FORTÆLLINGERNES FORJÆTTEDE LAND
Begivenhederne i Palæstina-Israel hen over sommeren har
afledt kritik af Israel, repliceret kritik af Hamas og Israels ret til at
forsvare sig.
Nu hvor våbnene tier (for en stund?) er der anledning til at spørge, hvorfor det forjættede land, som skulle være de forfulgte europæiske jøders fristed, hvor de kunne leve i sikkerhed for pogromer og forfølgelse, er blevet et sted, hvor de må leve bevæbnet til tænderne i stadig frygt for et nyt Holocaust – og et sted hvor den palæstinensiske befolkning oplever daglige ydmygelser, tyveri af deres ejendom og livsunderhold, tilbageholdelse uden dom og drab på civile - kvinder, mænd og børn?
Nu hvor våbnene tier (for en stund?) er der anledning til at spørge, hvorfor det forjættede land, som skulle være de forfulgte europæiske jøders fristed, hvor de kunne leve i sikkerhed for pogromer og forfølgelse, er blevet et sted, hvor de må leve bevæbnet til tænderne i stadig frygt for et nyt Holocaust – og et sted hvor den palæstinensiske befolkning oplever daglige ydmygelser, tyveri af deres ejendom og livsunderhold, tilbageholdelse uden dom og drab på civile - kvinder, mænd og børn?
Eller: Hvad er årsagen til denne urimelige konflikt?
Hvis man forsøger at gå bag om de gensidige anklager, lutrer dem, så at sige, for retorikkens gensidige udfald, kommer to modstridende fortællinger til syne:
Den ene en såkaldt genese, en ”stor fortælling” af typen: ”I begyndelsen var det sådan, og siden hen.....”, en fortælling som både er præget af et episk format og en uafviselig logik, en fortælling, de fleste kan både favne og rumme, fordi den stemmer med de forestillinger om virkeligheden, de fleste er vokset op med (og kender?) i den vestlige jødisk-kristne kulturkreds.
Den anden en fortælling, som er stykket sammen af flere ”små” fortællinger, fortællinger mange finder sandfærdige, fordi de stemmer med den ”videnskabelige rationalitet”, de har arvet fra Oplysningstiden, men også fortællinger som savner både det appellerende, følelsesladede episke format og den stringente logik, som understøtter vore fordomme om ret og uret!
Hvis man forsøger at gå bag om de gensidige anklager, lutrer dem, så at sige, for retorikkens gensidige udfald, kommer to modstridende fortællinger til syne:
Den ene en såkaldt genese, en ”stor fortælling” af typen: ”I begyndelsen var det sådan, og siden hen.....”, en fortælling som både er præget af et episk format og en uafviselig logik, en fortælling, de fleste kan både favne og rumme, fordi den stemmer med de forestillinger om virkeligheden, de fleste er vokset op med (og kender?) i den vestlige jødisk-kristne kulturkreds.
Den anden en fortælling, som er stykket sammen af flere ”små” fortællinger, fortællinger mange finder sandfærdige, fordi de stemmer med den ”videnskabelige rationalitet”, de har arvet fra Oplysningstiden, men også fortællinger som savner både det appellerende, følelsesladede episke format og den stringente logik, som understøtter vore fordomme om ret og uret!
Indledningen til den store episke fortælling om det
forjættede land findes i Josvabogens kap 1, vers 1 – 4:
v1 Da Herrens tjener Moses var død,
sagde Herren til Josva, Nuns søn, som havde været i Moses' tjeneste: v2 »Min
tjener Moses er død. Gå nu over Jordan med hele dette folk til det land, jeg
vil give israelitterne. v3 Hvert
sted, hvor I sætter foden, giver jeg jer, sådan som jeg lovede Moses. v4 Landet
fra Ørkenen til Libanon, fra den store flod Eufrat til Det Store Hav i vest,
hele hittitternes land, skal være jeres.
Det gamle testamente rummer også fortællinger, der beskriver israelitterne som et succesrigt krigerfolk og et folk som måtte lide uddrivningen fra deres forjættede land til Babylon og endelig flugten, Exodus til 2000 år i Diasporaen efter romernes ødelæggelse af det andet tempel.
