialt og politisk retfærdig udvidelse af
demokratiet med en delvis erobring af staten samt anvendelse af den bl.a. til
omfordeling og markedsregulering og social mobilitet gennem gratis
uddannelsestilbud, mens liberalismen bidrog med borgernes frihedsrettigheder
til privatliv, fri debat og materielle forudsætninger for et godt liv via et
relativt frit marked, og konservatismen modvirkede overdrevne abstrakte
principper ved at sikre forandringer i et tempo, hvor de fleste kunne følge
med.
3. LS ønsker at
bygge videre på socialliberalismen, men trække samfundet et solidt
skridt til venstre ved selv at formulere en politisk-ideologisk
platform med indre dialektisk konsistens - og samtidig at række hånden frem for
at forme et nyt kompromis og en ny koalition mellem
oprindelige og især politiske liberalisme, den reformistiske og demokratiske
socialismes stolte traditioner og socialkonservatismens moderation samt omtanke
for kommende generationer. De fornuftige sider af de nævnte tre
ideologifamilier er stadig de vigtigste bidragydere til fredelig forandring og
tænkning til det formål, men LS anerkender også bidrag fra anarkismen,"den
videnskabelige socialisme", den utopiske socialisme og udviklingen i det
kreative europæiske Venstre med Gramsci og Roselli i førertrøjen. LS ønsker at
gribe langt mere ind med politisk styring over for negative sider af markedet
og vil søge gennem fællesskabets ressourcer at sikre flest mulig mennesker
størst mulig reel frihed og selvrealisering. Udgangspunktet må være det motto,
som i sin tid forenede den progressive liberalisme og den tidlige
socialisme: Frihed, lighed og broderskab !
Et egentligt
”kompromis” tror jeg ikke er muligt, men jeg vil ikke udelukke, at man kan
”plukke” det bedste fra hver af de nævnte ”ismer”.
”Politisk” styring af markedet er ikke noget ny, allerede i Middelalderen havde man ”inspektører”, som holdt øje med, at markedet fungerede hensigtsmæssigt således, at tilfældigt forekommende ”ubalancer” i udbud og efterspørgsel ikke blev udnyttet af enkeltpersoner til at skaffe sig urimelige fordele på de andres bekostning.
Ønsket om ”at sikre flest mulig mennesker størst mulig reel frihed og selvrealisering” kan man ikke være uenig i, men spørgsmålet er, om André Gorz har ret i sin påstand, at de industrielle produktionsformer (kapitalistiske eller socialistiske) har afskåret i hvert fald store dele af ”arbejderklassen” fra friheden til at realisere sig selv i arbejdet – det er jeg bange for, og det er vel værd at se nærmere på!
”Politisk” styring af markedet er ikke noget ny, allerede i Middelalderen havde man ”inspektører”, som holdt øje med, at markedet fungerede hensigtsmæssigt således, at tilfældigt forekommende ”ubalancer” i udbud og efterspørgsel ikke blev udnyttet af enkeltpersoner til at skaffe sig urimelige fordele på de andres bekostning.
Ønsket om ”at sikre flest mulig mennesker størst mulig reel frihed og selvrealisering” kan man ikke være uenig i, men spørgsmålet er, om André Gorz har ret i sin påstand, at de industrielle produktionsformer (kapitalistiske eller socialistiske) har afskåret i hvert fald store dele af ”arbejderklassen” fra friheden til at realisere sig selv i arbejdet – det er jeg bange for, og det er vel værd at se nærmere på!
4. LS har lært af
det 20. århundredes tragiske fejltagelser og forbryderiske regimer både til
højre og venstre. LS ønsker ikke at se en stor tænkers profeti gå i opfyldelse
endnu engang: "Historien gentager sig, først som tragedie og siden som
farce!" For LS går vejen til en bedre verden derfor ikke
gennem revolution og vold, men gennem fredelig forandring med trinvise
reformer, der gradvist udbygger demokratiet på alle områder,
herunder også økonomiske, og som øger den politiske styring af et marked med
store indbyggede fejlmekanismer. LS afviser således også enhver strategi, der
kalder sig demokratisk socialistiske men bygger på reelt revolutionære
elementer, f.eks. en "dobbeltmagtssituation", men LS er meget åben
for, at udenomsparlamentariske aktiviteter og civil ulydighed og direkte
demokrati kan have en central rolle i et samspil med parlamentarisk arbejde, ganske
som LS erkender, at den parlamentariske tradition er særdeles forskellig fra
land til land. Kun i en modstandskamp mod en massivt totalitær og voldelig
undertrykkelse kan en væbnet kamp komme på tale, og selv i den tredje verden
bør en sådan kamp med tiden kunne udvikle sig til en fredelig demokratisk
udvikling. Derfor afviser LS skarpt at ophæve eller indskrænke
nogen lovbaseret menneskerettighed i fredstid, uanset hvor alvorlig grunden
måtte synes at være, eksempelvis kamp mod en ubønhørlig terrorisme, en barsk systemkonkurrence,
supermagtspression eller sågar en ny kold krig. LS accepterer derimod, at i en
krigssituation gælder der andre regler, men dels er de fornuftigt regulerede i
Geneve-konventionerne, dels må målet være snarest muligt at genetablere fredelige
forhold og genindføre samtlige menneskerettigheder.