Og samtidig rummer det gamle testamente, som er nedskrevet i det første årtusind fvt på grundlag af mundtlige overleveringer, et væld af herlige krøniker som fortællingen i Anden Samuels Bog om David og Batseba og den uheldige Urias:
Kapitel 11
v1 Året efter, ved den tid kongerne plejer at indlede felttog, sendte David Joab og sine folk af sted med hele den israelitiske hær. De hærgede blandt ammonitterne og belejrede Rabba. David blev tilbage i Jerusalem.
v2 Engang ved aftenstid stod David op af
sin seng og gik rundt på taget af sit hus. Deroppefra fik han øje på en kvinde,
der var ved at tage bad. Hun var meget smuk. v3 David sendte bud og
forhørte sig om kvinden, og han fik det svar, at det var Batseba, Eliams
datter, hittitten Urias' kone. v4 David sendte så bud efter hende.
Hun kom ind til ham, og han lå med hende; hun havde netop renset sig efter sin
menstruation. Bagefter gik hun hjem. v5 Men
kvinden var blevet gravid, og hun sendte bud til David og fortalte ham, at hun
var blevet gravid. v6 Så sendte
David bud til Joab: »Send hittitten Urias til mig!« Det gjorde Joab, v7 og da Urias var kommet, spurgte David ham, hvordan det
stod til med Joab og med hæren og med krigen. v8 Derpå sagde David til Urias: »Gå nu ned til dit hus og
vask støvet af dine fødder.« Urias forlod da kongens hus, og en gave fra kongen
blev sendt efter ham.
v9 Men Urias gik ikke hjem; han lagde sig ved porten til
kongens hus blandt de andre, der stod i hans herres tjeneste. v10 Da David fik at vide, at Urias ikke var gået hjem,
sagde han til ham: »Du har en lang rejse bag dig; hvorfor går du så ikke
hjem?« v11 Urias
svarede David: »Både arken og israelitterne og judæerne bor i grenhytter, og
min herre Joab og dine mænd, herre konge, har slået lejr på den bare jord.
Skulle jeg så tage hjem, spise og drikke og ligge med min kone? Så sandt du
lever: Jeg gør det ikke!« v12 David
sagde til Urias: »Så bliv her i dag, i morgen lader jeg dig gå.« Urias blev så
i Jerusalem den dag. Dagen efterv13 indbød
David ham til middag og drak ham beruset. Alligevel gik han ikke hjem om
aftenen, men gik ud og lagde sig blandt sin herres folk.
v14 Næste morgen skrev David et brev til Joab og sendte
det med Urias. v15 I
brevet stod der: »Sæt Urias i forreste linie, hvor kampen er hårdest, og lad
ham i stikken, så han kan blive dræbt.« v16 Joab, der havde holdt øje med byen, satte Urias på det
sted, hvor han vidste, at der stod tapre krigere. v17 Da nu mændene i byen gjorde udfald mod Joab, faldt en
del af Davids folk; også hittitten Urias døde. v18 Joab sendte bud til David om hele slagets gang, v19 og han indskærpede sendebudet: »Når du har aflagt
beretning til kongen om hele slagets gang, v20 så farer kongen måske op i vrede og siger til dig:
›Hvorfor kæmpede I så nær byen? I måtte da vide, at der ville blive skudt oppe
fra muren. v21 Hvem
var det, der slog Abimelek, Jerubbeshets søn, ihjel? Var det ikke en kvinde,
som smed en kværnsten ned på ham fra muren i Tebes, så han døde? Hvorfor kom I
den mur så nær?‹ I så fald skal du sige: Også din tjener hittitten Urias døde.«v22 Så tog budet af sted og kom og fortalte David alt,
hvad Joab havde pålagt ham; v23 han sagde
til David: »Selv om mændene fik overtaget og rykkede ud mod os på åben mark,
drev vi dem tilbage til byporten. v24 Men da bueskytterne begyndte at skyde på os fra muren,
blev nogle af kongens folk dræbt; også din tjener hittitten Urias døde.« v25 Da sagde David til budet: »Sig til Joab: ›Det skal
ikke bekymre dig. Sværdet fortærer både den ene og den anden. Nej, forstærk
angrebet på byen og riv den ned!‹ På den måde skal du sætte mod i ham.«
v26 Da Urias' kone hørte, at hendes mand var død, holdt
hun ligklage over sin mand. v27 Men da
sørgetiden var omme, hentede David hende hjem til sig; han giftede sig med
hende, og hun fødte ham en søn.