5. LS anser ikke
mennesket for at være enten godt eller ondt, men netop både godt og
ondt, og LS tror ikke på et samfund, hvor alt er godt og alle gode - men heller
på det omvendte! De stærkeste bevægelser har været dem, hvor den enkelte har
kunnet forene sin egeninteresse med gruppens kollektive interesser, og derfor
tror LS på, at den gode og solidariske side af mennesket kan styrkes gennem
kamp og kendskab til andre mennesker. Men LS mener, at der altid vil være behov
for en lovlig og demokratisk såvel som national, regional og global samfundsmagt til
at forhindre menneskers dårlige sider i at ødelægge vigtige muligheder for dem
selv, andre mennesker eller hele samfundet. Staten vil ikke dø bort, hverken
som magtinstrument eller serviceleverandør - tværtimod er den historisk set
blevet stadig mere vigtig dels til at styre kapitalen ind på samfundsnyttige
veje og dels som leverandør af stadig mere sofistikeret arbejdskraft, viden og
infrastruktur, og LS ser kun tegn på, at den udvikling vil fortsætte.
Jeg tror, at vort
”menneskesyn” kommer til at spille en helt central rolle i drøftelserne af en
mulig fredelig overgang til et liberalsocialistisk samfund.
Jeg stiller mig imidlertid lidt tvivlende over for, om forståelsen af mennesket som ”både godt og ondt” er dækkende. Jeg vil gerne kunne genkende (lidt af) mig selv i mit eget ”menneskesyn”, og jeg kan ikke påstå, at jeg er ”et godt menneske” og håber da heller ikke, at andre mener, jeg er ”et ondt menneske”. Jeg vil derimod gene kunne betegne mig selv om empatisk, gavmild, lystig (grænsende til det libidinøse), glad ved andres lykke og glæde, mådeholden, overbærende og flittig, - men må da også indrømme, at jeg kan forfalde til indtil flere af de syvdødssynder: hovmod, griskhed, nydelsessyge, misundelse, frådseri, vrede og ladhed.
Når jeg finder, at et artikuleret menneskesyn er så vigtigt, hænger det sammen med den stående uoverensstemmelse mellem det liberalistiske menneskesyn, at mennesket alene gør noget for vindings skyld, og det (mit) liberalt socialistiske menneskesyn, at det er lysten, der driver værket – eller for at sætte det på spidsen og Marx på hovedet: Vi yder efter behov og nyder efter evne!
Jeg stiller mig imidlertid lidt tvivlende over for, om forståelsen af mennesket som ”både godt og ondt” er dækkende. Jeg vil gerne kunne genkende (lidt af) mig selv i mit eget ”menneskesyn”, og jeg kan ikke påstå, at jeg er ”et godt menneske” og håber da heller ikke, at andre mener, jeg er ”et ondt menneske”. Jeg vil derimod gene kunne betegne mig selv om empatisk, gavmild, lystig (grænsende til det libidinøse), glad ved andres lykke og glæde, mådeholden, overbærende og flittig, - men må da også indrømme, at jeg kan forfalde til indtil flere af de syvdødssynder: hovmod, griskhed, nydelsessyge, misundelse, frådseri, vrede og ladhed.
Når jeg finder, at et artikuleret menneskesyn er så vigtigt, hænger det sammen med den stående uoverensstemmelse mellem det liberalistiske menneskesyn, at mennesket alene gør noget for vindings skyld, og det (mit) liberalt socialistiske menneskesyn, at det er lysten, der driver værket – eller for at sætte det på spidsen og Marx på hovedet: Vi yder efter behov og nyder efter evne!
6. Ikke blot
afviser LS at ophæve eller suspendere borgerlige frihedsrettigheder og
menneskerettigheder i fredstid, men det er også et egentligt projekt for LS at
udvide og udvikle disse rettigheder og give så mange mennesker som muligt reel
adgang til dem. Hertil kræves et stærkt fællesskab, hvis solidaritet og fælles
ressourcer netop giver mennesket stadig bedre muligheder for at deltage i
demokratiet og i et kreativt arbejds- og fritidsliv - ikke kun i den rige, men
i sidste ende også i den nuværende tredje verden. LS ønsker at styrke det
internationale samarbejde mod krige, fattigdom og sygdom og har som mål at
skabe såvel regionale som globale demokratiske regeringsinstitutioner. Først
den dag hvor et menneske uanset race og etnicitet kan rejser hvorhen i verden
det vil for at søge lykken har vi for alvor en fri verden. LS afviser skarpt og
vil til enhver tid bekæmpe racisme og fremmedfjendtlighed, uanset hvor eller i
hvilken forklædning den findes, men vi anerkender, at der er forskel på sådanne
i grunden menneskefjendtlige og reaktionære holdninger og så en legitim
bekymring for, om en nation eller region i en konkret situation kan indoptage
flere mennesker fra andre lande og traditioner, uden at den indre sammenhængskraft
går fløjten.
Uanset, hvor enig man
kan være, mener jeg, at der er to næsten uoverstigelige barrierer her.
Dels (igen) Gorz’ konstatering af, at produktionsformerne har frataget mange mennesker muligheden for at se sammenhængene i det samtidige samfunds fælles beslutninger,
dels en de facto ret udbredt ”funktionel analfabetisme”, som afskærer mange mennesker fra overhovedet at kunne forstå, hvad politikere og embedsværk siger og skriver (hvor mange af dem, som stemte for eller imod Mastricht traktaten havde mon læst den, før de afgav deres stemme?)
Der forestår en kæmpemæssig pædagogisk/didaktisk opgave med at lære politikere og embedsværk at formulere og forklare sig i ”loud and clear” (Indfødsretskontorets ”vejledning” til læsesvage personer med PTSD er et gyseligt eksempel).
Dels (igen) Gorz’ konstatering af, at produktionsformerne har frataget mange mennesker muligheden for at se sammenhængene i det samtidige samfunds fælles beslutninger,
dels en de facto ret udbredt ”funktionel analfabetisme”, som afskærer mange mennesker fra overhovedet at kunne forstå, hvad politikere og embedsværk siger og skriver (hvor mange af dem, som stemte for eller imod Mastricht traktaten havde mon læst den, før de afgav deres stemme?)
Der forestår en kæmpemæssig pædagogisk/didaktisk opgave med at lære politikere og embedsværk at formulere og forklare sig i ”loud and clear” (Indfødsretskontorets ”vejledning” til læsesvage personer med PTSD er et gyseligt eksempel).
7. LS anser
lovlig erhvervet personlig ejendom som ukrænkelig, når den er
opnået ved en indsats, dvs. på baggrund af reel innovativ og
produktiv virksomhed, der giver andre arbejde og udfordringer og indkomst, og
så længe man betaler en rimelig andel til det fællesskab, som man skylder sin
sundhed, trygge opvækst og alderdom, indkomst ved arbejdsløshed samt livslang
uddannelse. Alle disse goder sætter en person i stand til at udvikle sig som
innovatør, og tilmed leverer de kvalificeret og sund arbejdskraft til
virksomheden. Til gengæld er LS ganske som den tidlige liberalisme imod
nedarvede penge, positioner og privilegier og ønsker bl.a. en arvegift
på 80% af al arv over 1 million og afskaffelse af de sidste rester af monarki
og adelvælde. LS er således også imod, at man kan arve en virksomhed og dermed
magt over andre menneskers liv, uden at man selv har gjort sig fortjent til
det, men LS har intet imod arv af familieeffekter og -minder, herunder ret til
at bo i familiens hjem gennem generationer, blot der indgås en rimelig aftale
med staten.
8. LS bekender
sig åbent til stadig mere politisk og overstatsligt samarbejde på
europæisk og globalt niveau, og målet må være at opnå en sandt demokratisk
global regering i et internationalt demokratisk system, der kan gribe stadig
mere effektivt ind over for kapitalismens excesser, men hvor beslutninger
samtidig skal tages så decentralt og borgernært som muligt, hvilket i sidste
ende vil sige med størst muligt hensyn til det enkelte menneskes frihed,
privatliv og integritet. LS vil derfor arbejde for såvel en styrkelse af EU som
en vigtig kraft mod kapitalens kolosser som for en demokratisering af EU gennem
det folkevalgte parlament, men også gerne gennem direkte valg til Kommissionen
og dens centrale poster.