Kapitel 12
v1 Da sendte Herren Natan til David, og han kom til ham og sagde: »Der var to mænd i samme by; den ene var rig, den anden fattig. v2 Den rige havde får og køer i mængde, v3 den fattige havde kun et eneste lille lam, som han havde købt. Han tog sig godt af det, det voksede sig stort hjemme hos ham og børnene. Det spiste af hans brød, det drak af hans bæger, og det lå i hans skød, som om det var hans datter. v4 En dag fik den rige besøg, men han nænnede ikke at tage af sine egne får eller okser og tilberede det til den vejfarende, der var kommet til ham. Så tog han den fattige mands lam og tilberedte det til manden, der var kommet.«
v1 Da sendte Herren Natan til David, og han kom til ham og sagde: »Der var to mænd i samme by; den ene var rig, den anden fattig. v2 Den rige havde får og køer i mængde, v3 den fattige havde kun et eneste lille lam, som han havde købt. Han tog sig godt af det, det voksede sig stort hjemme hos ham og børnene. Det spiste af hans brød, det drak af hans bæger, og det lå i hans skød, som om det var hans datter. v4 En dag fik den rige besøg, men han nænnede ikke at tage af sine egne får eller okser og tilberede det til den vejfarende, der var kommet til ham. Så tog han den fattige mands lam og tilberedte det til manden, der var kommet.«
v5 Davids vrede flammede voldsomt
op mod den mand, og han sagde til Natan: »Så sandt Herren lever: Den mand, der
gør sådan, skal dø, v6 og lammet skal han erstatte
firedobbelt, fordi han har handlet så hjerteløst!« v7 Da sagde Natan til David: »Du er
manden! Dette siger Herren, Israels Gud: Jeg salvede dig til konge over Israel,
og jeg reddede dig fra Saul. v8 Jeg gav dig din herres hus og lagde
din herres hustruer i din favn, og jeg gav dig Israels hus og Judas hus. Og
skulle det ikke være nok, havde jeg gerne givet dig langt mere. v9 Hvorfor har du vist foragt for
Herrens ord og gjort, hvad der er ondt i hans øjne? Hittitten Urias har du
slået ihjel. Hans kone har du giftet dig med, og ham selv har du hugget ned med
ammonitternes sværd. v10 Fra nu af skal sværdet aldrig vige fra
dit hus, for du har vist foragt for mig og giftet dig med hittitten Urias'
kone.v11 Dette siger Herren: Jeg vil
lade ulykken ramme dig fra din egen familie. For øjnene af dig vil jeg tage
dine hustruer og give dem til en anden, som ganske åbenlyst skal ligge med dem. v12 Du har handlet i det skjulte, men jeg vil handle i
fuld åbenhed over for hele Israel.« v13 Da sagde David til Natan: »Jeg
har syndet mod Herren.« Natan svarede David: »Så tilgiver Herren din synd. Du
skal ikke dø. v14 Men siden du har givet Herrens
fjender anledning til at spotte, skal den søn, du har fået, dø.« v15 Så gik Natan hjem.