Hvis man skal
overvinde modstanden mod det nødvendige overstatslige samarbejde i en
globaliseret omverden (FN, EU), må man først finde ud af hvad, der har
motiveret den, og dernæst (igen) gå i gang med didaktikken – men det bliver ikke
nemt i dette sammensurium af demokratisk underskud, etnofobi og ureflekteret
nationalisme.
9. LS har som
langsigtet mål at forene venstrekræfterne i den nationale,
regionale og globale klassekamp. Det er bestemt ikke nogen let opgave, når den
rige del af verden råder over ca. 80% af den globale økonomi men kun 20% af den
globale befolkning, mens det forholder sig lige omvendt i den fattige del af
verden. Bortset fra den marginaliserede fjerdedel af befolkningen tilhører folk
i den rige verden middelklassen eller overklassen, og for dem kan det være
svært at se et interessefællesskab med den langt fattigere arbejderklasse og
selv middelklasse i den fattige verden, for slet ikke at tale om de tre
fjerdedele, som dér er marginaliserede og hægtet af udviklingen.
At karakterisere det som en ”klassekamp” er
ikke forkert, bortset fra, at den ene (forudsatte) part i kampen er fraværende
eller på forhånd sat ud af spillet. At lancere
det som klasekamp har derfor næppe nogen gang på jorden.
Der er imidlertid en anden mulig didaktisk løsning på problemet: At få (os) de velstillede til at forstå, at den voldsomme ulighed, nationalt som internationalt, er uhensigtsmæssig!
Senest har bl a James Kenneth Galbraith påvist (Inequality and Instability, Oxford Univiersity Press 2012) , at ulighed skaber en finansiel ustabilitet, som ingen har interesse i. Det af visse borgelige fremførte synspunkt, at ulighed er godt, savner enhver klangbund i realiteterne!
Der er imidlertid en anden mulig didaktisk løsning på problemet: At få (os) de velstillede til at forstå, at den voldsomme ulighed, nationalt som internationalt, er uhensigtsmæssig!
Senest har bl a James Kenneth Galbraith påvist (Inequality and Instability, Oxford Univiersity Press 2012) , at ulighed skaber en finansiel ustabilitet, som ingen har interesse i. Det af visse borgelige fremførte synspunkt, at ulighed er godt, savner enhver klangbund i realiteterne!
10. I den globale
klassekamp sætter LS bl.a. sin lid til kapitalismens egen dynamik,
hvis hunger efter økonomisk vækst kræver stadig nye markeder og stadig nye
grupper af arbejdskraft inddraget i produktionen, hvorved den globale arbejder-
og middelklasse vokser, men LS sætter også en del af sin lid til menneskelig
solidaritet og fornemmelse for retfærdighed, som trods mere egoistiske
egenskaber ved en bevidst indsats bør kunne sætte sig igennem på lang sigt,
også fordi en skæv verden giver risiko for kriser og krige. Derfor satser LS på
en stadig mere solidarisk kamp og en forståelse selv blandt de velaflagte i den
rige verden for en mere ligelig fordeling af den globale rigdom.
Da jeg kom med i
gruppen Liberal Socialisme, gav jeg udtryk for, at jeg ikke var sikker på, at
jeg kunne bidrage med noget væsentligt – det kan jeg måske alligevel med min
baggrund som ingeniør og indsigt i transformationsteorien.
Begrebet ”kapitalisme” er så vel defineret og forklaret, at det er der ikke grund til at lave om på, men det kan måske hjælpe på forståelsen af begrebet om ”vækst” ved at gå bag om den kapitalistiske ”mekanik” – det er ikke en ”isme” men en ”logik”, om man vil.
I teknisk forstand hidrører den del af væksten, som ikke kan forklares med at flere arbejder mere, fra to former for ”forstærkning”, dels hvad man kan kalde ”energetisk forstærkning” (f eks vandmøllen), dels havd man kan kalde ”informatorisk forstærkning” (termostaten). Jeg har kort berørt det i min lille forelæsningsrække ”Om at mærke og måle” (www.den2radio.dk, september 2009).
Det, som er fælles for de to typer forstærkning er SPARET TID, som igen er (eller burde være) et helt centralt begreb i den økonomiske teori.
Kapitalismens ”dynamik” bygger først og fremmest på dens (dybest set fabelagtige) evne til at indkapsle enhver nyskabelse i sit eget system og dermed skabe et overskud i form af ”sparet tid”, som udmøntes i et ”tilgodehavende”, som man har tilegnet sig i stedet for at lade det komme de primære producenter (lønarbejderne) til gode i form af FRI TID, et ”tilgodehavende, som i anden omgang transformeres til det almene værdiækvivalent PENGE.