Herren lod den dreng, Urias' kone havde født
David, blive ramt af sygdom.v16 Da bad David til Gud for drengen. Han fastede strengt
og gik hen og lagde sig på jorden om natten. v17 De ældste ved hoffet mødte op for at
få ham til at rejse sig, men det nægtede han, og han ville heller ikke spise
sammen med dem.v18 På den syvende
dag døde drengen, og Davids folk turde ikke fortælle ham, at drengen var død,
for de tænkte: »Mens drengen endnu var i live, ville han ikke høre, hvad vi
sagde til ham. Hvordan skal vi nu få sagt til ham, at drengen er død? Han kunne
jo gøre en ulykke.« v19 Da David så, hvordan hans folk gik
rundt og hviskede sammen, forstod han, at drengen var død. Han spurgte dem, om
drengen var død, og de svarede: »Ja, han er.« v20 Så rejste David sig fra jorden, vaskede
sig, salvede sig, skiftede tøj og gik ind i Herrens hus for at tilbede. Derpå
gik han hjem og bad om at få mad sat frem, og så spiste han. v21 Hans folk spurgte ham: »Hvordan er det, du bærer dig
ad? Mens drengen var i live, fastede og græd du, men næppe er han død, før du
står op og spiser.« v22 Han svarede: »Så længe drengen var i
live, fastede og græd jeg, for jeg tænkte: Måske vil Herren være nådig imod mig
og lade drengen leve. v23 Men nu da han er død, hvorfor skulle
jeg så faste? Kan jeg få ham tilbage igen? Jeg må følge efter ham, han kommer
ikke tilbage til mig.«
v24 David trøstede Batseba, sin
hustru. Han gik ind til hende og lå med hende. Hun fødte en søn, som han gav
navnet Salomo. Ham elskede Herren, v25 og han sendte bud gennem
profeten Natan, at hans navn skulle være Jedidja for Herrens skyld.
Kun en kultur, af emotionel og intellektuel karat kunne frembringe denne tekst om menneskelig svaghed for det underskønne og fælleskabets (Guds?) tilgivelse af ”synderen”.
Og der er Højsangens poesi med en erotisk fylde, som får samtidig
pornografi til at virke præcis så kedsommelig, som den er:Kun en kultur, af emotionel og intellektuel karat kunne frembringe denne tekst om menneskelig svaghed for det underskønne og fælleskabets (Guds?) tilgivelse af ”synderen”.
Kapitel 4
v1 Hvor er du smuk, min kæreste,
hvor er du smuk!
Dine øjne bag sløret
er som duer.
Dit hår er som en gedeflok,
der bølger ned fra Gileads bjerge.
v2 Dine tænder er som en flok nyklippede får,
der kommer op fra badet,
alle med tvillinger,
ingen er uden lam.
v3 Dine læber er som en skarlagenrød snor,
din mund er yndig;
din tinding bag sløret
er som et bristet granatæble.
v4 Din hals er som Davidstårnet,
bygget i stenskifter;
tusind skjolde hænger på det,
alle krigernes rundskjolde.
v5 Dine bryster er som hjortekalve,
gazelletvillinger,
der græsser blandt liljerne.
v6 Når dagen bliver sval
og skyggerne lange,
vil jeg gå til myrrabjerget,
til røgelseshøjen.
v7 Alt på dig er smukt, min kæreste,
der er ingen fejl ved dig.
og skyggerne lange,
vil jeg gå til myrrabjerget,
til røgelseshøjen.
v7 Alt på dig er smukt, min kæreste,
der er ingen fejl ved dig.
v8 Kom med fra Libanon, min brud,
kom med mig fra Libanon;
stig ned fra Amanas top,
fra Senirs og Hermons top,
fra løvernes huler,
fra panternes bjerge.
kom med mig fra Libanon;
stig ned fra Amanas top,
fra Senirs og Hermons top,
fra løvernes huler,
fra panternes bjerge.
v9 Du har fortryllet mig, min
søster, min brud,
du har fortryllet mig med et eneste blik,
med et eneste led i din halskæde.
du har fortryllet mig med et eneste blik,
med et eneste led i din halskæde.
v10 Hvor er din elskov smuk, min
søster, min brud,
din elskov er dejligere end vin;
dine salvers duft
er dejligere end al balsam.
v11 Dine læber drypper af nektar, min brud,
honning og mælk er under din tunge;
dine klæders duft
er som duften fra Libanon.
din elskov er dejligere end vin;
dine salvers duft
er dejligere end al balsam.
v11 Dine læber drypper af nektar, min brud,
honning og mælk er under din tunge;
dine klæders duft
er som duften fra Libanon.
v12 En lukket have er du, min
søster, min brud,
en lukket have, en forseglet kilde;
v13 dine skud er en park med granatæbler,
med herlige frugter,
henna og nardus,
v14 nardus og safran,
kalmus og kanel,
alle slags røgelsestræer,
myrra og aloe,
de fineste balsamstoffer.
v15 Kilden i haven er en brønd med rindende vand,
der strømmer fra Libanon.
v16 Vågn op, nordenvind, kom, søndenvind!