Således anskuet udgør end ikke udtømningen af ressourcerne eller klimatruslerne nogen grænse for den kapitalistiske vækst, den eneste grænse vil være de primære producenters afvisning af, at lade kapitalen tilegne sig den frie tid, (som kapitalen som modtræk, (i parentes bemærket) har transformeret til ”oplevelsesøkonomi”).
Dertil er ”privatiseringen” af en række arbejdsopgaver, som tidligere hørte under fællesskabet (Staten), endnu et eksempel på kapitalens (med held) gennemførte inddragelse af en økonomisk virksomhed, som i fællesskabets regi ikke rummer mulighed for tilegnelse af overskuddet/den sparede tid. Provatiseringen er angiveligt begrundet i teorien om, at konkurrence på markedet medfører bedre og billigere produkter og tjenesteydelser – det synes ikke at være tilfældet!
Begrebet ”kapitalisme” er så vel defineret og forklaret, at det er der ikke grund til at lave om på, men det kan måske hjælpe på forståelsen af begrebet om ”vækst” ved at gå bag om den kapitalistiske ”mekanik” – det er ikke en ”isme” men en ”logik”, om man vil.
I teknisk forstand hidrører den del af væksten, som ikke kan forklares med at flere arbejder mere, fra to former for ”forstærkning”, dels hvad man kan kalde ”energetisk forstærkning” (f eks vandmøllen), dels havd man kan kalde ”informatorisk forstærkning” (termostaten). Jeg har kort berørt det i min lille forelæsningsrække ”Om at mærke og måle” (www.den2radio.dk, september 2009).
Det, som er fælles for de to typer forstærkning er SPARET TID, som igen er (eller burde være) et helt centralt begreb i den økonomiske teori.
Kapitalismens ”dynamik” bygger først og fremmest på dens (dybest set fabelagtige) evne til at indkapsle enhver nyskabelse i sit eget system og dermed skabe et overskud i form af ”sparet tid”, som udmøntes i et ”tilgodehavende”, som man har tilegnet sig i stedet for at lade det komme de primære producenter (lønarbejderne) til gode i form af FRI TID, et ”tilgodehavende, som i anden omgang transformeres til det almene værdiækvivalent PENGE.
Således anskuet udgør end ikke udtømningen af ressourcerne eller klimatruslerne nogen grænse for den kapitalistiske vækst, den eneste grænse vil være de primære producenters afvisning af, at lade kapitalen tilegne sig den frie tid, (som kapitalen som modtræk, (i parentes bemærket) har transformeret til ”oplevelsesøkonomi”).
Dertil er ”privatiseringen” af en række arbejdsopgaver, som tidligere hørte under fællesskabet (Staten), endnu et eksempel på kapitalens (med held) gennemførte inddragelse af en økonomisk virksomhed, som i fællesskabets regi ikke rummer mulighed for tilegnelse af overskuddet/den sparede tid. Provatiseringen er angiveligt begrundet i teorien om, at konkurrence på markedet medfører bedre og billigere produkter og tjenesteydelser – det synes ikke at være tilfældet!
11. LS har lært
af kapitalismens utallige økonomiske kriser, hvor de alvorligste
hidtil har haft rod i en stærk ubalance mellem en ”alt andet lige” mere sund
produktionskapital og en særdeles usund finanskapital. Som
nobelprismodtager Stieglitz mener LS, at ”økonomien og
finansmarkederne skal tjene borgerne i vores samfund. De er midler til at nå et
mål, ikke et mål i sig selv.” Hvor selvindlysende det end lyder, står
det i stærk modsætning til virkeligheden i dag. Før kriserne overtager
finanskapitalen styringen og svulmer op til bobler på 10-20 gange
produktionskapitalens volumen og suger med utidige pekuniære belønninger den
bedste arbejdskraft og andre ressourcer til sig til at indgå i en
kasino-økonomi med uigennemskuelige finansielle produkter, og den sætter
middelklassens opsparing og produktionskapitalens likviditet samt økonomiens
stabilitet over styr. Derfor ønsker LS en dæmper lagt på de finansielle
transaktioner ved enfinansmoms og en adskillelse af
almindelig bankvirksomhed fra den mere spekulative finanskapital, hvor den
første skal sikres af stater nationalt og/eller globalt, mens den sidste må
klare sig selv og gå konkurs om nødvendigt, uden at staten skal løfte en finger
for at redde den. Er det stadig ikke nok til at sikre økonomisk stabilitet, vil
LS ikke udelukke det af Keynes foreslåede "medlidenhedsdrab på finanskapitalen",
altså statslig bankdrift og statslige kasinoer til kasino-økonomien...
12. Økonomiske
kriser er et resultat af kapitalismens love, og ansvaret for den økonomiske
nedsmeltning i 2008 tilhører en tilbagevenden i den vestlige verden til 'det
selvregulerende marked' med "den usynlige hånd", som nyliberalismen dogmatisk
gennemtvang bl.a. ved afgørende at påvirke den såkaldte økonomiske
"mainstream-tænkning". Det er urkomisk i dag at høre 'pæne'
konservative tale om "den frygtelige grådighed" især hos finansfolk.
At undre sig over at finde grådighed på et næsten ureguleret kapitalistisk
marked svarer til at undre sig over at finde fisk i havet! Afskaffelse af
markedsregulering øger også risikoen for, at kapitalismen bliver sin egen
værste fjende, fordi der opstår kæmpevirksomheder, der kan trække en hel
økonomi med sig i faldet, og fordi de får så stor indflydelse på markedet, at
det mindsker konkurrencen. De virksomheder skal staten splitte op i
delvirksomheder med mere konkurrence, mens den selv spiller en vigtig rolle som
'buffer' og regulator under kapitalismens konjunkturer. Kapitalismen er
historiens hidtil bedste vækstmotor, men dens vækst er blind for dens
samfundsmæssige konsekvenser, og kapitalismens tendens til at skabe
kæmpe-konglomerater medvirker til en direkte undertrykkelse af projekter og
innovationer, der kunne være gode såvel for menneskeheden som for
profitskabelsen. Havde der hersket ægte fri konkurrence, havde vi i dag for
længst haft biler, der kørte på billig ethanol - ja faktisk var benzinbilen
blevet droppet for ca. 100 år siden - og uden statslig indsats for miljø og
klima havde Danmark ikke i dag haft en førerrolle i grøn teknologi, trods dn
nuværende regerings forsøg påat ødelægge det. SomRoosevelt mener
LS, at 'man kun behøver at frygte frygten selv', når man vel at mærke
har forstået, at kapitalismens økonomiske love kun fungerer som naturlove,
indtil man erkender, hvordan de er skabt af menneskelig handling og kan ændres
af menneskelig handling.
Se min kommentar til
”Kapitalismens verdenserobring”
13. Kapitalismen
blev født sammen med nationalismen, og den har aldrig kunnet klare sig alene
uden hjælp fra en nogenlunde stærk stat, der banede vejen for den. Såvel
kapitalisme som nationalisme rakte lige fra starten udad i verden efter større
område, billigere arbejdskraft, flere råvarer, mere marked og yderligere magt.
Derfor skabte de også deres egne modsætninger: Hjemme en bitter klassekamp mod
en socialistisk arbejderbevægelse. Og ude som regel væbnet oprør mod
kolonialisme og klientelisme i de "nye verdener" - der vel at mærke
rummede flere ældre civilisationer end den europæiske. Her blev Nordamerika det
første kontinent til at gøre sig fri blot for at udvikle sig fra verdens første
demokrati med ret for alle til ”et anstændigt liv, frihed og stræben
efter lykken” til at blive den moderne og ofte reaktionære
kapitalismes mest ihærdige forsvarer, såvel militært som ideologisk, og som
først efter den østeuropæiske samfundsformations nedbrud har tilladt Sydamerika
at frigøre sig og måske nu vil prædike mindre ultraliberalisme. Kampen om
magten nationalt og internationalt har siden kunnet opstilles på to
komplementære akser: den socioøkonomiske og den sociokulturelle. På den
socioøkonomiske akse har man kunnet opdele samfundets klasser og lag efter
forholdet til produktionens midler, former og resultater, og på den
sociokulturelle akse efter forskellige gruppers forhold til skismaet mellem
international modernitet og lokal tradition, som blev kickstartet med
renæssancen og kapitalismens iboende imperialisme. Kapitalisme og socialisme
såvel som nationalisme og internationalisme er således ikke kun modsætninger,
men også hinandens forudsætninger, og det giver ingen mening at forudsige ”kapitalismens
sidste stadium” eller sågar"historiens afslutning”!