Lad det lufte i min have, lad dens balsam strømme.
Min elskede skal komme til sin have
og spise af dens herlige frugter.
en lukket have, en forseglet kilde;
v13 dine skud er en park med granatæbler,
med herlige frugter,
henna og nardus,
v14 nardus og safran,
kalmus og kanel,
alle slags røgelsestræer,
myrra og aloe,
de fineste balsamstoffer.
v15 Kilden i haven er en brønd med rindende vand,
der strømmer fra Libanon.
v16 Vågn op, nordenvind, kom, søndenvind!
Lad det lufte i min have, lad dens balsam strømme.
Min elskede skal komme til sin have
og spise af dens herlige frugter.
Det er tekster, som både bekræfter de israelske jøders vilje til overlevelse
gennem kamp, hvis det ikke kan være anderledes, og baggrunden for den
righoldige kultur: litteratur, billeder og film, diasporaens jøder har forlenet
den vestlige verden med.
Man kan tilbagevise disse tekster som krøniker, legender, myter –
men forskellen mellem myte og videnskab er kun en nuance, begge stræber efter
at forklare ”det hele”, og om vi tror på det ene eller det andet, er et
spørgsmål om overbevisning.
Den store episke fortællings sidste kapitel om det forjættede land
er imidlertid ikke (eller kun delvis) en myte:
Efter romernes ødelæggelse i år 70 flygtede jøderne og spredtes ud over det europæiske kontinent.
Jøderne i diasporaen var udsat for forfølgelse og pogromer fra de kristne samfund i både Øst- og Vesteuropa - navneordet ”ghetto” stammer fra Venedig, hvor de jødiske menigheder først slog sig ned på den ø, der stadig bærer deres navn: Giudecca, men senere blev lukket inde i bydelen Ghetto – og værd at bemærke: ikke fra de muslimske maurere i Spanien, sammen med hvem de skabte en af de rigeste (og smukkeste) epoker i europæisk kultur- og arkitekturhistorie, og som de flygtede sammen med, da kristne feltherrer tvang maurerne ud af den iberiske halvø.
Efter romernes ødelæggelse i år 70 flygtede jøderne og spredtes ud over det europæiske kontinent.
Jøderne i diasporaen var udsat for forfølgelse og pogromer fra de kristne samfund i både Øst- og Vesteuropa - navneordet ”ghetto” stammer fra Venedig, hvor de jødiske menigheder først slog sig ned på den ø, der stadig bærer deres navn: Giudecca, men senere blev lukket inde i bydelen Ghetto – og værd at bemærke: ikke fra de muslimske maurere i Spanien, sammen med hvem de skabte en af de rigeste (og smukkeste) epoker i europæisk kultur- og arkitekturhistorie, og som de flygtede sammen med, da kristne feltherrer tvang maurerne ud af den iberiske halvø.
De stadige pogromer inspirerede østrigeren Theodor
Herzl til tanken om et nyt hjemland for Europas jøder, Ein Judenstaat, som han motiverede
sådan:
” The Jewish question persists wherever Jews live in appreciable numbers. Wherever it does not exist, it is brought in together with Jewish immigrants. We are naturally drawn into those places where we are not persecuted, and our appearance there gives rise to persecution. This is the case, and will inevitably be so, everywhere, even in highly civilised countries—see, for instance, France—so long as the Jewish question is not solved on the political level. The unfortunate Jews are now carrying the seeds of anti-Semitism into England; they have already introduced it into America.” – og videre:
In Altneuland, Herzl outlined his vision for a new Jewish state in the Land of Israel. He summed up his vision of an open society:
” The Jewish question persists wherever Jews live in appreciable numbers. Wherever it does not exist, it is brought in together with Jewish immigrants. We are naturally drawn into those places where we are not persecuted, and our appearance there gives rise to persecution. This is the case, and will inevitably be so, everywhere, even in highly civilised countries—see, for instance, France—so long as the Jewish question is not solved on the political level. The unfortunate Jews are now carrying the seeds of anti-Semitism into England; they have already introduced it into America.” – og videre:
In Altneuland, Herzl outlined his vision for a new Jewish state in the Land of Israel. He summed up his vision of an open society:
"It
is founded on the ideas which are a common product of all civilized nations.