14. Kapitalismens
udvikling og formation af klasser er desuden forløbet dynamisk og gennem en
række stadier: Først den senmiddelalderlige fødselshjælper merkantilismen og
den tilhørende enevælde og kulturelle renæssance, dernæst en mere organiseret
håndværkerproduktion med skarp opdeling mellem laugshåndværkere og
lase-pjalteproletariske stikirenddrenge, så startende i 1800-tallet en egentlig
industriproduktion med en stadig mere kollektiv klassekamp for en politisk og
siden social udvidelse af demokratiet, derefter en voldsom vækst efter anden
verdenskrig i såvel den private som offentlige servicesektor med de såkaldte
”flipproletarer”. Nu er især den rige verden på vej ind i relativt moderne
videnskapitalisme, med en kraftig reduktion af den manuelle arbejdsstyrke og
til gengæld udvikling af den mere eller mindre kreative kontor- og
projektøkonomi, hvor selv individets tidligere private tanker kommanderes på
lønarbejde, men hvor de mest spændende jobs med fastansættelse snuppes af
eliten, mens resten overlades til mere rutineprægede opgaver med "fancy"
engelske projekttitler, der dækker over en vis grad af løsansættelse og mangel
på rettigheder og tryghed. Alt dette lægger i ovnen til en ny klassekamp, der
både skal forsøge at sikre individet ny integritet, værdighed, reel
jobindflydelse og fairlønnet fastansættelse - og samtidig forbinde sig med de
nye arbejderklasser under præmoderne forhold i den tredje verden.
Det er værd at
bemærke, at også den veluddannede elites arbejde søges indkapslet i
kapitalismens produktionsformer (New Public Management, Fra forskning til
faktura etc)
15. Hverken
kapitalisme, socialisme, tradition eller modernitet er entydigt positive eller
negative, og de kan netop ikke stå alene, men må og vil altid blive
afbalanceret af deres modvægt. Tværtimod fører absolut dyrkelse af en eller
flere af disse værdier til ekstremer, hvad enten det er nationalkonservativ
xenofobi eller 'kosmopolitisk' rodløshed, yderliggående laissez-faire
liberalisme eller overdrevent kollektivistisk socialisme - og absolut dyrkelse
af hver af disse ekstremer uden tilstrækkelig afbalancering kan ende i
frygtelige diktaturregimer. Historien har til tider fremvist sådanne ekstremer,
som måtte og må bekæmpes for selve civilisationens og menneskehedens skyld. De
fremtræder, når en kombination af interesser – ofte udtrykt i en tilsyneladende
altomfattende ideologi - gøres til samfundets eneafgørende magt, hvilket får
den til at ende som en diktatorisk parodi på sig selv og trampe hen over
demokrati, menneskerettigheder og personer. Det så man rigeligt med eksempler
på omkring anden verdenskrig, men disse regimer og anden verdenskrig var ikke
kommet uden første verdenskrig om kolonier og magten i Europa, hvor man bl.a.
så det berømte svigt af "socialdemokrater i alle lande",
der stik mod egne internationalistiske paroler stemte for deres eget lands
krigsdeltagelse.
16. En totalitær
ekstrem behøver dog ikke at gå helt uden for f.eks. demokratiets eller
nationens grænser. Den kan tværtimod nøjes med at trække enkeltdele af
demokratiet frem som altafgørende, f.eks. flertalsstyre sammen med forsvar for
nationalstaten mod "det fremmede" og "deres terrorisme", og
gå i koalition med fortalere for "markedet som det bedste demokrati"
og 'hver enkelt skal leve det rigtigt gode liv, og kan man ikke finde ud af
det, tvinger vi dem til det - eller tvangsfjerner børnene, så de i det mindste
kan lære det!' Dermed har man en halvtotalitær ideologi, nemlig den
hyperliberalistiske nationalkonservatisme der har regeret Danmark i de seneste
ni år og ført landet ud i en angrebskrig for første gang siden 1848.
17. Den
danske velfærdsmodel blev grundlagt med 30'ernes
Kanslergade-forlig, men tog for alvor form efter anden verdenskrig, og den var
vitterlig en stor landvinding for såvel arbejderbevægelse som især
Socialdemokrati og den øvrige venstrefløj. Utallige er de personlige og
familiemæssige drømme, som den har indfriet: Den sociale mobilitet har i
moderne tid aldrig været højere end fra 1930 til ca. 1970, og den materielle
vækstrate har endnu ikke været i nærheden af den, der var i 50'erne og 60'erne
- ikke blot i Danmark, men i hele den industrialiserede verden. Noget skyldtes
selvfølgelig krigens kapitalødelæggelse og Marshallhjælpen og Bretton-Woods og
systemkonkurrencen, men den danske model fik organiseret og fordelt tingene
samt speedet udviklingen op, så der fandt en fremgang sted i levestandard og
muligheder, som ikke er set før eller siden. Ikke desto mindre må det kræve en
særlig middelklasse-myopi at nå frem til, at den socioøkonomiske ulighed
spiller en mindre rolle end den sociokulturelle ulighed i det nye århundrede.
LS anerkender betydningen af den kulturelle ulighed som en helt central
bestanddel af ethvert ulige samfund, men at give den primat må skyldes, at man
aldrig selv har været nær samfundets bund, hvor netop frihed, lighed og
solidaritet trænges mere end før. Den socioøkonomiske ulighed er tværtimod
vokset i det nye århundredes første årti, og det der er forsvundet er enhver
respekt og reel velfærd i omgangen med underklassen og enhver luft i
budgetterne for syge og ældre og arbejdsløse på pension, dagpenge, kontanthjælp
- for slet ikke at nævne starthjælp.
18. Den danske
velfærdsmodel kom allerede under pres sidst i 70'erne, hvor kapitalismen også
viste, at den ikke er krisefri. Siden da har højrefløjen som i hele den
vestlige verden prædiket først markedets fortræffeligheder - ikke mindst når
man sælger offentlige værdier billigt til privat kapital - og i Danmark sidst i
90'erne også de fremmedes forfærdeligheder, så man kunne genvinde magten.
Samtidig er velfærdssamfundet i stigende grad blevet opdelt i et 'tre-fjerdedeles
samfund'. På ene side står en stadig mere forkælet middelklasse, der
trænger til at besinde sig på på samfundets oprindelige værdier frem for
konstant at hige mod flere "friværdier", og hvor især yngre medlemmer
ser alle hårdt tilkæmpede og skattebetalte goder som naturgivne rettigheder,
som man selv helst vil undgå at betale skat til, og hvor elever i Danmarks
utallige 'gratis' uddannelser med verdens bedste SU siger: "Vi har altid
klaret os selv!" På den anden side står en stadig mere marginaliseret underklasse,
til dels placeret i "Yderdanmark", der er lette ofre for myter om, at
det er "de fremmedes skyld, og hvor man kun kan se måbende til, når staten
beredvilligt stiller to gange nationalproduktet til rådighed for landets banker
efter endnu en omgang bonus-baseret børs-bersærk, mens man selv står med hatten
i hånden og modtager stadig mindre reel velfærd fra socialrådgivere og andre,
der engang uddannede sig for at hjælpe mennesker, men som nu synes kun at have
en NEJ-knap på deres tastatur. Det hjælper selvfølgelig ikke på situationen -
eller skævheden, at ingen politikere tør tage noget fra middelklassen, og at
den danske venstrefløj tror, at der er samfundsforandrende potentiale i de
velaflagtes "lønkamp" frem for at tale for og med de marginaliserede
grupper i Danmark og i den tredje verden. Faktisk er et løft af den nationale
og internationale underklasse en afgørende forudsætning for at kunne finansiere
og fastholde og forny velfærden.
19. Ikke desto
mindre må man konstatere, at den skandinaviske velfærdsmodel med flexicurity er
blevet en inspiration for mange i verden og samtidig ironisk nok hidtil er det
nærmeste, man er kommet på det gamle ideal: "Yde efter evne, nyde
efter behov!" Så Marx havde faktisk ret i, at nævnte ideal ikke
blot er ønskeligt men også i nogen grad muligt, ganske som han gjorde vel i at
tilråde alle, der vil forbedre verden, til at gå frem efter mottoet "Tvivl
på alt!" For hvad Marx midt i en verden fyldt med diktaturer og
kolonier og kun to stærkt begrænsede demokratier (UK og USA) slet ikke kunne
forestille sig var, at den første tilnærmelse til hans
"kommunistiske" drøm ville foregå midt i kapitalismens smørhul i læ
af en kold krig og på demokratisk vis ...
20. Der er
mange problemer at løse, og LS har ikke alle svarene: Der
mangler f.eks. kreative forslag til en aktiv erhvervspolitik med grønne og
andre videnjobs, samarbejde mellem stat og arbejdsliv og civilsamfund,
fremtidens fjerde statsmagt i et levende demokrati med en kritisk debat i
internetalderen, Europas demokratisering, en Verdensregering og Verdensbank med
en robust kasse pga. finansmomsen, samt en strategi mod social dumping og for
ordentlige migrantarbejdervilkår.
21. En nogenlunde
fredelig og retfærdig udvikling globalt er forudsætningen for,
at det bliver muligt ikke alene for Danmark men hele verden engang igen at
tilnærme sig Marx's smukke vision - selv om det såmænd lige så vel kan lykkes
menneskeheden at udrydde sig selv og resten af kloden i egoistisk kortsynethed,
krige og klimaødelæggelse. Men de, som Liberalsocialismen forsøger at samle og
inspirere, er klar til at kæmpe principielt og pragmatisk for en bedre verden,
for hvad pokker skulle man ellers gøre …?
Super wpis. Pozdrawiam i czekam na więcej.
SvarSlet