... It would be immoral if we would exclude anyone, whatever his origin, his
descent, or his religion, from participating in our achievements. For we stand
on the shoulders of other civilized peoples. ... What we own we owe to the
preparatory work of other peoples. Therefore, we have to repay our debt. There
is only one way to do it, the highest tolerance. Our motto must therefore be,
now and ever: 'Man, you are my brother.'" (Quoted in "Zion & the
Jewish National Idea", in Zionism
Reconsidered, Macmillan, 1970 PB, p. 185)”
Herzl’s
vision, som vi kender som ”Zionismen”, skiftede karakter efter hans død i 1904,
Balfour erklæringen støttede op om Herzl’s vision:
The Balfour Declaration (dated 2 November 1917) was a letter from the United Kingdom's Foreign Secretary Arthur James Balfour to Baron Rothschild (Walter Rothschild, 2nd Baron Rothschild), a leader of the British Jewish community, for transmission to the Zionist Federation of Great Britain and Ireland.
The Balfour Declaration (dated 2 November 1917) was a letter from the United Kingdom's Foreign Secretary Arthur James Balfour to Baron Rothschild (Walter Rothschild, 2nd Baron Rothschild), a leader of the British Jewish community, for transmission to the Zionist Federation of Great Britain and Ireland.
His
Majesty's government view with favour the establishment in Palestine of a
national home for the Jewish people, and will use their best endeavours to
facilitate the achievement of this object, it being clearly understood that
nothing shall be done which may prejudice the civil and religious rights of
existing non-Jewish communities in Palestine, or the rights and political
status enjoyed by Jews in any other country.[1]
The
text of the letter was published in the press one week later, on 9 November
1917.[2] The
"Balfour Declaration" was later incorporated into the Sèvres peace treaty with the Ottoman Empire and the Mandate for Palestine. The original document
is kept at the British Library.
Erklæringens ordlyd blev præciseret i The Churchill Whitepaper af 3 juni 1922:
The main provisions of this white paper are summarized by these quotations from it:
Erklæringens ordlyd blev præciseret i The Churchill Whitepaper af 3 juni 1922:
The main provisions of this white paper are summarized by these quotations from it:
· "The tension which has prevailed from time to time in
Palestine is mainly due to apprehensions, which are entertained both by
sections of the Arab and by sections of the Jewish
population. These apprehensions, so far as the Arabs are concerned are partly
based upon exaggerated interpretations of the meaning of the [Balfour]
Declaration favouring the establishment of a Jewish National Home in Palestine,
made on behalf of His Majesty's Government on
2 November 1917."
· 'Unauthorized statements have been made to the effect that the
purpose in view is to create a wholly Jewish Palestine. Phrases have been used
such as that Palestine is to become "as Jewish as England is English." His Majesty's
Government regard any such expectation as impracticable and have no such aim in
view. They would draw attention to the fact that the terms of the Declaration
referred to do not contemplate that Palestine as a whole should be converted
into a Jewish National Home, but that such a Home should be founded "in
Palestine." In this connection it has been observed with satisfaction that
at a meeting of theZionist Congress,
the supreme governing body of the Zionist Organization,
held at Carlsbad in
September, 1921, a resolution was passed expressing as the official statement
of Zionist aims "the determination of the Jewish people to live with the
Arab people on terms of unity and mutual respect, and together with them to
make the common home into a flourishing community, the upbuilding of which may
assure to each of its peoples an undisturbed national development"'.
· 'it is contemplated that the status of all citizens of Palestine
in the eyes of the law shall be Palestinian,
and it has never been intended that they, or any section of them, should
possess any other juridical status. So far as the Jewish population of
Palestine are concerned it appears that some among them are apprehensive that
His Majesty's Government may depart from the policy embodied in the Declaration
of 1917. It is necessary, therefore, once more to affirm that these fears are
unfounded, and that that Declaration, re-affirmed by the Conference of the
Principal Allied Powers at San Remo and again in the Treaty of Sèvres,
is not susceptible of change.'
· 'During the last two or three generations the Jews have
recreated in Palestine a community, now numbering 80,000… it is essential that
it should know that it is in Palestine as of right and not on the sufferance.
That is the reason why it is necessary that the existence of a Jewish National
Home in Palestine should be internationally guaranteed, and that it should be
formally recognized to rest upon ancient historic connection.'
· 'This, then, is the interpretation which His Majesty's
Government place upon the Declaration of 1917, and, so understood, the
Secretary of State is of opinion that it does not contain or imply anything
which need cause either alarm to the Arab population of Palestine or
disappointment to the Jews.
·
Europas politiske
historie de følgende 23 år lagde imidlertid et nyt og afgørende afsnit til
Israels ”store” episke fortælling: Nazisternes industrialiserede massedrab på 6
millioner jøder gav zionismen i Ben Gurions fortolkning det ”drive”, som efter
briternes overdragelse af mandatet til FN motiverede FN’s delingsplan 29 November 1947: resolution nr 181, og
Ben Gurion udråbte staten Israel den 14 May 1948.
De arabiske stater angreb Israel, og på trods af, at Israel var militært underlegent, vandt Israels Defence Forces, det tidligere Haganah, krigen i kraft af bedre organisation, større engagement, og især Jordans ambivalens: Jordan varetog egne interesser fremfor Palæstinas arabiske befolknings.
Palæstinenserne flygtede på opfordring af de arabiske stater og israelerne afviste at lade flygtningene vende tilbage efter krigen med den (ikke udtalte) begrundelse, at Gud havde skænket dem landet, ”Det forjættede land”!
De arabiske stater angreb Israel, og på trods af, at Israel var militært underlegent, vandt Israels Defence Forces, det tidligere Haganah, krigen i kraft af bedre organisation, større engagement, og især Jordans ambivalens: Jordan varetog egne interesser fremfor Palæstinas arabiske befolknings.
Palæstinenserne flygtede på opfordring af de arabiske stater og israelerne afviste at lade flygtningene vende tilbage efter krigen med den (ikke udtalte) begrundelse, at Gud havde skænket dem landet, ”Det forjættede land”!
Over for denne store episke fortælling står så en fortælling, som er sammenstykket af mange ”små” fortællinger, uden noget nævneværdigt episk format, en fortælling som mestendels er præget af en række negationer: Sådan begyndte det ikke, sådan skete det ikke!
1) Der
er ingen videnskabelig dokumentation for, at Gud skænkede landet til sit
udvalgte folk – der er intet bevis for, at Gud overhovedet eksisterer!
2)
Genealogiske analyser af mitokondrierne i det kvindelige DAN synes at vise, at Europas
jøder stammer fra Spanien og ikke fra Israel – det er mere sandsynligt, at
palæstinenserne er de direkte efterkommere efter de folk, som beboede Israel i
år 70.
3) Romerne forfulgte i øvrigt ikke befolkningerne i imperiet på grund af deres religion, tværtimod – kun oprørere blev fanget og henrettet (fortrinsvis ved korsfæstelse, bl a en vis Jesus af Nazareth)
3) Romerne forfulgte i øvrigt ikke befolkningerne i imperiet på grund af deres religion, tværtimod – kun oprørere blev fanget og henrettet (fortrinsvis ved korsfæstelse, bl a en vis Jesus af Nazareth)
4) Der
er rejst tvivl om jødernes Exodus overhovedet fandt sted i år 70 – det er
derimod historisk dokumenteret, at der skete en udvandring til de arabiske
lande og Nordafrika i årene omkring 200 fvt.
5)
Historikerne Ilan Pappe og Benny Morris har dokumenteret, at de fleste
palæstinensere blev dræbt ved regulære massakrer, eller fordrevet af Haganah, Irgun
og Stern-gruppen.
Det kan
næppe undre, at disse lidet episke små fortællinger har svært ved at fange
interessen hos Vestens offentlighed – og om man fæster lid til dem beror som
nævnt på den enkeltes overbevisning , herunder også henvisningerne til gældende
internationale love og konvektioner – det er i sidste ende lige så meget
”myter” som Israels ”store” fortælling.
